Mens alt omkring dem ramler sammen, prøver Persecutor og Swartzheim at smadre så meget som muligt omkring sig på vej ned i lokummet. Thrash metal har fået en ny generation, der vil have good times og udfordres, imens de har det.
Thrash har aldrig været væk særligt længe ad gangen. Man når lige at blive træt af en ny bølge af fyre – fordi altid fyre i thrash – med hvide hi-tops, battle-veste, lange krøller og tynde overskæg, vender sig om mod noget andet metalgenbrug, så rammer en ny circle pit én i ryggen, og igen er thrash det fedeste, sandeste og mest umiddelbart begejstrende i hele heavyland.
Der er noget ur-metallisk i thrashen: Den har de reneste værdier, de fleste riffs, den går for hurtigt til at være ironisk, der er ikke noget særligt scenekluns, og det er alt sammen påstande med forbehold, men når thrashen rykker af, og øllet flyder, er der ikke rigtig noget andet i metal, der kan være med.
– Thrash er god energi, højt humør og ikke så meget pis. For os handler det bare om have det fedt med musikken, og der er thrash bare nem at gå til, siger Benjamin Stage.
– Thrash appellerer til flere mennesker end anden metal. Alle metalheads kender jo ‘Master of Puppets’, tager Joe Timmins over og fortsætter:
– Thrash er også sjovere at spille på guitar, når man kommer videre i processen med at lære instrumentet at kende og gerne vil udfordre sig selv.
– Og så er der bare den følelse, man får, når man rammer et fedt hug, tilføjer Benjamin.
De to er guitarister i hver sit thrash-band, og begge udgiver plader fredag d. 13. oktober: Persecutor, hvor Benjamin spiller sammen med en gruppe jævnaldrende østjyder omkring de 30, udgiver sit andet album, ‘Vendetta’, fire år efter debuten ‘Rebirth’. Swartzheim, hvor Joe er en af tre guitarister, udgiver EP’en ‘Sympathy’ som afslutning på et år, hvor de meget unge aarhusianere har vundet den danske udgave af Wacken Metal Battle og spillet stort set alt, der kunne spilles af danske metalfestivaler og lagt det hele ned.
Da Persecutor udgav ‘Rebirth’, gik vi stadig på efterskole, og der kom også Baest og flere andre unge bands. Der var ikke længere en alderskløft fra os på 16-20 år til nogen på 50 år.
Joe Timmins, Swartzheim
Alderskløften blev mindre
Men igen trænger spørgsmålet sig på: Hvad får unge mennesker – om de så er i slutningen af teenageårene eller slutningen af 20’erne – til at vælge at spille lige præcis thrash metal og ikke et eller andet smart og nyt? Hvordan går de fra at lære at spille guitar ved at lytte ‘Master of Puppets’ og ‘Rust in Peace’ af til at satse på selv at spille thrash metal?
– Det har betydet noget, at vi havde folk spejle os i, svarer Joe og fortsætter:
– Da Persecutor udgav ‘Rebirth’, gik vi stadig på efterskole, og der kom også Baest og flere andre unge bands. Der var ikke længere en alderskløft fra os på 16-20 år til nogen på 50 år. Baest og de andre fik os til at sige, at hvis de kan, kan vi osse. Vi kunne se, at det var et inkluderende miljø. Man behøver ikke have maskingeværbælter på for at blive accepteret.
– I hvert fald ikke mere! indskyder Benjamin og tager tråden op:
– Baest har trukket et kæmpe læs og skabt meget mere fokus på den danske scene. Det har avlet masser af unge knejte, der for seks-syv år tilbage sad på teenageværelset og spillede computer og hørte Baest. Det var nogen, man kunne spejle sig i – Baest er jo bare nørder som os selv, men de har knoklet røven ud af bukserne og vist, at hvis man gør det, er det muligt.
– Nakkeknaekker gør også et godt job for tiltrække mange unge,” fortsætter Joe:
– Når vi selv er ude at spille, kommer der ret mange ned til 16 år. Plus det har betydet noget, at der er flere tilbud til unge nu i en branche, hvor det kan være svært at finde rundt. Sådan noget som Mono Goes Metal og Wacken Metal Battle giver unge bands mulighed for at finde rundt i branchen og for at komme ud og spille masse koncerter. For det skal man, fordi den første koncert er altid lort. Man skal finde ud af, hvem man vil være på scenen.
Skærer man thrash ind til benet, er det jo chugs og dugga 90% af tiden.
Benjamin Stage, Persecutor
– Man får noget rutine, også ved at spille lorteshows. Men første gang, jeg så Swartzheim, tænkte jeg, fuck, det er bare fedt! siger Benjamin, og Joe griner forlegent, inden han forklarer, hvad der ligger bag:
– Man skal finde en måde at være på scenen på, der matcher den musik, man spiller – og kunne spille det, mens man skaber sig!
Drikke-bajer-musik
Hvis Baest har været med til at trække flere unge ind på en metalscene, der ellers gennem 10’erne trak en stadig større ældrebyrde med sig i pendulfart mellem genforeningskoncerterne og fadølsteltet, har de også været med til at give endnu mere blod til en særligt sejlivet genre, som ingen trends, bølger eller oplysningskampagner ellers har kunnet gøre kål på: Jydedøden.
Hverken Benjamin eller Joe har noget at udsætte på dødsmetal – det var bare ikke det, de selv ville. Og selvom bands som Killing og Demolizer trofast har flaget hadets sorte thrash-flag herhjemme, har det været sværere at trænge igennem med thrash end med den død, alle kender og forventer fra Jylland.
– Der er allerede så meget død, så vi ville se, om vi kunne bidrage med noget andet, siger Benjamin, og Joe tilføjer, at det nogle gange næsten har virket, som om det at spille dødsmetal var en genvej til at få jobs, inden Benjamin konstaterer, at scenen for dødsmetal så småt synes at være mættet. Nu begynder Persecutor at kunne sælge flere billetter, end de har kunnet tidligere.
– Der var også bare en periode, hvor så snart man fik thrash-labelet klistret på sig, troede alle, at det var pizzathrash, bare noget lort, forklarer Joe, mens Benjamin studser over begrebet, som bruges noget nedladende om neo-thrash, der bare handler om good times, bajere og vold.
– Personligt har jeg intet imod pizzathrash, det er røvfed drikke-bajer-musik. Men jeg synes, det er en skam, at al thrash bare bliver smidt ind i den genre. Man kan godt adskille det, sådan som man også gør med undergenrerne i dødsmetal, uddyber Joe, inden Benjamin forklarer, hvordan Persecutor håndterer den udfordring:
– Vi vil gerne være med til at vise, at thrash kan en masse andre ting. Det kan blive mere melodisk, hurtigere, tungere …
– Hvis det allerede er skrevet, gider vi ikke skrive sangene igen, indskyder Joe, inden Benjamin opsummerer:
– Det er også bare svært at opfinde den dybe tallerken én gang til. Skærer man thrash ind til benet, er det jo chugs og dugga 90% af tiden.
Proppet med holdninger
Et sted, hvor hverken Persecutor eller Swartzheim har forsøgt at opfinde nogen som helst dyb tallerken, er i teksterne. Mens københavnerne i Terminalist bruger thrashen som afsæt til at skrive om polykrisesamfundet, skriver Persecutor om at slå nogen ihjel hårdt, og Swartzheim skriver om krig og mere ihjelslåen.
– Der er et flertal i bandet, der synes, det er røvfedt, lyder det pragmatisk fra Joe, og Benjamin forklarer, hvordan et banddemokrati også fungerer:
– Nogle gange er man nødt til sige, at det er i orden, drenge, så laver jeg nogle fede riffs i stedet.
– Men i bund og grund er jeg lidt ligeglad med teksterne, siger Joe.
– Man kan godt have det sådan, at det er lidt fjollet. Det synes jeg ikke selv, men det ville da også være ærgerligt at drage sine holdninger og al mulig politisk korrekthed ind i det og så stå om 15 år og ikke kunne stå inde for det, siger Benjamin:
– Vi lever i et samfund, der er proppet med krige og holdninger og samarbejdsaftaler. Der er thrashen et frirum, hvor man kan stemple ud.
–Jeg kan godt lide plader som [Powertrips] ‘Nightmare Logic’, hvor budskabet er, at selvom verden er lort, gælder det om at have det så fedt, som man kan. Det er ret meget metal kogt ned for mig, slutter Joe.
