Førtidspension er et ord, der vækker ekstremt mange konnotationer. For mange, vil det nok være negative.
”Vi kan ikke se passivt til, at vi parkerer unge mennesker resten af deres liv på en ydelse. Det har samfundet ikke råd til, og det er tegn på, at vi bruger de forkerte løsninger til skade for de unge, det handler om. Vi skal i gang med at investere i de unge i stedet for at opgive dem,”1
Sådan sagde daværende socialminister Karen Hækkerup, da hun og beskæftigelsesminister-gone-statsminister Mette Frederiksen skar ordningen ind til benet i 2013.
Dengang sagde det makkerpar, at selv folk, der kun havde evne til at arbejde ganske lidt – helt ned til 40 minutter om ugen – skulle i såkaldte ressourceforløb og tilkendes fleksjob i stedet for at blive “parkeret”, som det så uskønt blev kaldt.
Det er altså ikke så lidt stigmatiseret, selv fra højeste niveau, når man er i den situation. Og man bliver ofte omtalt som “passivt forsørget.” Ja, den senere statsminister sagde endda sådan her:
“Alt for mange mennesker står uden for arbejdsmarkedet, og de mennesker, der har mindst arbejdsevne, har for svært ved at komme ind. Det har enorme konsekvenser – for samfundsøkonomien, men først og fremmest for de mennesker, som i dag ikke får mulighed for at realisere deres potentiale.“
Så sent som i august 2023, lagde finansminister Nicolai Wammen ansvaret for kommunernes store nedskæringer på de stigende udgifter til “det specialiserede sociale område”, mens han med den anden hånd varslede skattelettelser i milliardklassen.2
Derudover har mange af os aldrig omgang med mennesker, der har brug for det, nok måske fordi, vi ikke møder dem i det daglige. Vi ved dog, at det ikke er hverken uset eller -hørt, heller ikke i vores miljø. Derfor har vi kontaktet to mennesker, der udover at være tilkendt førtidspension også spiller metalmusik. Vi vender blikket vestover, mod bøgetræer, søer og et levende kulturliv. Vi skal til Silkeborg, men vi springer både Simon Kvamm og Alphabeat over. Vi skal i stedet tale med Marika Hyldmar fra det populære dødsthrashband Xenoblight og Jonas Borring Sandvej fra grindcoreorkesteret Fordærv, der særligt er kendt for den geniale albumtitel ‘Knep Dig Selv Ihjel’.
Psykose, blindhed og nedsmeltning.
Både Hyldmar og Sandvej er i den situation, at de har både fysiske og psykiske handicaps, og det er kombinationen af disse, der har ført til, at de efter mange års øvrige forløb i kommuner og på jobcentre, har fået tilkendt en førtidspension.
Jonas Borring Sandvej er født med skuldre, der knap sidder fast, hvor de skal. Han refererer selv til dem som “kedelige”, men her skal vi have med i vores forståelse, at Jonas taler i en vidunderlig, midtjysk dialekt, så når han følger op med, at skuldrene “glider ud af deres sokler og ned langs ribbenene på ryggen”, forstår vi, at vi har at gøre med klassisk, jysk beskedenhed, der ikke kun evner at maskere fortræffeligheder, men også fortrædeligheder. Disse suppleksioner har ført til voldsom slidgigt og kroniske smerter. Men for Jonas Sandvej kommer dette i anden række. Psyken er det store problem.
Han lider nemlig også af paranoid skizofreni, hvilket førte til et gevaldigt dyk i hans generelle tilstand omkring attenårsalderen. Til at begynde med udartede det sig “blot” i form af angst og depression, men spiralen førte nedad, og inden længe begyndte Sandvej at se og høre ting, der ikke eksisterede og at føle sig overvåget. Selvmedicinering var måden at komme igennem og paranoiaen blev ledsaget af, konstant at have en kniv inden for rækkevidde.
Hans redning var dog hans jyske jordbundethed; Jonas Sandvig kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor det hele skulle handle om ham, og derfor kunne han indse, at han havde et problem. Med trusler – eller lovning – om selvmord, fik han plads i psykiatrien, og står nu, med hans egne ord, ti års hårdt arbejde, et helvede af antipsykotisk medicin og et bundsolidt bagland senere, på den anden side.
For et års tid siden fik han dog mulighed for at gå på førtidspension.
– Det fysiske var i sidste ende det, der gjorde udslaget. Jeg blev diagnosticeret med skizofreni som 21-årig, men fik først den her, da jeg nærmede mig 30, fortæller han.
Marika Hyldmar har oplevet noget nærliggende. Gennem et årti har hun været indskrevet på et væld af uddannelser, alle med det resultat, at hun måtte sygemelde sig efter kort tid.
– Jeg er faldet rigtig mange gange. Jeg er droppet ud af alt på grund af angst og stress. Så er jeg kommet lidt tilbage igen, har fået at vide, at jeg er uddannelsesparat, og skulle vælge mellem tre nye uddannelser. Og så har møllen kørt igen. Fire måneder, så knækker jeg. Hvis jeg har holdt seks en gang eller to, har det været virkelig godt klaret.
Hun fortsætter:
– Da jeg fik min MS-diagnose, (multipel sklerose, red.) blev det bare værre. Endnu mere angst, endnu mere stress, endnu mere opgivende.
Sklerose-diagnosen, der dækker over en arvelig, neurologisk lidelse, hvor kroppens antistoffer angriber rygmarv og hjerne og har en stor række følgevirkninger, der alle nedsætter funktionsniveauet, hvis ikke sygdommens forløb afhjælpes. Der er ikke nogen kur.
– Sklerosen var afgørende for, at jeg fik min pension. De psykiske problemer blev aldrig taget alvorligt nok, fortæller Hyldmar.
Jonas Borring Sandvej spiller som nævnt i Fordærv og derudover i Sons of the Silencer, der blander hardcore med hvadend, der falder dem ind. Sandvej bruger det meste af sin tid på musik eller i nærheden af musik.
– Jeg er også frivillig i en lille festival i Silkeborg, der hedder ‘Noget Bedre’ og bruger også et par gange om måneden på Muffies, når amatørbands spiller. Det er det, der giver mig liv og glæde.
Han fortæller hurtigt, at han er lidt træt af at skulle præsentere sig som syg.
– Jeg synes ikke umiddelbart, det er det, der definerer mig som person.
– Helt enig! udbryder Hyldmar.
– Jeg er 31, har ADHD og multipel sklerose. Jeg spiller i Xenoblight og udover det, kan jeg godt lide at tage billeder, spille computer og gå tur i skoven, siger hun, og bliver selvbevidst, da det går op for hende, at det lyder som en kontaktannonce.
– Jeg er også god ved dyr!, griner hun.
Det er ikke kun Hyldmar og Sandvej, der har oplevet, at det er svært at få tilkendt en førtidspension på grund af psykisk sygdom. En stor undersøgelse fra 2022 viser, at udover at mennesker med psykiske lidelser mister enormt lange perioder af deres arbejdsliv – 10,5 år i gennemsnit og overvældende 24 år for mennesker med skizofreni, så lever mennesker med psykiske lidelser også knap 10 år kortere end deres medmennesker. Undersøgelsen viser derudover også, at det er langt sværere for dem at få tilkendt førtidspension end deres somatisk syge ligestillede.3
Derfor kan man sige, at det er held i uheld, at både Jonas Sandvej og Marika Hyldmar ikke kun har problemer på øverste etage, om man kan sige. For begge har det været en kæmpe frisættelse, ikke længere at skulle trækkes igennem ressourceforløb.
– Min pension har gjort, at jeg har kunnet finde en masse livsglæde. Jeg skal ikke længere rode med pis, og jeg kan bruge energien på det, der gør mig glad. Det sidste års tid har jeg haft det fantastisk, men jeg skulle lige vænne mig til det, fortæller Jonas Sandvej.
Marika Hyldmar supplerer:
– Ja, man skal også lige forstå det. Man har brugt så lang tid på at finde sin plads i samfundet, og så lige pludselig får man at vide, at man godt bare må eksistere.
Ja, man skal også lige forstå det. Man har brugt så lang tid på at finde sin plads i samfundet, og så lige pludselig får man at vide, at man godt bare må eksistere.
Marika Hyldmar
For klog til førtidspension
Både Hyldmar og Sandvej var igennem en masse samtaler og forløb, før de fik lov at tage den med ro, og en af de ting, der går igen i begges historier er en generel mistro til dem.
– Det er lidt sjovt, at hvis man kan tale bare lidt for sig selv, kan det komme til at bide dig i røven i systemet. De tror ikke på dig. Samtidig er det en af de gaver man kan have, fordi man så rent faktisk er i stand til at gøre vrøvl nok til, at de må lytte.
Jonas Sandvej ser udmattet ud, mens han forklarer.
– Det er det, der er så irriterende ved de her usynlige sygdomme. Hvis vi nu manglede begge ben, var der ikke nogen, der ville sætte spørgsmålstegn ved, om vi kunne arbejde.
Marika Hyldmar nikker og fortæller:
– Jeg havde en støttepædagog, i anførselstegn, der mente, at jeg var så intelligent og veltalende, at jeg bare prøvede at manipulere mig til at slippe for at lave noget. Hun mente jeg bare ville rende til koncerter hele tiden. Hun så slet ikke, at jeg knap kunne gå på toilettet, fordi jeg så kunne risikere at skulle interagere med andre beboere eller pædagoger fra bostedet.
– Hun forstod ikke, at man jo maskerer hele tiden, eller at koncerter på det her tidspunkt var mit frirum fra mit eget hoved. Så naturligvis har alle ment, jeg var kvik nok. Jeg faldt bare sammen hver gang jeg kom hjem.
Marika Hyldmar har, udover de mange forskellige uddannelser, hun har været indskrevet på, også været igennem ressourceforløb. Det var det, man indførte, da man i 2013 afskaffede førtidspensionen for alle under 40 år. Eller, det vil sige, man prøvede, men man måtte sande, at det ikke gik for alle.
Marika blev kastet ud i et forsøg med fleksjob, hvor hun blandt andet arbejdede nogle timer om ugen på en kirkegård.
– Jeg elskede selve arbejdet! Kirkegården var fed, men da jeg kom op på to dage om ugen, begyndte jeg at crashe. Jeg kunne ikke engang komme ned i øveren, når jeg havde været der to gange, fortæller hun, og fortsætter:
– Det var vilde udsving. Nogle uger kom jeg før alle andre, lavede kaffe og gjorde tingene klar til kollegerne, andre uger sad jeg helt krøllet sammen og grådkvalt. Jeg havde heldigvis en jobkonsulent, der så de udsving, og forstod, at det ikke gik.
Marika Hyldmars sklerose påvirkes af og påvirker hendes humør og stressniveau, da den er direkte indvirkende på nervesystemet.
– Lige nu er jeg overhovedet ikke påvirket af den. Det siger lidt om, hvor god min tilstand er – og selvfølgelig, at min medicin holder den nede. Men i de perioder hvor jeg har forsøgt at leve op til de mange krav, der har været, så har mine attaks blusset rigtig meget op. Imens min sygdom har været aktiv, har jeg i en længere periode været blind på det ene øje og har ikke kunnet mærke mine ben.
Den slags symptomer kaldes “pseudoattaks”, og rammer ofte, når patientens følelser bliver for voldsomme. Det er altså nærliggende, at Marika Hyldmar har fået flere af dem og yderligere symptomer i perioder, hvor hun har følt sig presset. Roen har dog betydet, at der er noget færre af dem.
Livet på førtidspension er altså rimelig godt for både Sandvej og Hyldmar. Men alligevel er det spørgsmål, der trænger sig på, hvordan det egentlig er? Mange af os har måske oplevet at blive stresset eller føle sig rastløs i ferierne.
– Man skal lige æde den, fortæller Jonas Sandvej, og siger skævt:
– Jeg gik på pension før mine forældre, og det var lidt sjovt. Men det er helt utroligt befriende. Når man er i kontanthjælpssystemet, er man som en lus mellem to negle. Hele tiden kontrol og man må ikke en skid. Man må ikke gøre noget, man må ikke tjene noget, man må ikke engang tage på ferie, uden at bede om lov.
– Hvis man ikke bruger hele sin kontanthjælp, men sparer dem lidt op, så tager de dine penge fra dig. Og når man så bokser med en psykiatrisk diagnose samtidig, er det stort set umuligt.
Det trætte udtryk forlader ikke sangerens ansigt, mens han fortæller. Han er tydeligvis glad for at være ude af systemet, men det sidder stadig i kroppen.
– Jeg har været på førtidspension i et års tid, og begynder først at falde rigtig til nu. Jeg skulle lige sluge det bizarre, fortæller han.
– Nu skal jeg selv stå for at skabe min eksistens, og det er helt og holdent mit eget ansvar at sørge for, at jeg bliver glad. Det kræver noget, ikke bare at falde hen til ingenting. Det tog mig noget tid at komme udenfor og lave noget.
Nu skal jeg selv stå for at skabe min eksistens, og det er helt og holdent mit eget ansvar at sørge for, at jeg bliver glad. Det kræver noget, ikke bare at falde hen til ingenting.
Jonas Sandvej
Hyldmar er helt enig:
– Min krop skulle lige komme sig over den overvældende stress, og jeg kan mærke, at effekten af det kommer nu. Jeg får det bedre. Jeg har haft perioder, hvor jeg var ekstremt isoleret, og det eneste, jeg har foretaget mig, var noget med Xenoblight. Det er jo min passionsbaby, og noget jeg virkelig gerne ville.
Metallen og miljøet
Et sted har begge vore hovedpersoner dog følt sig godt tilpas. Den ene har speedsnerret sig igennem tracks som ‘Geschwesterliebe’, ‘Fy for Satan’, ‘Tordenkatten’ og ‘Venstreorienteret Politisk Korrekt Økologisk Vegansk Grindcore’, mens den anden har vundet Wacken Metal Battle herhjemme og har taget en flot fjerdeplads i den internationale konkurrence i Tyskland.
Men hvorfor er det lige, at dette miljø og denne musik, er det, der giver mening for de to?
– Det er et frirum. Det er et af de få steder, hvor hjernen bare klikker helt fra. Både når jeg spiller, når jeg øver og når jeg bare lytter. Alt stress og angst lukker ned. Ligesom nogle træner, har jeg brug for at komme ud og brøle, fortæller Sandvej.
Det var også en forklaring jobcenteret kunne forstå.
– Jeg havde én enkelt behandler i psykiatrien, der fattede det på den måde, og hjalp mig til at forklare de andre det. De forstod det slet ikke som musik, men da han fortalte, at det var det, der holdt mig sund, at koncerterne var mit træningscenter, gik det op for dem.
Og det var også en hurdle Hyldmar skulle over. Som kontanthjælpsmodtager har hun været underlagt rigtig mange krav, og er da heller ikke en del af virksomheden “Xenoblight” – af økonomiske årsager.
– Jeg skulle bokse lidt med min sagsbehandler, da hun opdagede, at jeg spillede i et band, der i perioder havde rigtig travlt. Hun mente, at jeg så ikke kunne få nogle penge, men så måtte jeg forklare, at selvom der er plus på bandkontoen, så er der ikke på min. Vi er jo slet ikke store nok til at udbetale løn til os selv, så pengene på bandets konto går til udgifter i forbindelse med bandet såsom merchtryk, løn til crew, scenegear og indspilninger.
Hyldmar og Sandvej fortæller også at de begge har haft udfordringer med de beskedne indtægter, de får fra KODA, når deres bands er blevet spillet i radio eller på streamingtjenester.
– Det er en anden god ting ved at være på førtidspension. Nu må jeg jo tjene en lille smule ved siden af. Før, der fik jeg bare at vide, “du har tjent penge, det må du ikke, så nu tager vi dem”.
Hyldmar fortæller også, at hun har skullet dokumentere både når hun har fået KODA-penge, men også alle de måneder, hvor hun ikke har, for at kunne blive ved med at være i systemet. Det slipper hun for nu.
Nu kan de begge i stedet koncentrere sig om musikken. Men, som mange har spurgt før os, er det svært at forstå, hvordan noget musik, der larmer så meget, kan være det, man har brug for, når man har det så svært.
– Psykosen er meget voldsom på sanserne, siger Jonas Sandvig, og fortsætter:
– Måske hænger det sammen. Jeg hører også noisecore, når jeg læser eller skal slappe af. Jeg tror måske, at psykosen har sat nogle ledninger forkert sammen. Jeg bliver meget mere stresset af jazz, eller når jeg hører folk tale fransk. Det kradser på indersiden af hjernen.
Marika Hyldmar ler, især, da undertegnede fortæller om dagjobbet som blandt andet fransklærer, men er egentlig enig med modparten.
– Jeg tror også det har noget at sige, at vi begge er vokalister. Der er noget lyrik, man kan få lov at brøle i hovedet på folk. Det er forløsende at komme af med, men det er også et afløb for alt det, man går og føler. Jeg tror slet ikke det ville være muligt for mig at lave ikke-aggressiv musik.
På scenen finder de også begge en slags zen. Selvom der kan stå tusinder af mennesker foran dem, er det et sted, de begge kan holde ud at være. Måske endda nyde.
– For mig er det meget mere angstprovokerende at skulle undervise en skoleklasse, end det er at stille mig op og skabe mig på scenen. Det er mig selv, jeg skaber mig for, mener Jonas Sandvej
Marika Hyldmar er enig:
– Jeg får et kæmpe boost af at stå og spille, men på den anden side så kan jeg mærke, at regningen i den grad skal samles op, når jeg har stået i merchboden i mere end en time. Det er hyggeligt at stå der, men når der er mange, der kommer og vil snakke, så kan jeg mærke, at jeg er drænet, når jeg kommer hjem, og jeg skal bearbejde alle aftenens indtryk. Der kan jeg godt crashe fuldstændig, fortæller hun, og indskyder:
– Men det er det hele værd!
Begge har også oplevet at blive taget godt imod i scenen.
– Jeg spillede også mens jeg var syg. Mine bandkammerater er jo mit hold, og de havde en fandens masse forståelse. Selv om jeg var helt smækket ud på antipsykotisk, hev de mig med på festival og rev mig rundt. Selv dengang jeg havde et misbrug, var de der.
– Det hjalp mig meget. Det er et fast holdepunkt, sådan et band. Jeg kunne ikke bare falde ind i mig selv, det er et lille ansvar, man tager på sig, også selvom man er helt træt. Hvis man ikke kommer, så mangler de målmanden til kampen. Så man hiver sig igennem. Og det er jo en glæde.
– Jeg er helt enig. Jeg har spillet i bandet i hele mit voksenliv og de er nærmest familie for mig. Da jeg fik min førtidspension, var de bare sådan “Fedt! Kan du så være med i virksomheden nu?”. Det var en kæmpe støtte, siger Hyldmar.
Marika Hyldmar mener også, at hun og Jonas langt fra er de eneste.
– Jeg har mødt så mange ADHD-folk i miljøet. Der er mange af os. Og en del af dem, har fortalt hvad de selv går og tumler med. Når jeg så har sagt, at jeg kan genkende det, de siger, har de følt sig set. Flere af dem er endelig kommet i gang med en udredning.
Jonas Sandvej er enig. Han føler også, at metalmiljøet er trygt for ham.
– Man bliver taget godt imod, generelt. Jeg var til et bryllup i et mere velhavende miljø, og når jeg fortalte, at jeg var på førtidspension, sagde de alle sammen “Nåh, det var synd”. Det fattede jeg ikke. Jeg var sådan, “Synd? Hvorfor fanden er det synd? Jeg synes det er fedt.”
– De syntes det var trist, at jeg var på førtidspension. Men de har selvfølgelig heller ikke kæmpet for det i 10 år.
De syntes det var trist, at jeg var på førtidspension. Men de har selvfølgelig heller ikke kæmpet for det i 10 år.
Jonas Sandvej
1. https://bm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2012/02/reform-af-foertidspension-og-fleksjob-flere-skal-vaere-en-del-af-faellesskabet/
2. https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/i-kaempe-shitstorm-undskyld-vi-er-her/9933660
3. https://medicinsktidsskrift.dk/behandlinger/psykiatri/4286-psykisk-syge-arbejder-faerre-ar-men-har-faet-svaerere-ved-at-fa-fortidspension.html
