To mennesker, der udover at dele en lejlighed, også deler scene og hjerner, der fungerer anderledes end de fleste. Autisme, ADHD, darkwave, punk og heavy metal. Mød Suo Fei og Kasper Deichmann.
Det er nemt at genkende Deichmann og Fei, som de venter på os uden for Heimdalsgade 22 på Ydre Nørrebro. Blandt sommerkjoler, lyse bukser og farverige skjorter, sidder to mennesker i matchende sorte læderjakker og ryger hver sin cigaret. Det er tydeligvis dem, vi er kommet for at tale med.
Neuroners vildveje Et par pilsnere på bordet tiltrækker hvepse, men vores snak skrider frem. Det er ikke længe siden, undertegnede talte med Kasper Deichmann i forbindelse med et andet interview. Heri fortalte manden bag St. Digue om, hvordan det var, at blive diagnosticeret med autisme som fire-årig, og vokse op i et væld af specialskoler med mere eller mindre velkvalificerede voksne omkring sig. Kort forinden dette, havde Suo Fei, kendt fra Konvent og Pleaser, skrevet et meget personligt opslag på instagram.
Click here to display content from Instagram. Learn more in Instagram’s privacy policy.
I dette fortalte hun om endnu en nedtur, men denne gang en, forbundet med en form for forløsning. – Mit liv ramlede sammen for tusinde gang. Da jeg læste til fysioterapeut gik jeg ned med stress og depression tre gange. Hver gang jeg har haft et job, er det samme sket. Men denne gang gik jeg hos en dygtig psykolog, der lagde mærke til mønstrene.
Suo Fei lider af stress og depression og er i gang med en udredning, hvor psykologen mener, der er tegn på både OCD og ADHD. Det medførte en frigørelse. – Det er en lettelse at vide, at jeg ikke bare er forkert, forklarer hun.
– Det har også fået mig til at indse nogle ting. Jeg har i mange år røget rigtig meget hash. Jeg har stået fast på, at jeg bare havde et forbrug og at det var helt almindeligt. Men jeg forstår nu, at det var selvmedicinering. Flere venner har også sagt, at de kunne se det, men ikke kunne tale med mig om det.
I følge overlæge i psykiatri, Marianne Breds Geoffroy, er der en moderat tendens til stofmisbrug blandt unge med ubehandlet ADHD, ligesom der ofte vil være medfølgende depressionslidelser.1 Suo Fei er derfor ikke enestående, men det betyder ikke, at det ikke har været en kamp. Hun fortæller i bagklogskabens lys, hvor besværligt det har været for hende at turnere med Konvent, når det første hun har tænkt på i hver by, var at skaffe sit stof. – Jeg tog en kold tyrker i foråret og har ikke rørt det siden. Og jeg har faktisk ikke brug for det nu, fortæller hun, mens Kasper Deichmann smiler.
De to har været sammen i lidt over et år nu, og der er ikke nogen tvivl om, at det har betydet meget for Suo Feis velbefindende. – Da jeg mødte Kasper, havde vi med det samme en stor, intuitiv forståelse for hinanden, uden at vi vidste hvorfor. På dette tidspunkt vidste jeg ikke hvorfor det var sådan, fortæller hun.
Kasper Deichmann fortæller – Vi vidste hvem hinanden var, og vi var fans af hinandens musik, før vi mødte hinanden. Men vi talte først sammen til en halloween-fest, faktisk på dagen hvor Pleasers demo blev udgivet. Men vi kunne møde hinanden der, hvor man ikke lever op til det forventede.
Herfra gik det stærkt. De to bor nu sammen, og arbejder også sammen. Suo Fei er næsten fast guitarist for St. Digue og for ganske nylig vikarierede Deichmann for Heidi Withington Brink til en Konvent-koncert i Norge. Han fortsætter: – Vi deler kampen for at eksistere, og vi forstår hinanden i det. Vi ved, at det at maskere hele dagen ødelægger en lille smule i en hver gang. Så når vi kommer hjem efter at have været ude, er vi begge helt brændt ud. Og det forstår vi ved hinanden.
Fei supplerer: – Jeg har først nu fået et sprog for, hvordan jeg har det. Det, at Kasper er diagnosticeret så tidligt gør, at han kan italesætte og hjælpe mig til at forstå mig selv, på en måde jeg har haft brug for længe.
At Deichmann har fået sin diagnose så tidligt i livet, mens Fei hastigt nærmer sig sit 30. år er ikke ualmindeligt. Faktisk får rigtig mange kvinder deres diagnose meget sent, hvilket Fei er et levende bevis på.2 Mange kvinder får konstateret “ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse”, hvilket nye studier tyder på, er en fejlagtig diagnose, der i virkeligheden burde falde ind under autismespektret.3 – Det har klart sine udfordringer at have fået min diagnose så tidligt. Jeg er vokset op med forældre eller lærere, der har undskyldt for mig, men alligevel har behandlet min adfærd som en irritation, forklarer Kasper Deichmann, og fortsætter: – Der var aldrig en accept af mig, eller en forståelse af, at jeg ikke kunne være anderledes end jeg var. Som jeg sagde sidst, levede jeg altid på andres nåde. Der var aldrig nogen accept, og det har taget lang tid for mig at acceptere mig selv.
Click here to display content from YouTube. Learn more in YouTube’s privacy policy.
Suo Fei nikker, trækker vejret dybt, og supplerer: – Der er rigtig meget sorg og vrede i mig, over alt det, der kunne have været anderledes, hvis jeg havde vidst det tidligere. Jeg har været et vildt barn og fået så meget skældud for alt det, jeg ikke kunne, og jeg har brugt så meget tid på at undskylde for den måde jeg var.
– Jeg har altid følt mig som en patient eller en forsøgskanin, fortæller Kasper Deichmann.
– Dem, der skulle tage sig af mig, kom altid udefra, og forsøgte at ændre mig, i stedet for at forstå mig. Man har altid forsøgt at ændre mig, så jeg passede til verden, i stedet for at lære mig at forstå den. Det var aldrig en gensidig handling, men altid for andres skyld, at jeg skulle laves om.
Fei er enig: – Når man er neurodivergent og har brug for nogle særlige forhold, så føler man altid, at man er besværlig og skal bede folk om en tjeneste. Det har jeg levet med altid. Den eneste måde jeg har kunnet få afløb for det, har været gennem musikken.
Suo Fei sad som ung næsten altid foran Youtube og øvede sig på sin guitar. For nylig fortalte hun i et interview med Radio 24Syvs Stine Omega, hvordan hun måtte finde sin helt egen måde at spille, grundet sine relativt små hænder. Det fortæller lidt om både hendes beslutsomhed, men også om det massive fokus, hun er i stand til at lægge på det, der interesserer hende. Det er en tilstand, Kasper Deichmann kan genkende. – Jeg kan meget klart huske følelsen af at opleve den voldsomme musik. Det var første gang, den stærke vrede over min eksistens, jeg følte, blev matchet. Selvom de ikke specifikt sang om det, jeg følte, var der en følelse af at blive mødt.
Fest på Skansen Knap en time gik der, fra Fei og Deichmann havde postet en foto fra en øver, til den punkfokuserede memeprofil dk.i.ruiner havde postet nedenstående billede. Parret kunne dog sagtens se det sjove i det, og har siden delt det adskillige gange. Og omfavner også sammenligningen.
Sammenligningen med de legendariske Sussi og nu desværre afdøde Leo er da heller ikke helt ved siden af, for så vidt, at de to var et par, der gjorde tingene på deres egen måde og levede for musikken. – Allerede på første date aftalte vi, at vi skulle lave musik sammen. Selv hvis vi ikke var endt med at blive kærester, havde vi lavet noget sammen. Det kommer naturligt til os, og vi kan relatere til hinanden. Vi er begge startet i black metal og har derefter spillet punk og er i stand til at fusionere det, siger Fei begejstret. – Ja, vi forstår hinandens musiksprog. Vi nørder musik på samme måde, lægger mærke til de samme ting og opfatter det på samme måde, indskyder Kasper Deichmann.
Udover at de er i gang med at skrive musik sammen – black metal, naturligvis – er Suo Fei også noget nær fast liveguitarist for darkwaveprojektet St. Digue. – Det er virkelig fedt. Jeg elsker det musik, Kasper har lavet. Jeg har aldrig prøvet at spille den slags, men jeg får stadig lov til at spille mørkt og punket. Det føles meget trygt at stå på scenen sammen med dig, smiler Fei til sin partner. – Jeg har det på samme måde! Udover at det lyder vanvittigt, så gør det også virkelig meget for liveshowet. Før var det bare mig, og det var også sjovt nok, men jeg er bare meget mere afslappet med dig på scenen, replicerer han.
Parret fortæller, at der indtil videre ikke har været problemer med at spille musik sammen. Som nævnt, var Kasper gæst med Konvent i Norge, og selvom han skulle rejse sammen med et fasttømret band, var der ingen kurrer på tråden. – Det føltes slet ikke som om, jeg var hyret ind til at spille med nogle fremmede. Jeg hang bare ud med mine seje venner, siger Kasper Deichmann.
Click here to display content from YouTube. Learn more in YouTube’s privacy policy.
Det er ikke nyt for Suo Fei at have en tæt forbindelse til sine bandkammerater. I Pleaser spiller også hendes eksmand Olle Bergholz, og det går uden problemer. – Det handler om at få det til at fungere, og at respektere hinandens måde at arbejde. Når Kasper og jeg spiller, går vi i hver vores hoved, og gør os klar. – Der er ikke nogen af os, der opfatter at den anden skulle være “sur” eller lignende, siger Deichmann
Og på den måde eksemplificerer Kasper Deichmann og Suo Fei, hvordan de passer sammen. For som mange af os nok kender, har de brug for at gøre tingene på hver deres måde, og har brug for at få lidt ro i hovedet fra tid til anden, men det, der er særligt for de to er, at de rent faktisk både siger og gør det. – Hvad kunne gå hypotetisk set gå galt? At man får ejerfornemmelser og føler, at den anden tager for meget opmærksomhed? Jeg tror, at fordi vi giver hinanden følelsen af at være accepteret i vores parforhold, er det også meget trygt at spille sammen, mener Fei.
Hun fortsætter: – Nogle gange siger Kasper, at han er inspireret og skal skrive musik til St. Digue, og så ved jeg, og respekterer, at han er i hyperfokus imens jeg laver mine egne ting. – Det er det vi gør, og det vigtige er bare, at man ved, det ikke er et fravalg af den anden. Man må gerne forstyrre, men vi forstår også processen, siger Feis modpart, inden hun igen grinende byder ind: – Det er fordelen ved at have en diagnose. Man kan afstemme på forhånd og man ved hvor følelserne kommer fra.
Forbundethed Og følelser er der rigeligt af. De kommer også i overflod hos de to, men de har arbejdet hårdt for at få en måde at tale sammen. For med en neurodivergent hjerne, følger også en øget risiko for følgelidelser.4 Voksne med ADHD har for eksempel fire gange større risiko for at udvikle svær depression end deres neurotypiske jævnaldrende.
Da Suo Fei lavede sit opslag på instagram, talte hun ikke kun om sin neurodivergens, men også om det livslange bekendtskab hun har haft med depression. – Når vi oplever, at den anden har det svært, er det hårdt at være vidne til, især fordi man gerne ville kunne hjælpe. Jeg får tanken om, at det gør så ondt på dig, og jeg ville ønske jeg kunne tage det fra dig. Men jeg ved også, at det er din rejse, siger hun til sin kæreste, der nikker tilbage.
– Vi gør os umage for ikke at overtage hinandens problemer, med mindre vi bliver bedt om det. Der er også perioder, hvor vi begge har det svært, og har uhensigtsmæssige copingstrategier. Der prøver vi at hjælpe hinanden.
Deichmann supplerer: – Men det er aldrig med en løftet pegefinger. Det er altid “husk at passe på dig selv.” Vi er ikke intrusive og vi er ikke codependent. Men vi taler sammen og har et godt sprog.
Click here to display content from YouTube. Learn more in YouTube’s privacy policy.
– Vi er begge disponerede for alle de her ting. Det kommer vi til at leve med resten af tilværelsen. Men vi forstår det. Jeg er aldrig blevet mødt af Kasper med fremmedgørelse eller manglende forståelse. Selv da jeg fortalte ham, at jeg havde selvmordstanker, og det var både svært og gjorde ondt på ham, kunne han være i det og tale med mig om det, fortæller Fei. – Vi synes begge det er hårdt at leve, og 90 % af tiden, når vi kommer hjem, har vi syntes det var hårdt at være ude. Så vi har brug for ro og stabilitet derhjemme. Men i det, at vi begge har det, er der god plads til det.
Og netop det at tale sammen og tale om det, er ifølge Fei og Deichmann nøglen. De har lært at tale med hinanden, de har lært at tale med deres venner og de har lært ikke at skamme sig eller skjule sig længere. Det er også derfor Suo Fei skrev om sin tilstand på internettet, og grunden til, at de fortæller mig om deres liv. Selvom de begge er yngre end mange af os, der kommer til deres koncerter, kommer inspirationen også fra de unge i scenen. De fortæller begge glædeligt om Jakobe, om Induktri, og om Smooch!. Sidstnævnte er også ganske åbne om neurodivergens blandt medlemmerne. – Vi skal vænne os til at tale om det, de gør det som en selvfølge. Det er meget inspirerende, fortæller Fei.
– Jeg er en zoomer, men en ældre en af slagsen, siger Kasper Deichmann.
– Jeg har haft sværere ved at være åben om det, end de har. Den åbenhed, der er nu, er skræmmende og er noget der er kommet mens vi har levet. Eller efter skaden er sket, om man vil.
– Da jeg skrev på Instagram var jeg både inspireret af de unge, men jeg var også på mit allerværste, og havde brug for at skrige det ud. Jeg havde en rigtig tung depression og var ærligt talt lidt bange for, at det kunne blive slemt, hvis jeg ikke fortalte om det. Mange skrev søde beskeder til mig bagefter, men rigtig mange fortalte også om deres egne struggles, om deres egen depression og så videre. Det gav mig mod til at snakke mere om det.
Og det har de i sandhed gjort. Kasper Deichmann og Sophie jonglerer hver med adskillige bands, voksenjobs, husleje og en masse andet. Ligesom alle andre gør. Men de har længere at gå. Begge har oplevet en stor grad af accept i scenen, men fortæller også, at de møder mange andre, der har det som dem, men som ikke ved det eller ikke taler om det. De håber, at det vil ændre sig.
Herudover løftede de sløret for et projekt ved navn “Abyssinian”. Det kommer I til at kunne læse mere om her på magasinet om ikke alt for længe.
