Tre vigtige ting
Hate to be that guy, men med ryggen mod muren kan jeg simpelthen ikke komme på tre fænomener, der for alvor rykkede noget ved scenen i 2024.
Diskussionen om “hardcore” vs. hardcore?
Diskussionen om, hvad scenen overhovedet var for en scene?
Forsøget på at starte en vigtig og dyb diskussion om en ansat med Palæstina-klistermærke på Cecil?
En metalfestival, der gik konkurs, nogle andre, der alligevel ikke gjorde?
Nogle, der blev kaldt ud som nazister, nogle andre, der syntes, de skulle blande sig udenom?
Det er på sin vis OK. Det ville være meget at forvente et paradigmeskift af scenen hvert år, bare at der skulle ske noget nyt og vigtigt og skelsættende hele tiden. Jeg har set nogle gode koncerter. Jeg har snakket med nogle gode mennesker. Jeg har været glad for at komme på Strafbar på Sydfyn, det er fedt, at det findes. Jeg har været glad for, at der nogle uansvarlige typer som New Money og Sewer Haul, der spiller kokset grindcore på hver deres måde. Der er altid brug for grindcore-bands som modvægt til alle de bands, der ikke er grindcore.
Jeg har læst en million bøger i år, det har været fint. Nogle af dem har været ret gode, det var f.eks. vildt berigende at læse mere Maggie Nelson, de fleste andre var mere eller mindre problematiske som Hartmut Rosas forsøg på en metalsociologi. På den anden side har jeg lige læst David Vincents selvbiografi/-hjælpsbog, så alt er fandme relativt.
Hvis jeg alligevel skal sætte fingeren på én ting, der rykkede noget for mig personligt og var komplet irrelevant for scenen som sådan, var det at finde ud af, hvor godt Kowloon Walled City passede til at lave yogastræk. Suverænt.
Seks bemærkelsesbeværdige udgivelser
Oranssi Pazuzu: ‘Muuntautuja’
Oranssi Pazuzu er unheimlich: Noget velkendt og i sig selv stort set ufarligt, som ved at optræde i en helt anden kontekst, end man forventede det, kommer til at fremstå forskruet, forvirrende, dybt urovækkende. Som børn med økser, talende hunde, elektroniske elementer i metal. Og det er imponerende, at finnerne 16 år efter debuten på deres sjette album fortsat kan vække den følelse hos lytteren. ‘Muuntautuja’ er en af de mest sælsomt dragende og skrækindjagende plader, metal har givet os i år.
Sumac: ‘The Healer’
Sumac har aldrig rigtig været metal i nogen som helst traditionel forstand. Og ikke bare sådan, som frontmanden, Aaron Turner, var det i sit gamle band, Isis, der var indbegrebet af korthåret, brilleabe-fupmetal: Sumac er den diamentrale modsætning, en opløsning af vellyd, en brutal udrensning og en meditativ praksis at lytte til. ‘The Healer’ er sådan en plade, man kan bruge til at tampe dræbende kedelige metalplader i smadder med.
Kollapse: ‘AR’
Den tredje metal-adajacent plade, jeg bliver nødt til at fremhæve fra i år, er Kollapses ‘AR’. Jeg har hørt aalborgensernes to tidligere plader, jeg har set dem live et par gange, og jeg har sagtens kunnet høre, at der var noget i det, det var bare ikke det, jeg lige havde brug for dér, og de var der heller ikke selv helt endnu. Jeg fandt ‘AR’ frem som en eftertanke, da jeg havde brug for mere, der kunne gøre det samme for mig som Sumac og Kowloon Walled City, og lige præcis det behov dækkede de helt perfekt. Det er heller ikke en rar plade, men igen: Den skal også afspejle sin samtid.
Sarah Davachi: ‘The Head as Form’d in the Crier’s Choir’
Herfra var det åbenbart bare drone hele vejen ned. Og igen var det noget med at finde en musik, der kunne trække en enkelt tone ud af mylderet inde i mit hoved og skabe en illusion om fred, men det får det også bare til at lyde, som om det var brugsmusik og funktionel lytning. Men i et år, hvor Nils Frahm og Max Richter fortsatte deres ihærdige arbejde med at få neo-klassisk og minimalistisk ambient til at lyde stadig mere smagfuldt og mindre vedkommende – men bevares, deres plader er da stadig oplagte at falde i søvn til – gik Sarah Davachi langt ind i mørket med sine droner og hornsektioner. Det er ikke mindre uheldssvangert end Oranssi Pazuzu-pladen, canadieren er det bare på en langt mere afklaret facon.
Kali Malone: ‘All Life Long’
Ud på den anden side af det mørke kom Kali Malone: På hendes plade sidste år, ‘Does Spring Hide Its Joy’, blev orgeldronerne trukket ud i timevis med hjælp fra bl.a. ægtemanden Stephen O’Malley. Forestil dig lige de to have en samtale over køkkenbordet: Det må være som revolvermænd i en western. På ‘All Life Long’ er der flere blæsere, strygere og kor i variationer over en række temaer, og det bliver spændende at se, om det er en vej, Malone vil fortsætte af, og hvad den unge komponist i så fald kan få ud af det.
Maria W Horn: ‘PANOPTIKON’
Malones tidligere bandfælle fra Hästköttsskandalen, Maria W Horn, gik den samme vej på en af årets første helt store udgivelser. ‘PANOPTIKON’ brugte dog snarere dronerne som grundlag for at bygge kompositioner op med synth og kor end som mål i sig selv. En af mine allerstørste musikoplevelser i 2024 var at høre den her plade højt i bilen på en motorvej i snestorm, hvor trafikken gled afsted med 60 km/t og visheden om, at skulle man ønske at stoppe eller dreje her, kunne man godt glemme alt om selv at kontrollere det. Man kunne bare glide med og håbe på at lande blødt.
Tre koncerter eller begivenheder, der har været superoptur
Maria W Horn & Sara Parkmann: Funeral Folk – Alice, 27. april
Når ‘PANOPTIKON’ alligevel kun var én af de største musikoplevelser for mig i år, er det, fordi den her koncert overskyggede det meste. Horns samarbejde med den nordsvenske sanger og violinist Sara Parkmann om pladen ‘Funeral Folk’ i 2022 var en sjældent vellykket kombination af nordsvensk folkemusik, synthdroner og fandme doom metal. På Stairway i Vanløse (hvor spillestedet Alice holdt til inden genhusningen på Nørrebro) spillede de sammen med guitaristen Mats Erlandsson en koncert, der fik hele rummet til at stå og tudbrøle af bevægelse. Fucking magisk, mand.
Jeff Rosenstock – Pumpehuset, 31. maj
Emo-poppunkeren Rosenstock kunne også godt have lavet sådan en rigtig tudekoncert, men han var heldigvis meget mere opsat på at få Pumpehusets foyer til at danse og skråle med på den kæmpe bunke sange, han har rystet af sig. Du har simpelthen ikke været fuld og soldrukken denne sommer, hvis du ikke har været det, mens du sang ‘Nausea’ sammen med en sal fuld af en masse mennesker, du ikke anede også elskede den her sang.
Lack – Teater Momentum, 17. juni
“Sange er til for at blive sunget,” sagde Thomas Burø ved den sidste Lack-koncert i 2008, og fuck, hvor er det dog godt, at vi siden 2021 igen har haft lejlighed til at gøre lige præcis det. Lack holdt generalprøve på Copenhell-koncerten nogle dage forinden på Momentum, hvor de også gav prøver på et par nye sange, der tegner godt for den fjerde plade, når den engang kommer.
Det ser jeg frem til i 2025
At det ikke længere er 2024. Som om det kommer til at gøre nogen forskel. Mere grindcore, mindre bavl.
