Den danske scene er noget særligt. Det hører vi mindst lige så tit som vi selv siger det. Men hvorfor og hvordan er den det?
Det har vi sat os for at finde ud af. Vi har talt med tre unge, aktuelle bands – Omsorg, Gradience og SYL, og tager temperaturen på scenens aktuelle tilstand.
Vi besluttede os for at stille de tre bands de samme spørgsmål, og se hvor deres svar førte os hen. Blandt andet oplever vi både, at SYL og Omsorg tager nye, spændende skridt i deres udvikling. Vi spurgte derfor til, hvad de havde gjort anderledes fra sidst, vi stiftede bekendtskab med dem.
Nordjyderne var, som vi måske havde forudset, lidt forsagte, men én ting var dog særligt for dem at nævne. Og det er faktisk et element, der går igen hos de to andre.
– Sangskrivningsprocessen var faktisk ikke meget anderledes end fra debuten, men det at være i studie var præget af en helt anden tryghed og selvsikkerhed. Vi havde været i Dead Rat før, og det gav os mulig for at dykke helt ned i sangene og nørde de små detaljer, fortæller Omsorg.
Her var det Jacob Bredahl, der sørgede for at lægge rammer til. Gradience har mødt noget tilsvarende i produceren Chris Kreutzfeldt, som også har drejet knapper for Henret, Ghost Iris og hans eget band Cabal.
– Chris har været med fra allerførste dag og har hørt de helt spæde demoer, og han forstod med det samme hvad vi gik efter, når vi sagde, vi ville blande blackgaze, -core og rap. Og måske endnu vigtigere, forstod han også, hvad vi i hvert fald ikke ville. Han formår også at få ting til både at lyde storladne og punchy og skabe en balance mellem de ret forskellige lydflader, som metal og rap indbefatter.
På samme måde, er to af de første SYL nævner, når det kommer til ‘afmagt’, “Moster Hanne” og Rune fra Lillebrænde Folketeater, samt Jesper fra Sortsø Records. Alle tre findes på Falster, og har været med til at danne ramme om tilblivelsen af ‘afmagt’, der har fået noget nær universel ros. Selv Metal Hammer har fundet vej til den. Igen er det roen, sikkerheden og det at få lov at fokusere, der har gjort udslaget.
– Den største oplevelse siden vi snakkede med Selvtægt sidst, har nok været vores skriveeksil på Falster. Vi fik lov til at låne Lillebrænde Folketeater på Nordfalster, hvor vi skrev alle sange til vores kommende EP ‘afmagt’. Når alle har så travlt som alle jo gerne har, kan et par dage, hvor vi bare kan få lov til at være sammen som band og skrive den musik vi har lyst til, virkelig være fantastisk.
Man kunne sikkert skrive sig frem til mange gode pointer i bedste Brinkmann-stil omkring mangel på ro og tryghed i det moderne samfund, når man læser disse observationer. Vi skal holde os fra at lave lister med kun ét punkt og andre klichéer, men nøjes med at fremhæve, at producere, der skaber gode relationer til kunstnerne, åbenbart er i høj kurs.
1000fryd har for os haft en afgørende betydning, ligesom det har for mange andre bands – også uden for vores genrer.
Omsorg
Men det er ikke det eneste, der skal til for at lave god musik. For ligesom man har brug et trygt rum til at lave sin musik, har man brug for en fast base for overhovedet at kunne fungere som band. Det er tydeligt at mærke, at alle tre bands har et solidt grundlag i scenen, og at det er det, der gør, at de er hvor de er.
Omsorg er allermest konkrete. For dem er der ingen tvivl. Aalborgs 1000fryd og dets bestyrer Troels Højgaard Sørensen, der også er forsanger i Vægtløs og booker i Lasher Agency, er årsagen til, at Omsorg spiller som de gør og også kommer til udlandet.
Bevares, de sender også venlige tanker til deres nuværende booker Mathias Binder fra PDH og manager Mikkel Wad, der står for bandets management nu, men grundlaget blev støbt på 1000fryd.
– Den vigtigste person som skal have et kæmpe tak er Troels Højgaard Sørensen, som har været med helt fra starten – også før vi egentlig var et band. Troels har også hjulpet så mange andre bands, der danner den scene, vi er en del af.
De fortsætter:
– For os udgør 1000fryd den største og vigtigste rolle i at skabe muligheder for support gigs, hvor det ellers ville have været svært at komme i betragtning. 1000fryd har for os haft en afgørende betydning, ligesom det har for mange andre bands – også uden for vores genrer.
Omsorg retter takkerne mod de frivillige og fansene, mens de ikke har meget tilovers for metalpressen her i landet. Det samme gør sig gældende for Gradience.
– Det er lidt som om at så snart danske bands blander ting som pop, -core elementer, rap, elektroniske elementer eller andet ind i metal som ikke passer ned i en kasse eller er trve nok, så bliver det afvist og der bliver oftest altid refereret tilbage til bands fra 00’erne, selvom der er sket uendelig meget siden.
– Men ser man til udlandet hvor helt aktuelle bands såsom Knocked Loose laver collabs med Poppy, Loathe blander -gaze, grunge, black metal og hardcore, Bring Me The Horizon laver collabs med Lil Uzi Vert og Glassjaws Daryl Palumbo, Falling in Reverse med Tech N9ne bare for at nævne dem jeg havde top-of-mind, så er det virkelig genremashing og eksperimenteren, der rører sig og bliver taget godt imod.
Modtagelsen af Gradiences debutplade har også været enormt blandet. Herhjemme har mange været lidt konservative i det og har givet lunkne anmeldelser, mens bandet omvendt opnåede at komme på Metal Hammer UK’s liste over “best new metal tracks, you need to hear this week”.
I det internationale perspektiv er opmærksomheden generelt positiv, og det er det, der fylder mest for Gradiences Jakob Lærke Harris:
– Én ting er jo hvordan folk i sit tætte netværk reagerer, men dét at vi har kunne komme ud over Danmarks grænser så hurtigt og få en online presence, har givet os blod på tanden.
Det er lidt som om at så snart danske bands […] ikke er trve nok, så bliver det afvist og der bliver oftest altid refereret tilbage til bands fra 00’erne, selvom der er sket uendelig meget siden.
Gradience
Og netop ambitionerne forener også de tre bands. SYL formulerer det ganske præcist:
– Vi vil gerne være det band, der tager HXC (hardcore, red.) ud til masserne, uden at udvande den. Vi vil gerne vise folk, at de er klar til den energi som hardcore bringer, også selvom de måske ikke ved det. Der er nogle, der sådan lidt drillende har kaldt os for det danske Turnstile, og det som det band har gjort, passer egentlig ret godt sammen med det, vi gerne vil. Vi jager meget aktivt de folk, der kommer op til os efter shows og siger “Jeg plejer slet ikke at lytte til sådan noget musik, men det var fandme sjovt det der”.
Og præsentationen af disse bands – både Omsorg og SYL skal spille på Roskilde i år – er noget af det, der varmer hjerterne hos især Gradience. Ros rettes mod alle de forskellige metalfestivaler i Danmark, de nævner både Copenhell, Næstved Metal Fest, Epic Fest, Lasher Fest og mange flere:
– Tænk hvor vildt det er der er så mange festivaler for så mange forskellige undergenrer af metal i så lille et land og at kunne få det til at løbe rundt. Det kræver, uanset størrelsen, enorme mængder energi og tålmodighed, og der kan ofte være ret hård kritik, lidt for nemt givet ud, især når man ser på hvor svær økonomien er omkring live shows og tournéer generelt. Det er en dyrere affære end de fleste går og tror.
Og denne bredt favnende tilgang er også det budskab, de gerne vil sende afsted. Fra Gradiences perspektiv er scenen levende og i vækst. De peger på, at Cabal og Baest spiller udsolgt i Vega, at samme Cabal headliner en amerikansk tour med også danske VOLA, og bands som Plaguemace og Lifesick, der gennem benhårdt arbejde – og i sidstnævntes tilfælde et uovertruffent merch game – har opnået signinger på henholdsvis Napalm og Metal Blade.
Men en løftet pegefinger er der også plads til.
– Jeg føler at landet er alt for lille til at kunne indeholde elitisme, arrogance og opdeling. Vi skal løfte metal/hardcore/punk i fælles flok, uanset vores forskelligheder – og støtte op om eksperimenter og søgen efter grænser og nye veje, ellers stagnerer hele scenen og udviklingen af metal- og hardcore musikken i Danmark.
Omsorg og SYL har også et par lokale favoritter.
Omsorg knytter et par ord på, og vender også på en måde tilbage til den tidligere pointe om sammenholdet og trygheden.
– Hvis man KUN må vælge ét band, må vi sige, at Demersal lige har udgivet årets album. Ud over at være det bedste band, er de også de bedste mennesker. Både i og udenfor musikken.
Vi er evigt taknemmelige for Demersal blandt andet fordi vores allerførste koncerter var i forbindelse med deres EP release shows tilbage i 2021 og efterfølgende deres europaturne i sommeren 2022.
SYL stemmer i:
– Salver skriver nogle pissegode sange, NEXØ udkonkurrerer os gentagne gange på klistermærke-fronten, Vulvatorious bringer feminisme ind på en del af metalscenen der virkeligt mangler det, Rot Away formår at bringe amerikanske tilstande til danske HXC-shows, Tvivler har nogle af de bedste danske punk tekster nogensinde, Demersal har lige udgivet et mesterværk og alt hvad Victor Kaas rører ved bliver til guld. Det er ret specielt at være en del af en scene hvor der findes så mange dygtige og dejlige mennesker.
Rosende ord falder også af til Jacob Bredahl, Jacob Krogholt, Louise Petersen, der med SYL’s ord “på en eller anden måde har overtalt Roskilde Festival til at booke halvdelen af scenen”, Dorte Hartmann og mange andre fra de tre bands.
Der er rigtigt mange ting at være vred over for tiden. Israels folkemord i Gaza ligger højt på listen, skarpt efterfulgt af regeringens handlingslammelse overfor situationen. […] I det hele taget, Mette Frederiksen og hendes borgerlige regering. Had til dem.
SYL
Slutteligt er der to budskaber, de sender afsted.
Først og fremmest er Omsorg og SYL meget enige om, at det største emne at være vred over, er situationen i Gaza.
Som et ekko af sangen ‘kort strå’ siger SYL sådan:
– Der er rigtigt mange ting at være vred over for tiden. Israels folkemord i Gaza ligger højt på listen, skarpt efterfulgt af regeringens handlingslammelse overfor situationen. Hvor er al den handlekraft, vi mobiliserede da Ukraine blev invaderet? I det hele taget, Mette Frederiksen og hendes borgerlige regering. Had til dem.
Omsorg melder sig i koret:
– 36.000 dræbte civile og en dansk regering der stadig støtter og sælger våben til en racistisk besættelsesmagt.
Men hvis vi skal forsøge at holde fokus på den danske scene, er budskabet også ganske klart.
– Det kunne være fedt med endnu flere unge bands. Vi håber at se mere diversitet på scenen og på plakaten til branchekoncerter, festivaler og award shows inden for hård rock og metal. Når man kigger på andre musikgenrer virker det til, at diversitet står højt på dagsordenen, men rock og metal halter stadig bagefter.
SYL afslutter:
– Om ti år er scenen forhåbentligt endnu større og endnu mere divers, med endnu flere dygtige kunstnere og endnu flere fantastiske ildsjæle.
