Spil så hurtigt, du kan. Spil hurtigere endnu, så det lyder, som om du er ved at snuble over dine egne ben og kommer væltende lige mod mig med fægtende arme. Frontlæs dine sange med riffs, så jeg mister pusten, overblikket og enhver skepsis, klyngebomb mig med dem. Syng om ting, jeg kan relatere til: Klimasammenbrud, atomkrig, pizza og Satan for sjov. Ingen drager, ingen spandex. Spil lidt hurtigere endnu, ja. Tak, perfekt.
80’er-thrash har præget, hvordan jeg hører al anden musik: Kan det blive vildere? Kan det blive hurtigere? Er det tumpet? Middlebrow uden at skilte med det? Handler det om emner, der er relevante for mig?
Det betyder selvsagt, at al metal siden indgangen til 90’erne i alt væsentligt har været en giga skuffelse. Det gør bare ikke noget, for 80’er-thrash lever heldigvis stadig. Se bare Demolizer, når de går på scenen all guns blazing. Det er ikke raffineret, det er ikke groovy, det er overhovedet ikke tidssvarende, men det er lige meget, for så længe de spiller, er det nutid, fortid, pizzatid altid. Jeps, det er ren pizza thrash, det her, med den nedladende betegnelse for den bagudskuende retro-thrash, som Municipal Waste og Havok har været bannerførere for, men det er lige så uimodståeligt som lunt brød med tomat og smeltet ost.
For nogle år siden interviewede jeg Demolizers sanger og guitarist, Polle Radtleff, og han fortalte om at sidde på en trappe i skolegården med bassisten Bjørn Hjortgaard i 6. klasse og høre ‘Angel of Death’ med Slayer første gang. Det var der, de to fandt ud af, at der fandtes en metal, der matchede hardcores gadekrigerattitude, umiddelbarhed og fart. “Jeg er tiltrukket af det kontrollerede kaos, der er i den musik,” sagde Polle Radtleff dengang, og det er lykkedes de to barndomsvenner at omsætte den begejstring for kontrolleret kaos til en vanvittigt stram maskine i Demolizer.
Så meget desto mere kan man ærgre sig over, at de lader Peter Jacobsen fra den nye guitarist Mike Dalsgaards andet band, Pustulant Flesh, agere hofnar under showet med zombiemaske, ironisk poseren og løjer på scenen. Seriøst, hvis jeg gerne ville til en Galge-koncert, var jeg jo nok cyklet i havnen, fordi jeg havde så dårlig dømmekraft.
Pustulant Flesh selv, der tidligere på aftenen spiller som andet band, er til gengæld en virkelig positiv overraskelse. Eller overraskelse og overraskelse: Navnet bebuder bundråd og metallisk fordærv, og trioen leverer på det med en gory start-90’er-død, hvor HM-2’eren er skruet op på max for at åbne portalen tilbage til det der indkøbscenter i Stockholm, hvor alle de seje hang ud dengang. Jeg kunne godt bruge en rundhåndet dosering af grind i musikken, for det lægger den op til i både tekstunivers og lyd. Bare den lilletromme, der er spændt helt stramt og gjalder gennem rummet, får mig til at ønske, at den blev slået dobbelt så meget. Polle Radtleffs gæstevokal på en af sangene tydeliggør også, at de to sangere i Pustulant Flesh med fordel kunne arbejde med et tydeligere udtryk i deres vokal og en bedre mikrofonteknik, for det har Demolizer-frontmanden virkelig godt styr på her.
Pustulant Fleshs trommeslager, Filip Dursun, tager endnu en omgang i aftenens tredje band, Afdød. Det er sådan et band, der virkelig slår fast for mig, hvor godt jeg kan lide det, når musik er baldret og rådden som Pustulant Flesh eller amf-tjep som Demolizer: Afdød er tight, Afdød er prof, Afdød spiller en dødsmetal, der snildt kan konkurrere med, hvad der ellers er derude af unge og yngre dødsmetalbands. Sådan noget dødsmetal, hvor man står og tænker, at det der har de godt nok styr på – og jeg har set tilpas mange dødsmetalbands overhovedet ikke have styr på, hvad de lavede, til at værdsætte indsatsen for at være dygtig – men hvor er det dog upersonligt. Hvor er der dog lidt, der fænger, så få hooks, der hægter sig fast, så få gange, man oplever sig selv blive revet med. Det ser godt ud på scenen, og det lyder alt sammen rigtigt. Det får mig bare ikke til at smile over hele skallen, som det burde.
Den odenseanske koncertforening Metal Mekka har i et par årtier arbejdet for at præsentere det lag af dansk metal, der ikke er helt stort nok endnu til at headline shows. På den måde er de med til at sikre fødekæden, så der kommer nye navne til, der med tiden vokser sig store nok til de større spillesteder. Det er faktisk al ære værd, at nogen gør det, og så ser man gennem fingre med, at det langt fra er alt, man får præsenteret, der virker, som om det har en lang og glorværdig karriere foran sig. Det behøver ikke at være ambitioner, det hele. Man kan endda se gennem fingre med et band som denne aftens åbnere, Trefork, der vist nok har Muse som ledestjerne. Det er jo ikke, fordi det er godt, og stadionrock kommer altid til at virke mærkeligt på en lille scene, men det er jo på sin vis dejligt med den type bands til at sætte alt andet i perspektiv. Det er fint, at nogle har store ambitioner.
Tit er det bare rigeligt at spille så hurtigt, man kan.
