Lack og Ian Svenonius har lavet musik, man kan leve sit liv efter. Mandag i Teater Momentums foyer lavede de hhv. generalprøve på torsdagens Copenhell-show og en herligt bizar rock’n’roll-cabaret.
Ian Svenonius er ægte. Også når han lyver, også når han spiller skuespil, også når han er ironisk.
For det passede jo ikke, at han aldrig ville gendanne sine gamle bands og turnere rundt med dem for at modtage hyldesten fra os, der voksede op med de bands, svor ved de plader, fortalte hinanden skrøner om de shows. Make-Up har turneret on-off de seneste ti år med deres “Gospel Yeh-Yeh”, som Svenonius døbte den 60’er-oprørsromantiske garagepunk, bandet spillede i sine oprindelige fem år fra 1995-2000. De fem år, som Svenonius proklamerede var den tid, et band, en bevægelse, burde vare, inden det hele blev brændt ned til jorden for at give plads til nyt. De fem år, som han inden da havde spillet med den skelsættende post-hardcore-kvintet Nation of Ulysses, der blandede situationistiske paroler med punkrock. Nation of Ulysses, der sluttede deres første plade, ‘13-Point Program to Destroy America’, med credoet “To live boldly and to walk the shining path of righteousness,” som jeg ville have fået tatoveret på ribbenene ti år senere, hvis jeg ikke havde været broke den måned.
“I came up the hard way and it shows,” crooner Svenonius i falset, og det gør det, det ses virkelig, og det er der ingen grund til at nægte.
Ian Svenonius har altid spillet skuespil, men han har også altid levet rollen som radikal opvigler og som inkarnationen af rock’n’roll-frontmand med højt hår, stramme bukser, vuggende hofter og en knyttet næve i vejret.
Og så har han heldigvis lært at grine ad det hele og sig selv. Det er ikke bare et forsonende træk, det er en decideret nødvendighed, når han træder op på podiet en mandag aften på et teater i en europæisk universitetsby med nyfarvet sort shag, syntetisk pink jakkesæt med hul på det ene knæ, hvide plateausko, et furet ansigt og fortænderne slået ud.
“I came up the hard way and it shows,” crooner Svenonius i falset, og det gør det, det ses virkelig, og det er der ingen grund til at nægte. Men Escape-ism, som hans seneste band hedder, handler heller ikke om at skjule noget. Tværtimod: Det er rock’n’roll reduceret til et minimum af virkemidler, lige nøjagtig nok til at kunne afkodes som rock’n’roll. Det er Gories spillet som Suicide med en rytmeboks, en duo med Sandi Denton på bas, orgel og drumpad, Svenonius med en mikrofon i den ene hånd og en guitar i den anden, som han skiftevis plukker de allersimpleste melodier ud af eller masserer til at lave et frygteligt rabalder, der skal gøre det ud for en solo, mens han lige nøjagtig holder grimassen.
Det er der ingen andre, der kan: Denton kan ikke lade være med at grine mellem sangene, rundt om i foyeren brydes de brede smil kun, når vi agerer gospelkor for Svenonius’ agitprop. Så kan det godt være, at det er en sandhed med modifikationer, når Svenonius kalder sig ‘Last of the Sell-Outs’ efter at have haft sit eget talkshow for Vice, så kan det godt være, at han er mere tongue-in-cheek radical chic end rigtig terrorist, når han skriver protestsange mod elbiler eller hævder at have en kvindes intuition, “even though I’m just a man,” men han har levet det her for os. Han har levet “boldly” og vandret “the shining path of righteousness,” and it shows.
Generalprøve til kræmmermarkedet
Vi har brug for at blive mindet om, at det her har formet os, og at det stadig betyder noget. Vi har brug for at mærke det, så det hele ikke bare bliver reduceret til en temapark på Refshaleøen, hvor folk kan klæde sig ud som rockere og gå rundt på markedspladsen og høre ekkoer af musik, der engang betød noget for dem, spillet af nogen, der engang gav en fuck for det her, mens bagmændende hovedrystende gnægger over, hvor lavt de kan sænke barren og stadig få publikum til at æde det.
Af uransagelige årsager er Lack blevet booket til at spille på det, en kollega i sidste uge kaldte “Live Nations voksen-hoppeborg,” så i aften har de generalprøve på showet. Lack imploderede i 2008 i en uskøn blanding af interne stridigheder og skyhøje ambitioner, men i 2021 vendte de tilbage lige her, inde i Teater Momentums sal bag foyeren, hvor de har stillet op til floor show nu. Hvad der fik dem til at splitte, og hvad der bragte dem sammen igen, talte jeg med dem om i 2021: Det, man skal vide, er, at Lack fra 2001-2008 lavede tre vidt forskellige fuldlængder med henholdsvis screamo, post-hardcore og emo og spillede bunkevis af shows gennem Europa. Det, man også skal vide, er, at Lack er det bedste danske band nogensinde, og at det derfor er fuldkommen sindssygt, at vi ikke er flere mennesker i foyeren, selvom mandag og Odense.
Men det er, hvad det er: Vigtigere er det, at Lack ikke bare fandt sammen igen for at spille de gamle sange. De seneste tre år har de møjsommeligt arbejdet nyt materiale frem, og i aften får vi tre prøver på, hvordan Lack kan tænkes at lyde i 2024. Det er blytungt, noiserocket, katarsisk, et sted mellem Breach og Neurosis, registrerer jeg, inden de går over i de sange, der formede mig i 00’erne. ‘Watchmen’ og ‘5 O’Clock in the Evening’ med surfguitar, ‘Bombing the Moon’ med flamenco-guitar og Jesus Lizard-basmelodier. ‘Deserters’’ straight 4/4-punkrockende med pro-gay-tekst, ‘Hund’ med parolen “Work is violence / Violence at work.” ‘Solipsist Letter to the World’ til sidst med spørgsmålet “Hvor langt er tiden gået siden vi har elsket sidst?” og svaret “For mig føles det som en evighed.”
Sådan behøver det ikke være længere. Der behøver ikke gå evigheder mellem, at vi ser Lack. Og det, der skete for en evighed, et voksenliv, børn, jobs, mistede venskaber, parforhold, dødsfald eller bare en ny bil, et terrassebyggeri siden, kan stadig føles så rigtigt og sandt, som så integreret en del af en selv, at det er svært at forestille sig, hvem man havde været uden. Om man så selv er lykkedes med at vandre ad retskaffenhedens lysende sti eller ej.
