Toldermania 2024 giver anledning til lige hurtigt at få nogle tendenser på plads for 2024: Først og fremmest har vi ikke brug for flere crowdsurfere nogensinde. Kvoten for photo ops er opbrugt, og hvis du ikke fik taget et billede til dit Facebook-banner af dig selv, der bliver båret på hænderne af andre, er det for sent nu, for crowdsurfing er den mest nederen pit killer. “Hey, lad være med at danse og have det fedt, allesammen, I skal lige bære mig!” Nej, kom ned med dig og dans, din poser.
For der bliver godt nok danset til på et pænt pakket Train denne lørdag, hvor Aarhus lige i en dags tid er ude af iskappen, og 550 mennesker er skvattet ind for at se otte bands spille i hver 20 minutter i en rækkefølge, der først bliver afsløret, som aftenen skrider frem. Hæng derhjemme eller hæng i baren, og du går glip af ting, mester: Lad det også være en tendens i 2024 at møde op til tiden og lad det endelig være en tendens at møde så talstærkt op. 550 billetter – deraf 400 i forsalg i en tid, hvor ingen andre end Smukfest og dinosaurbands i Royal Arena ellers kan sælge koncertbilletter i forsalg – er vildt imponerende og siger sit om, hvor solidt et brand, Toldermania er blevet.
Men hul også i brands, det er bands, det handler om, og hvis nogen ikke havde taget advarslen om showstart kl. 20 sharp alvorligt, misser de Halshugs første show i fire år, og det ville godt nok være en mere end almindelig tykskallet prioritering. Siden sidst har Halshug fået hår på hovederne, og der er kommet glitchede passager ind, som i hvert fald ikke var der, de gange jeg så dem i 10’erne. Mellem D-takten for fuld skid når de at røre ved noget af den postpunk, der farvede den sidste plade – sidste indtil videre, forhåbentlig. Jeg ved ikke, om der er meningen, at der skal komme mere ud af det her end et par shows, men der er helt klart stadig plads til et band som Halshug på scenen.
Men lad det også bare lige være en tendens ikke at give alt for meget plads til metal i hardcore. Jeg ved godt, at der altid skal være et enkelt metalband på Toldermania, som Mads Stobberup kan stå og se sur ud over i sin batiktrøje, når ikke den mere og mere kæmpestore Smertegrænsens Toldere-sanger er ude i publikum og skille et par slagsbrødre ad med en enkelt tung hånd på skulderen, men Arkæon virker i særklasse off med ansigtsmaling og en kalk med et eller andet sort, de savler ned ad sig selv. Til gengæld spiller de så kaotisk og grimt, at det lyder mere som noget Keijo Haino-støjrock end som black metal. Det kunne godt være en fed tendens, hvis black metal gjorde det i stedet for at lyde som black metal.I Am Bones falder også lidt udenfor, selvom der er en udtalt metallisk bund i deres støjrock. Det står ikke helt klart, hvem der har efterspurgt en reunion med Aarhus’ svar på Mob, men hvis I Am Bones’ første koncert i ti år giver grund til bare den mindste smule håb om engang i fremtiden at kunne se Mob igen, vil jeg eddermame godt give dem 20 minutter af min tid. Det er så omtrent et kvarter mere, end jeg havde tålmodighed til at høre Pleaser, men efter I Am Bones er vi også allerede halvvejs igennem aftenen. Men der er ingen tid til pause, for nu er Decorticate i gang med at puste sig op på den plads på gulvet foran scenen, hvor det hele foregår.
Det ville være en kærkommen tendens i 2024, hvis alle bands var lidt mere som Decorticate: Ude på skrammer, uden hensyn, uden nykker og uden pis. Decorticate lykkes på en måde, som jeg ikke helt kan greje, med at fremstå som en flok voldsparate psykopater på en meget indforstået elskelig måde. Hey, så langer Adam Marques lige en fyr i publikum én, fordi fyren efterligner hans bevægelser, men det er jo bare sjov, ikke?
Ikke?
Det er i hvert fald sjovt, og så hul i blodudtrækningerne i morgen, fordi en nobelprisvinder er gået op foran i nittevest.
Decorticate er i hvert fald sjovt, og så hul i blodudtrækningerne i morgen, fordi en nobelprisvinder er gået op foran i nittevest.
Hul i det, hul i, at man har set Smertegrænsens Toldere 100 gange før, man kan se dem 100 gange mere, de kunne spille når som helst, så det gør de også i aften: Ikke som det sidste band, for selvom de lægger navn til og kuraterer programmet, er der ingen hovednavne her. Alle er lige, og alle er lige dumme. Måske bortset fra Eyes, der virker ret overbeviste om, at de har regnet det hele ud og derfor optimeret alle deres sange maksimalt. Det er effektivt, det virker på folk, men det er også omtrent lige så inspirerende som at stå på en stepmaskine i 20 minutter. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor Eyes har opnået den status, de har, jeg kan bare ikke føle en skid ved det længere.
Det behøver jeg heldigvis heller ikke, for Troop Transport er sat på til at lukke ned med deres bedårende bøvede læderjakke-punkrock. Lysebrun læderjakke, mind you, og mullet, tyndt overskæg og en endnu tyndere stemme hos Mads Tinnesen, der har overtaget mikrofonen, efter Lasse Kolding på en eller anden måde er droppet ud, sådan som han snakkede om i Omegalisten, at han måske nok var på vej til at gøre. Det har uanset hvad ikke svækket Troop Transport, der uanfægtet tromler gennem et set, der hele tiden virker, som om det er ved at klotte over sine egne ben som en aarhusianer på rimfrostdækkede brosten, men hele tiden retter sig op med den berusedes tosseheld.
Lad det her være en tendens: Lad en rest usikkerhed blive tilbage, så vi kan tro på, at vi ikke bare ved, hvad vi får. Lad os være i tvivl, om I mener det. Men det, fuck det. Spil hurtigt, spil voldsomt, lad være med at spille smart. Tak. Vildt meget tak.
