Der er stadig en del af Islands Brygge, der ikke er smart. Eller, den er i hvert fald ikke pæn. Det kan nemlig være svært at finde ud af, hvad der gør ting smarte, og der er også et skel mellem hvem, der synes hvad er smart. Men omme bag havnefronten og de høje bygninger – siloerne, der er omdannet til dyre lejligheder for udlandsdanskere og der hvor parkeringen ikke længere koster penge, ligger der stadig øvelokaler. Det hedder Rock Island og det ligner stadig et område, hvor det er sundhedsfarligt at dele bøder ud.
Der møder vi tre garvede herrer, der samlet vel har omkring 60 års erfaring i at spille metalmusik. Og det til trods for, at en af dem fylder 33 i morgen.
Det er New Money, vi skal snakke med. Og dem er der nok ikke mange, der ved hvem er endnu. Men det drejer sig om alderspræsident Simon Tornby fra Fossils, næsten-fødselsdagsbarnet Niclas Jürs Saffaus fra Elitist og Raven McCoy og så i øvrigt en mand, jeg ikke tøver med at kalde en levende legende, Christian Jamet Bonnesen, der var en af hovedarkitekterne bag gigantiske bands som LLNN og The Psyke Project. Jeg er stadig lidt benovet over, at vi er jævnaldrende, når man tænker på, hvor meget sidstnævnte fyldte allerede da jeg var teenager. Det er besynderligt at tale med en mand, som jeg har hørt om siden længe før, jeg tænkte på at skrive om musik.
Men ikke desto mindre sidder vi her. I gamle sofaer og med King-bajere, som det hører sig til i et øvelokale. Og vi skal snakke om, hvad de tre har besluttet sig for at lave nu.
For efter at have sagt endegyldigt farvel til Psyke Project på Copenhell i ‘19, til LLNN sidste år og til Piss Vortex, hvori både Sauffaus og Bonnesen spillede, til Indisciplinarians 10-års jubilæum i foråret, er det tid til nyt. Igen.
Faktisk opstod ideen noget tidligere. Tilbage i 2019 havde Bonnesen og Sauffaus en plan,
– Vi var enige om, at vi skulle spille noget sammen, Christian og mig, fortæller Niclas Sauffaus.
– Han ville gerne spille thrash, og skrev en hel masse riffs. Det var ok, men så fedt var det faktisk heller ikke. Vi blev enige om, at det ikke var os to, der skulle lave det sammen.
Bonnesen byder ind:
– Ja, ideen var, at jeg skulle kyle en hel masse efter dig, men da vi talte om det, var det ikke det, vi ville.
Sauffaus samler tråden op igen:
– Vi prøvede at holde op med at holde igen. Og så blev det New Money i stedet for “Bonnes thrashprojekt”. Det gik stærkt. Da vi havde indset, vi skulle lave noget noise rocket, tog det lige omkring 6-7 bajere, før vi i kor sagde “Simon” [Tornby]!
Vi prøvede at holde op med at holde igen.
Niclas Jürs Sauffaus
– Det var så vildt, han er ærefrygtindgydende, udbryder Bonnesen, mens Tornby selv ser mildest talt forvirret ud. Førnævnte svarer prompte:
– Han har lavet en split med Envy i halvfemserne! Det er sgu ikke alle og enhver, der kan sige det!
De tre kender hinanden fra en fælles turné med Fossils og Anti Ritual for ti år siden. En tour, der ifølge de tilstedeværende blandt andet ledte dem forbi “fnathøjborgen” i Lübeck.
Sauffaus udtaler nostalgisk:
– Jeg lærte dem alle sammen at kende dengang. Og de er mine nærmeste venner i dag. Jeg tager i sommerhus med Marco [Malcorps] og hænger ud med Krogen (Jacob Krogholt, red.) i dag. Det var virkelig en tour, der gjorde noget.
Mester i afsked.
New Money er nyeste kapitel i en lang række af lukkede ditto.
Det er længe siden, Bonnesen sagde farvel til Psyke Projekt, men afskeden med LLNN og Piss Vortex er noget mere nylig.
– Indisciplinarians jubilæum og Toldermania var et farvel til Piss Vortex. Det havde været undervejs længe, men det var vigtigt at få den lukket.
– Ja, luften var gradvist gået af ballonen over en længere periode. Men vi kunne ikke bare lade den ligge, fortæller Niclas Sauffaus.
Bonnesen hopper ind igen:
– Det var godt at sige ordentligt farvel. Jeg har jo prøvet det en del gange. Det var også lidt en cirkel, der blev sluttet, da vi lukkede Piss Vortex. Dengang vi spillede sidste koncert med Psyke Projekt i Pumpehuset (3. oktober, 2014, red.) kom vi direkte fra Ungeren, hvor vi havde spillet med Piss Vortex.
– Ja, vi havde skaffet en golfvogn og kørte hele vejen fra Dortheavej til Pumpen!, udbryder Sauffaus, og der bliver grinet nostalgisk hele vejen rundt.
Det lader ikke til at være noget, der ellers plager musikerne. Bands kommer og går, virker det til. Og de tre mænd nægter at lade noget definere dem ellers.
– I Psyke Projekt var vi bare enige om, at der ikke var mere vi ville sige. I LLNN fik jeg bare en erkendelse af, at jeg ikke bliver yngre, forklarer Bonnesen, da jeg spørger, hvorfor han forlader sine bands, når de er på toppen.
LLNN, for eksempel, er på manges læber i udlandet og de har spillet rigtig store koncerter efter hans afsked.
– Jeg bliver ikke yngre jo. Jeg følte, jeg havde sagt det, jeg ville sige i det band.
Og så havde jeg sgu også fået malet mig selv lidt op i et hjørne. Der skulle jeg være sådan en dyster og storladen mørkemand, for at det kunne passe i det udtryk bandet havde. Det er ekstremt langt fra min personlighed. Men jeg kunne heller ikke bare kaste bandet under bussen og stå og lave jokes om at tabe håret. Jeg skulle være teatralsk, og det orkede jeg ikke længere.
Han fortsætter:
– Når jeg laver ting med Niclas, kan jeg bare være mig selv. Jeg har mindre og mindre tid, og jeg vil bruge den på at lave det rigtige. Jeg gider ikke bruge så meget tid på at navigere i branchen. Det skal føles naturligt.
Niclas Sauffaus supplerer imens Simon Tornby nikker afdæmpet:
– Det er meget sejere at trække stikket med integriteten i behold. Det er jeg meget stolt af Bonne over, siger han, og svarer på mit spørgsmål:
– Så kan nogen kalde det dumt. Det synes jeg ikke, det er.
Jeg har set mit værk komme igennem nåleøjet. Det kan jeg godt gøre igen. Jeg er sgu frisk på flere Underwerket-koncerter,
Christian Bonnesen
Og netop dette er indbegrebet af New Money. De gør, hvad de har lyst til. De kommer direkte fra fødselsforberedelse og hænger ud i slidte sofaer, og smækker både fødder og King-bajere direkte op på slidte sofaborde.
– Jeg har lavet den store tour med The Ocean. Jeg har set mit værk komme igennem nåleøjet. Det kan jeg godt gøre igen. Jeg er sgu frisk på flere Underwerket-koncerter, siger Bonnesen, og tager en slurk.
“Vi havde ikke aftalt det, men det blev sådan”
New Money er nyt. Det er også uforudsigeligt. Det er netop det, der driver værket for de tre mænd i sofaerne.
– Jeg ved sgu ikke hvad det betyder at være musiker. Men det føles naturligt, det vi laver. Det, der har været fedt ved at starte op med Niclas og Bonne, har netop været, at man ikke kan kredse det ind. Der er altid noget, der stikker ud. Og man skal holde fast, for det går skide hurtigt med ideerne, fortæller nestor Simon Tornby.
Niclas Sauffaus er enig:
– Det handler om kompromisløshed. I øvelokalet spekulerer vi slet ikke over hvor rammerne er eller hvilke regler, der kan være. Vi skal ikke leve af det alligevel, ler han.
– Det kan jeg slet ikke forestille mig at gøre. Jeg gider ikke leve op til nogen forventninger, for at kunne det. Jeg tror i øvrigt slet ikke, det kan lade sig gøre. Det valg er truffet for mig på forhånd, når man spiller som jeg gør.
Han fortsætter:
– Vi joker med Underwerket, men det er jo der, vi kommer fra. Der er noget pisseromantisk over at spille de små shows. Det kunne jeg også mærke, da vi besluttede os for at udgive pladen selv, udenom label.
Og sådan spiller New Money. Det er kaotisk og uforudsigeligt. Det er også umiskendeligt de tre fyre, der sidder her. Sauffaus lytter gerne til No Wave. Tornby er glad for filmmusik fra 60’erne med inspiration fra funk, og Bonnesen gør sig gerne i moderne trap. Og alle delene kan man finde på deres debutalbum. På nummeret ‘Speak Bitterness’, var min første indskydelse den gamle Disneyfilm ‘The Band Concert’ fra 1935, hvor Mickey Mouses orkester spiller en tornado frem til tonerne af Rossinis Wilhem Tell-ouverture.
Bandet griner af sammenligningen, men er ikke som sådan uenige.
– Nemlig. Man kan spille indenfor prikkerne, men på en helt fucked up måde, siger Simon Tornby.
Man kan spille indenfor prikkerne, men på en helt fucked up måde
Simon Tornby
Dogmerne har været noget af det, der tidligere har stået i vejen for arbejdet. Alle inspirationer blandes og musikken får lov at gå sine egne veje i øvelokalet og studiet. Sauffaus og Bonnesen fortæller, hvordan Piss Vortex brændte ud på grund af deres egne regler for, hvordan musikken skulle være.
– Det måtte aldrig være det samme. Det skulle være hurtigt, det skulle være kaotisk og det skulle være kort. Jeg tror vi er blevet ældre og mindre dogmatiske nu. Vi har visket tavlen ren, fortæller trommeslager Niclas Sauffaus.
Bonnesen fortæller, hvordan han tager inspiration fra netop rapmusikken.
– Det ligger i vokalen! Altså, ikke som man skulle tro, hvor nogle bands vælger at lave et nummer, der er halvt trap og halvt metal. Det er megacringe.
– Men jeg er ikke som sådan sanger. Jeg tænker meget over hvordan jeg kan være catchy uden at ryge op i falset. Der tænker jeg, at mange rappere har samme virkemidler som mig, og alligevel formår at gøre det fængende. Jeg er virkelig fascineret af den rytmiske tilgang.
De to andre nikker.
– Det taler ind i noget meget interessant, mener Sauffaus.
– Vi hører virkelig lidt metal og hardcore, men vi er vokset op med det. Min egen inspiration i mit trommespil kommer meget fra soul, brazil og citypop. Det norske band Stær har fundet på termen “harshfunk”, det synes jeg passer på os. Den er funky, den her plade,
– Haha, ja. Men uanset hvordan jeg laver musik, bliver det altid hardcore. Hardcore er rapmusik for hvide mennesker, griner Christian Bonnesen, og trommeslageren indskyder spydigt:
– Det er derfor, det er ekstra kikset, hvis det er fra Fredericia.
Processen har været vild for New Money.
– Vi arbejder bedst med røven i vandskorpen! Vi booker studietid, når vi er måske 70% færdige, og så handler det om at nå det. To af teksterne er skrevet den dag vi indspillede dem. Det take af ‘Perpetual Stew’, der er på pladen, var det allerførste vi tog. Vi andre havde aldrig hørt den før, forklarer Niclas Sauffaus.
– Det kom lidt bag på mig, fortæller Tornby.
– Men jeg elsker det! Jeg er vant til, at alt er fluekneppet helt ned.
Og selvom Bonnesen har ret i, at man kan høre, hvem der står bag, mener han, at der er en stor forskel.
– Det her er faktisk os, der er minimalister. Der er ikke alt for mange ideer i sangene, og vi er blevet bedre til at pakke tingene i kasser, så vi kan bruge det, der ikke lige passer en anden gang.
– Vi finder altid hinanden, Bonne og mig. Det er ligesom Krogen og [Nikolaj] Borg. De har spillet sammen i ti bands eller sådan noget efterhånden. Det bliver kreativt på en åben måde, siger Niclas Sauffaus.
Det betyder også, at rollerne ikke er fastlåste. Teksten på ‘Blood Covenant’ manglede, så trommeslageren fandt den nuværende frem fra sin notesbog. Og så fremførte han den også selv. Det er ikke første gang, han synger, men det er mere end årti siden sidst.
– Det er fedt for mig! Jeg behøver ikke altid være frontmand, men vi kan skiftes til at have hatten på. Nogle gange vil jeg bare gerne spille riffs, siger guitaristen.
En lort med similisten
Ideen til bandnavnet kom, som så meget andet, fra Youtube. Christian Bonnesen havde set en video, hvor en ung mand var blevet rig, havde købt et palæ og var gået i gang med at indrette det. Det allerførste han købte, var et kæmpemæssigt Chanel-logo.
– Det var den æstetik, jeg ville have. At være dårlig til at være rig. Det er Trumps lejlighed i New York. Det er det, vi vil fange.
– Da vi pitchede det for grafikeren til at begynde med, læste han Wall Street ind i det. For mig er det mere Brian fra Brøndby. Man køber et palæ i Hvidovre. Køber alufælge og diamatbadekar. Det vi laver er grimt og beskidt, og “new money” betyder for mig “dårlig stil”, supplerer Niclas Suffaus.
Og netop dette opgør med det grimme og det grådige præger også i nogen grad indholdet i musikken.
– I gamle dage var det så pissenemt bare at stille mig imod kapitalismen og alle de grådige. Men i den her verden, vi er ved at lade går under, for ikke at såre milliardærernes følelser, bliver jeg sgu også nødt til at “get the bag”. Uanset om jeg skal træde på 16 andre for at få fat i den, siger Bonnesen.
– Vi udforsker vores egne dårlige sider på den her plade.
Det hele mangler mening, mener han:
– Det er det ‘Infinite Money Glitch’ handler om. Det er nemt nok at blive milliardær. Hvis altså ens far også er det. De tager deres privatfly for en femten-minutters tur, og så skal jeg stå her og sortere mit affald? For hvad?
– Vi skal bare være så taknemmelige for vores jobs og for, at vi overhovedet er til. Vi skal føle vi skylder dem noget, især de sidste ti-femten år. Vi er bare små, udkogte kødboller i den evige stuvning. Fuck det hele, mand.
Vi er bare små, udkogte kødboller i den evige stuvning. Fuck det hele, mand.
Christian Bonnesen
Suffaus supplerer:
– Det er blevet meget gråt, ikke? Da jeg var ung, kunne man tage afstand fra de onde. Nu kan man fandme ikke slå en skid uden at støtte en milliardær.
Lyrikken tager udgangspunkt i alle frustrationerne. Men New Money er heller ikke mere vrede, end at det kan være sjovt alligevel.
– Vi siger jo ikke noget nyt. Men vi gør det nok med lidt mere humor. Vi spænder fra “work sucks / I know” over kosmisk nihilisme. Men vi gør det med billedet om at stå med et hestehoved på en stang, og kaste en forbandelse over en privatjet mens vi råber “olé olé olé”, uddyber trommeslageren.
– ‘Hamleb’ bygger på en hundrede år gammel metafor. Den med aberne og skrivemaskinerne. Vi syntes det var et sjovt billede, hvis man forestillede sig, at vi faktisk levede i den udgave af simulationen, hvor det lykkedes en abe at skrive Shakespeare. Men så satte en slåfejl i hovedpersonens navn på side 65. Det er kosmisk apati.
– Vi er på vej ned i den detour. Vi kørte forkert for et par hundrede år siden.
