Der er ingen sange, jeg har hørt lige så meget i år eller følt så perfekt indkapslede, hvor jeg var henne følelsesmæssigt, som Militaire Guns ‘Do It Faster’. Den kombination af rastløs energi, pep og frustration, de med knap to minutters start/stop-guitar, dybe støn og skærebrændervokal fik blandet i den sang, var et destillat af min egen opsparede frustration over ladhed, dumhed og dårligdom over det hele.
Det var den samme rastløshed, Militaire Gun blev født af i foråret 2020: Verden lukkede ned, Ian Shelton kunne ikke komme ud at spille med sit powerviolence-band Regional Justice Center, så i stedet skrev han en samling punkrockede grunge-sange om at tage stoffer, ryge sig skæv og sidde på sofaen og vente på, at resten af verden kom i gang igen.
Det er ret vildt at tænke på, at det faktisk ikke er mere end to år siden, de to EP’er ‘All Roads Lead to Gun’ kom ud: I efteråret 2021 blastede jeg dem konstant i bilen for ikke at falde i søvn bag rattet. 2022 var en støt strøm af enkeltstående singler, der pegede i alle mulige retninger: Baggy på ‘Pressure Cooker’, et John Lennon-cover til en flexidisc i tegneserien ‘What’s the Furthest Place From Here?’, slackerrocksange, punkrock-bangers. Og så i foråret 2023 var det, som om det hele rykkede op på et andet niveau med ‘Do It Faster’ og siden albummet ‘Life Under the Gun’: Renere lyd, mere afveksling i vokalen og sangskrivningen, mere rock, mindre hardcore.
Ved udgangen af 2023 er Militaire Gun en ledestjerne i en ny runde 90’er-indierock-worship sammen med Drug Church – som guitaristen Nick Cogan også spiller i, men mere interessant er det i denne sammenhæng, at også Drug Church startede som et sideprojekt, hvor en hardcore-musiker kunne få afløb for sin 90’er-nostalgi, men endte med at blive større end det band, Self Defense Family, det udsprang af.
Gumm spiller kort og koncist på et solidt fundament af tidlig punkrock med nerven fra den sene 80’er-hardcore. Mandag er 100 år væk lige nu, det er den her energi, 2023 har brug for.
Den energi, 2023 har brug for
Alt dette for at sige, at der er blevet bygget massivt op til koncerten med Militaire Gun. En koncert på Roskilde Festival i sommers har været medvirkende, men det er lige så meget bare den buzz, der har været om, at det her var the shit. At det så er søndag aften og næsten lige så hundekoldt inde som ude, må vi gøre noget ved.
Det er dog svært for Riverhead, selvom det ikke er fordi, de ikke gør en indsats. Der er frygtelig god plads til, at Jacob Bredahl kan patruljere rundt foran scenen, mens han vræler, crooner og råber sine sange om sygdom og kærlighed, for der er ikke mange, der har taget det alvorligt, at Loppen faktisk er begyndt at starte koncerter tidligt på aftener før arbejdsdage. Bag ham er Mads Folmer Richter tilsyneladende ved at varme op til de koncerter, han skal begynde at spille med Halshug igen; han er i hvert fald tæt på at smide de andre af flere gange, når beatet stopper, bliver forlænget, bliver speedet op, bliver trukket helt ned. Det skaber et vildt og uforudsigeligt drive i musikken, som jeg gerne ville høre mere af på en kommende plade.
Der er dukket lidt flere mennesker op, da Gumm går på med det vildeste 90’er-remix af baggy jeans, lamme metal-T-shirts og sømandshuer. Det er bare looket, og det bedrager, for med det samme, de går i gang, begynder sangeren Drew Waldon at lave youth crew-hop og råbe løs over de svært rockende riffs, bandets hardcore er bygget op over. Det er ikke uden grund, at fotografen på forhånd har fået at vide, at det her er det nye amerikanske hardcore-håb: Gumm spiller kort og koncist på et solidt fundament af tidlig punkrock med nerven fra den sene 80’er-hardcore. Mandag er 100 år væk lige nu, det er den her energi, 2023 har brug for.
Som om det hele er lidt en joke og ikke et eksistensgrundlag, som hardcore og punkrock ellers helst skal føles som. Men måske handler det bare om, at det eksistensgrundlag i sig selv er lidt en joke.
Det store 90’er-alternativ-rock-supermarked
Det er ikke den energi, Militaire Gun kommer med. Ikke at der skal lægges alt for meget i, at Ian Shelton går på scenen forskanset i en skriggul skijakke, den kommer hurtigt af, og publikum får endelig varmet Loppen op med en begejstret pit, der bølger frem og tilbage i en lille klump foran scenen.
Men Militaire Gun er blevet langt mere tilbagelænede og sarkastiske i deres udtryk, end de var på de første EP’er, der tydeligt bar præg af udspringet i hardcore.
“You get sarcasm here, right?” spørger Ian, og fra et sted i publikum lyder et højt “Nooo.”
“Yeah, that’s sarcasm. We would know, we’re Americans,” konstaterer Ian med en indforståethed, der er blevet kendetegnende for hele projektet Militaire Gun: Hvis det i begyndelsen drejede sig om at bruge en lyd fra 90’erne til at udtrykke en rastløshed og frustration, synes det nu mere at gælde om at udforske, hvad der ellers er på hylderne i det store 90’er-alternativ-rock-supermarked. Der er noget småstenet og måske nok lige vel selvtilfreds over den tilgang, som om det hele er lidt en joke og ikke et eksistensgrundlag, som hardcore og punkrock ellers helst skal føles som.
Men måske handler det bare om, at det eksistensgrundlag i sig selv er lidt en joke. Som om det skulle kunne redde nogen fra at fucke op alligevel. Og måske handler det også om, at hvis man kan samle en flok venner om at spille den slags musik, man allesammen voksede op med, og hvis man kan skrive sange, der er gode nok til, at andre mennesker relaterer til dem, og man kan få et bidende koldt spillested til at koge en søndag aften: Hvis man kan det, så er der faktisk OK god grund til at være tilfreds med sig selv.
Så betyder det, som i ‘Do It Faster’, der lukker det hele ned, ikke så meget, hvad man gør. Bare man gør noget, bare man gør det hurtigere.
