En optimal myretue af arme, ben, albuer, kødmassiver, dudes, der dingler fra loftsbjælker, bittesmå drenge, der ryger på smasken og ikke dør nævneværdigt, sved, adrenalin og panikhandlinger: Terror åbnede deres europaturné nummer uoverskueligt mange i Fredericia fredag aften og blev skudt afsted som konger.
Der er nogle klassiske billeder fra hardcores tidlige år, hvor stagedivere er kravlet op i loftsbjælkerne og kaster sig flere meter ned over pitten i en hormoncocktail af iver, dødsforagt og tossemod, der altid har fået mig til at tænke, at wooow, der ville jeg gerne have været, og fuuuck, jeg ville ikke gide få alt det krop lige i skallen, mens jeg selv dansede uforsvarligt og blev slynget rundt. Men det er så den virkelighed, vi alle befinder os i fredag aften, hvor Terror indleder en europaturné sammen med Nasty og de semilokale opvarmere Swartzheim i Tøjhuset, Fredericia Hardcore City.
For hvad gør man, hvordan udtrykker man en begejstring og taknemmelighed, man er ved at sprænges af, når man allerede har tæsket luften flad til Nastys ene muskeltampede beatdownsang, som de spillede igen og igen, og alle syntes var lige fed hver gang? Når alle stagediver til alt muligt og laver circlepit, hver gang en fyr i træningsshorts øffer, at nu skal man gøre det? Hvordan viser man, at det her er exceptionelt? Det gør man ved at kravle op i bjælkerne og skide på tillidsøvelseselementet i moderne stagediving, når man slynger sig med ryggen først ned i den mest brutale pit længe og bare ved, at hvis man dør nu, dør man i det mindste, mens Terror spiller ‘Pain Into Power’, ‘Always the Hard Way’, hvad som helst Terror kan finde på at spille i aften, for det er fandme guld, det hele.
Terror gør ikke noget, ingen andre gør i hardcore. De gør det bare så konsistent godt, at det minder én om, hvor uovertruffen hardcore er, når den fungerer optimalt. Det er ikke engang sådan, at de får alle andre til at tage sig ud som posers: De gør det komplet irrelevant at beskæftige sig med, at hardcore nogle gange faktisk ikke er fantastisk, for det er ligegyldigt, at det kan være sådan, når nu det er sådan her i aften.
Terror gør ikke noget, ingen andre gør i hardcore. De gør det bare så konsistent godt, at det minder én om, hvor uovertruffen hardcore er, når den fungerer optimalt.
For Terror handler det om os allesammen. Scott Vogel behøver ikke engang længere sige det mellem hver tredje sang, som han plejede, han kan nøjes med en enkelt prædiken midt i det 12 sange perfekte korte set: Det her handler ikke længere om ham. Det her handler om, hvor stærke Terrors hardcore får os til at føle os hver især. I pitten såvel som i det liv, vi lever udenfor den.
Hvis der et øjeblik, hvor det står allertydeligst, er det, da Terror går på: Over anlægget kører Pharoahe Monchs kæmpe rap-banger ‘Simon Says’, og at Terror kan gå direkte på fra den sang og ikke falde igennem er i sig selv en bedrift. At de kan spille deres gamle sang ‘One With the Underdogs’ og ikke se ud som idioter, når de synger omkvædet, hvor titlen rimer på “always against the odds” er en endnu større bedrift: Odds på, at Terror sejrer i aften, er forsvindende lave. Og underhunde har Terror aldrig været i hardcore. Lige siden begyndelsen i 2002 har det været åbenlyst, at de leverede hver gang. De behøver ikke engang anstrenge sig. Scott Vogels mic check består i at sige “Check!” én gang i mikrofonen og så ellers stole på, at folkene omkring ham har styr på deres lort, så skal han nok have styr på sit.
Det er en forbilledlig tilgang, og det smitter af på publikum. Der gives ingen pardon i pitten, men der er heller ingen egoer, ingen skal slås. Hvem fanden skulle også gide slås og gå glip af så meget som et øjeblik af den korte koncert, der ikke er for lidt, men giver lyst til mere, mere, mere, mens Peter Sandvig fra Mite får sit øjeblik som gæstevokalist i den afsluttende ‘Keepers of the Faith’.
Der skal nok komme mere. Terror har leveret konsekvent og uovertruffent i over 20 år nu. De skal nok levere igen. Og i mellemtiden sørger de for at løfte niveauet hos alle andre.
