Flere unge skal ind i metal, og de skal tilbydes et safe space. Det er ambitionen for Odense Metalfront, der stiftedes som forening i august måned i år. Selvtægt har mødt forperson Katinka Okholm i Ungdomshusets café til en kop kaffe og snak om byens metalscene.
Ikke ulig foreningen Metal Mekka savner den stiftende bestyrelse i Odense Metalfront rammerne rundt om et metalfællesskab i Odense efter Rockstuen lukkede, og de forsøger at tilbyde det ved at arrangere metalcaféer i Albani Rock Lounge, beliggende over spillestedet Posten. Det er et hul, de udfylder efter Metal Mekka stoppede med netop de caféer, de tidligere har afholdt. Playlisten afgøres af aftenens DJ. Er det foreningens kasserer, John Hansen, der trækker i trådene, trakteres gæsterne med det helt klassiske. Thrash og, kendetegnende for Odenses livescene, dødsmetal. Når næstforpersonen Martin Haverfolm står bag pulten, tilføjes det lidt kant. Er det derimod Katinka Okholm, der DJ’er, bliver man udfordret, hvis man er konservativ. Der er en forkærlighed for industrial, crust og post-genrerne, men playlisten krydres også gerne med både punk, nintendocore og hyperpopmetalfusion.
Ambitionen for Odense Metalfront er at støtte og samle hele Odenses metalscene, men særligt de unge skal være med og føle sig som en del af scenen. Vi er i gang med en samtale, der groft konfronterer mig med min manglende ungdom.
– Det skal være en metalscene, der indbyder de unge mennesker også. Når jeg har været for eksempel på Kansas, har det været nogle lidt ældre typer, fortæller Okholm med et forsigtigt smil.
– Jeg ved, der er flere unge metalinteresserede end hvad der dukker op til koncerterne. Vi skal være en slags gateway drug.
De fleste metallere ser formentlig sig selv som et inkluderende folk med en ambition om, at vi har plads til alle, der har lyst til at samles om metallen. Det er desværre bare ikke altid den oplevede sandhed for alle. Derfor er Okholms personlige ambition, at Odense Metalfronts caféer kan være et safe space for folk, som skal kunne komme uden at føle sig diskrimineret af nogen.
– Forrige år op mod Copenhell opdagede jeg, at der ikke var safe space-personale. Derfor lavede jeg et Facebookopslag og skrev, at hvis “du ser det her rygmærke og du er i problemer, så er jeg en person at gå til”. Det fik jeg en masse negative kommentarer for, for det havde metalscenen åbenbart ikke brug for.
Okhom postede et billede af sin læderjakke, hvorpå der var malet et symbol for atomaffald sammen med et kranium og teksten “I’m a safer person”. Ret hurtigt kom der kommentarer på opslaget, som i forskellige grader udfordrede og latterliggjorde ideen om, at der skulle være et behov. Efterhånden udviklede kommentarsporet sig dog også med en lang række stemmer, der gav vidnesbyrd om oplevelser, der validerede selvsamme behov.
Klik på billedet for at se opslaget.
En ting var kommentarerne på Facebooktråden, noget andet er, at jakken viste sig at være en god idé på festivalpladsen:
– Der har både været neurodivergente personer, der havde brug for at komme hen og tale med mig, og folk, der bare har haft brug for en ven. På et tidspunkt talte jeg med en kvindelig fotograf, som oplevede at blive taget på mens hun stod til en koncert. Så bliver metalmiljøet jo ikke et sikkert sted for kønsminoriteter. Hvis man ikke siger fra der, og andre ikke siger fra der, så bliver metalmiljøet et sikkert sted for groomere i stedet.
Til spørgsmålet om, hvad det mon er, der er på spil, når nogen får travlt med at fortælle Okholm, at der ikke er behov for det, hun tilbyder, holder hun en kort pause inden hun svarer.
– Folk føler sig udfordret på deres identitet omkring det at være metal. At metal er et sted, hvor alle har lov til at være frie. Begynder man at tale om, at der er nogen grupper i miljøet, som bliver undertrykt, så går det jo imod den identitet. Så bliver stereotypen rystet, og man bliver nødt til at forholde sig til det på en anden måde. Der er mere rummelighed i metalmiljøet end så mange andre steder, men min oplevelse viser jo også, at folk måske er lidt for positive i forhold til hvor rummelige de er.
Opskriften på at holde Odense Metalfronts caféer sikre er simpel, og den efterleves ved at smide folk ud, hvis de ikke kan overholde kravene.
– Lad være med at være et røvhul, lad være med at være respektløs og brug de pronominer, folk beder dig om. Det behøver ikke være mere kompliceret end det.
På længere sigt er ambitionen for foreningen at kunne lave en festival, som kan dække hele byen, og samle folk fra hele landet, lidt på samme måde som Wave Gotik Treffen hvert år transformerer hele Leipzig, mens det afholdes. Ambitionen om at samle metalscenen på Fyn, frem for at fynboerne altid ser mod København eller Aarhus, deles også af eksempelvis arrangørerne bag hXc over HCA og Odense Metalfestival. På indholdssiden vil Odense Metalfront dog gerne udfordre; der skal tilbydes noget andet end thrash og dødsmetal.
– Vi har nogle dygtige bands her i Odense, men der er så meget andet fed musik derude.
Men hvordan ændrer man et konservativt publikums vaner?
– Vi starter med at udfordre publikum ved metalcafeerne. Vi skal ikke bare have en konservativ kultur til at tage til nogle andre koncerter. Vi skal ændre kulturen, så de rent faktisk også kan lide de her koncerter.
Ifølge Okholm er vejen derhen først og fremmest faste metalcaféer, og fremadrettet kunne hun tænke sig at starte samarbejder med andre kulturelle institutioner i Odense. Og så har de arrangeret en koncert med Angstskrig og norske Bizzarekult på Frølageret til december.
Racisme, sexisme, queerfobi og hårde stoffer er i øvrigt ikke velkomne.
