På lørdag spiller LLNN deres første danske show med ny frontperson Victor Kaas. Han er langt fra et ubeskrevet blad. Efter at have spillet shows på både Hellfest, Arctangent, Brutal Assault, Beyond the Redshift, Høstsabbat og mange andre vender de endelig tilbage. Vi ser frem til koncerten og glæder os til at se Kaas i denne sammenhæng.
Vi har dog allerede set ham mange gange og med hjælpe fra vores kameratroldmand Peter Troest, har vi talt med Kaas om hans liv i 15 forskellige billeder. Alle citater er fra Kaas’ egen mund.
Det var et vildt show i Byhaven. Det var et af de allerførste shows i hele byen, da lockdownen blev løftet og det var noget af en energiudladning. Inden lockdown havde vi haft en lidt anden livestil, men ved dette show klikkede det på plads. Der var rigtig meget pent-up energi, der kom ud.
Det begyndte virkelig at tage fart på det her tidspunkt. Vores plade udkom mens alt var lukket, og det virkede meget uheldigt, men på en måde var det perfekt for os. Vi gjorde noget, der ikke var blevet gjort endnu, og som på en eller anden måde stod for et skift i den måde, vi tænker hardcore og punk i Danmark. Og vi blev samlet op og fik folk til at få øjnene op for os.
Eller det tænker jeg, men da vi vandt Årets danske artist ved Den Hårde Tone for nylig, var der faktisk mange, der ikke havde hørt om os. Så vi har stadig noget at arbejde med.
Jeg har i øvrigt stadig de sko og bukser. Skoene var helt crisp og fresh den dag. Bukserne er blevet en del af mit faste outfit med LLNN. De er for fucked til hverdag.
Det her er faktisk efter jeg har forladt Hexis. Men Filip (Andersen, red.) spurgte, om jeg ikke lige kunne give en hånd med på Colossal Weekend, og jeg var sådan why not?
Jeg havde spillet det her set en million gange, så jeg nåede faktisk kun lige en halv øver inden showet. Men jeg kunne sgu ikke huske dem, da det kom til stykket, så omkring 60 % af koncerten spillede jeg bare et eller andet random. I Hexis på det tidspunkt havde vi en joke om, at hvis man var i tvivl skulle man bare spille 0-0-0. Sådan er det ikke helt længere.
Jeg var meget glad for at være med i Hexis dengang. Men jeg er faktisk også virkelig glad for, at jeg ikke er med længere, når man kigger på deres tourplan. Jeg har så meget respekt for dem, men jeg kan ikke det liv. Jeg vil gerne tournere meget, men ikke på bekostning af alt andet. Det fandt jeg ud af dengang.
Det er et vildt band. Jeg var kæmpe fan inden jeg selv kom med. Jeg kan huske, at jeg syntes Rasmus (Furbo, red.) var så megasej. Helt høj og mørk og frygtindgydende med overskæg og syge riffs. Nu hvor vi spiller sammen og jeg har lært ham bedre at kende, ved jeg at han bare er en fjollet og bøvet fyr. Det er meget sjovt.
Her spiller vi til Indisciplinarian Fest i 2019. Det var nok her, vi gjorde fodarbejdet for fremtiden. Vi havde udgivet vores selvbetitlede tilbage i 2018, og vi måtte skubbe en del til Jacob Krogholt (medejer af selskabet, red.), der var lidt skeptisk, for at få ham overbevist. Vi blev ved med at sende ham demoer for at overbevise ham om, at vi ikke bare lavede blackened hardcore.
Nu hvor jeg ser på billedet, griner jeg lidt af mikrofonteknikken. Jeg cupper den fordi, det ser sejt ud. Ikke fordi det lyder godt.
Det er jeg blevet meget mere bevidst om siden. Mange hardcoresangere gør sådan, fordi det gør det lidt nemmere at få det til at lyde vildt og punchy uden at man skal skrige for meget igennem. Jeg gør mange ting ret subtilt nu, for at ændre udtrykket. Hvis det skal være basset, laver jeg lige som en skål under, jeg kan lave en ring med fingrene for at gøre det helt tight og fokuseret, eller radioeffekt ved netop at cuppe den. Jeg kan godt lide at gøre det som effekter og det varierer også min sang mere.
Haha, ja, der er jeg midt i et skrig. Det er sjovt, det er en anden mimik, end jeg bruger i dag. Jeg tror lidt, jeg er forskellige personer, når jeg optræder i forskellige bands.
LLNN bliver nok lidt mere henad det, jeg gør i Telos. Men der har jeg også guitaren at koncentrere mig om samtidig. Så det bliver lidt mere afslappet. Der er også nogle steder, hvor jeg lader guitaren være og kun har vokalen. Det er meget visceral og sådan lidt teatralsk, hvor jeg kommer ned i knæ og performer. Jeg er indadvendt og kigger ud på verden.
Hos Eyes er jeg meget mere til stede. Jeg er nede blandt publikum og kigger dem i øjnene. Der er glimt i øjet, hvorimod jeg i LLNN nærmere er ham, der står bagerst i klassen og stirrer ondt på folk.
I Telos er der også nogle af de samme, store armbevægelser, men der er det ren galskab. Jeg plejer at tænke, at i Telos er det lyden af sindssyge. Som sidste del af Robert Eggers’ ‘The Lighthouse’.
Det her var på Colossal i år, og det er ret sjovt i forhold til det andet. Man er slet ikke i tvivl om at jeg skriger på begge billeder, men det, der er interessant for mig er at se, hvor meget jeg bruger tungen nu til at lave forskellige lyde. Her er der åbnet helt op i halsen. Sådan en errrgghhhh-lyd.
Den gule bold på mikrofonen er også meget sjov. Det er selvfølgelig et æstetisk valg, men kom sig faktisk af, at jeg gled i en pyt øl på scenen oppe på 1000fryd, og smækkede mikrofonen direkte op i min ene fortand, så en tredjedel knækkede af. Jeg fik det fikset, men så skete det fandme igen med en anden tand. Så købte jeg de her mikroplastmonstrøsiteter i fem forskellige farver for 17 kroner, og det er blevet fast inventar. Jeg har selvfølgelig mistet alle dem jeg købte, men vores lydtekniker Valdemar Støvring Sørensen sørger for, at der altid er stocked up nu.
Korte bukser og sommerskjorte er in nu. Jeg startede med det for at tale ind i æstetikken på Congratulations, og så fortsatte jeg bare fordi det var megarart at optræde i. Eyes er klart den fysisk hårdeste performance af alle mine bands, så det er ligesom en vild omgang cardio.
Så det er bare lækkert og luftigt at have en skjorte på, når man spiller. Jeg var også ret glad for den der skjorte, men den er superklam nu. Så snart jeg sveder bare en lille smule, lugter den af ammoniak.
Det var releasekoncerten på Loppen og det var fandeme fedt!
Det var jo et udsolgt Loppen – og det er ikke et rart sted at være. Men folk gav den så meget op og der var så meget kærlighed den aften.
Der var ret meget gang i den, men det er begrænset hvor meget bevægelse, der egentlig kan være, fordi det er så tæt. Pitten blev aldrig aldrig rigtig åbnet fordi folk bare væltede rundt.
Det var også første gang vi spillede mange af de nye sange live, og det var ikke vanvittigt godt, men der var så god stemning, at det var ekstremt fedt.
Foran er det vores superfan Gianni. Han er fra Gran Canaria og bor i Berlin, men var taget til København med sin tvillingebror for at se koncerten. De er kæmpe-Eyes-fans og vi sætter stor pris på dem.
Det her billede er så fedt. Jeg har faktisk lige lagt det op på Spotify, fordi det viser os så godt.
Det viser også hvordan hardcorescenen er i Danmark. På det sidste har jeg arbejdet så meget, at jeg bare har stenet hardcorevideoer når jeg kom hjem, og det er ret sjovt at se forskellen fra Europa til USA.
Herhjemme hopper vi jo rundt, skubber og hygger os, hvor det i USA i høj grad er beatdownpits med masser af crowdkilling, der er fremherskende. Det er jeg fandme glad for, vi ikke gør. Hvis man kigger inde på r/hardcore handler det også rigtig meget om, hvordan man mosher rigtigt og hvad man skal gøre eller ikke gøre, og det er så langt fra, hvad jeg synes det skal være.
Altså, ret skal være ret, nogle gange kaster jeg også hænder. På Roskilde var jeg lige ude at slå en streg under Code Orange, fordi det var så kedeligt, men da de så satte ‘My World’ i gang, kastede jeg mig direkte i pitten og svingede med arme og ben og tabte alt jeg havde på mig. Der kom en bagefter og skældte mig ud og kaldte mig et røvhul, fordi jeg havde ramt ham, men jeg var bare sådan “nej-nej, jeg moshede bare”
Det var ret stress, det her, faktisk. Vi havde ligesom givet vores ideer til Jon Gotlev, der havde arbejdet for at få det fulde udtryk klar til ‘Congratulations’, og vi skulle være til fødselsdagsfest i 70’erne, men vi kunne ikke rigtig finde nogen god location. Så det er her faktisk taget allersidst oppe på Kraftwerkets loft efter lukketid. Vi kunne ikke lige finde nogen mormors lejlighed eller sommerhus, så vi måtte klare noget andet.
Vi skulle være lidt tacky og have skjorter på, og vi ville også gerne have festhattene til at fungere, men det var først da Peter Troest foreslog, at vi skulle prøve dem på skrå, at det rigtig spillede.
Her er vi support for Konvent i Pumpehuset kort inden lockdownen. Det var en af de tidlige koncert og var faktisk også før Søren (Bomand, red.) og Rikke (Emilie List, Konvent, red.) fandt sammen, og de er jo totalt power couple nu, så det er ret sjovt at se tilbage på.
Vi havde ikke engang udgivet Underperformer endnu på det her tidspunkt, så de fleste af dem, der skulle se os, havde aldrig hørt om os. Det var lidt tungt at skulle spille for et doom-publikum, kan jeg huske. Der var ikke så meget gang i pitten, men det var fedt nok.
Vi spillede faktisk så meget i Pumpehuset på det tidspunkt, at Hexis-Filip drillede os med, at vi var blevet husorkester. Fuck nej, svarede jeg.
Det her var sgu lidt mærkeligt. Det var en sid-ned-koncert, så kapaciteten i Pumpehuset var kun 100-150 mennesker, men det betød også, at vi fik udsolgt, hvilket var helt nyt for os på det tidspunkt.
Pladen var helt ny her, så folk kunne ikke som sådan kende numrene. Det var et meget lyttende publikum, så det var lidt ambivalent, da vi gik af scenen. Det var før vi rigtige turde tro, at folk gad høre den musik vi lavede.
Det er også meget sjovt at se grejet. Det er alles gamle ting, for det er før den tid, hvor vi tjente penge nok til at kunne investere i nye sager. Eyes har ikke været en underskudsforretning i lang tid, men det er først for nylig, vi er begyndt at have overskud, så vi kan opgradere vores gear. Vi har også købt studieudstyr til øveren i Sydhavnen, og det er faktisk ret vildt.
Det her er lige inden Roskilde-showet, og jeg var sgu ret nervøs her. Altså, vi har jo spillet langt vildere festivalshows i år, men Roskilde er jo noget særligt, så jeg trippede ret meget inden. Det er sådan en “det-skal-nok-gå-krammer”, jeg får af Benjamin (Clemens, STØJ, Syl, red.).
Han er fandme blevet en god kammerat. Vi var faktisk et af de første bands, han interviewede dengang det stadig hed Radio Loud, og vi begyndte bare at ses rundt omkring. Nu går han jo også på musikkonservatoriet ligesom jeg gjorde, og det er ret fedt at kunne sparre om nogle elementer i musikken. Særligt når man gør noget lidt anderledes, så kan det være ret sejt at få et andet blik på det.
Klassiker. Det var sgu et helt særligt show. Det betød så meget og der var så meget stemning omkring det. Det var særligt vildt at se, hvor mange nye fans og kids, der kom.
Inden vi tog afsted var vi sådan “Skal vi have merch med? Gider nogen købe det?”, men det endte sgu med at Rasmus’ kæreste Isabel og Nabiha (popsanger, red.) fik solgt for femten tusind!
Det var også meget sjovt at hun stod der og solgte vores merch, når hun kommer fra en helt anden scene. Hun er altid god til at repræsentere os – særligt med Troldefar-shirten.
Det minder mig om! – forleden postede Christian Stadil også et billede, hvor han havde den trøje på, mens han stod sammen med Jesper Buch. Det er fandme sjovt, når vi har lavet en hel plade, der handler om at svine liberale til!
Det her er med Halshug på Stengade og er fandme en Victor Kaas-klassiker. Jeg brugte det som profilbillede i lang tid. Det er også før Søren var fast medlem. Her var han stand-in for Kenn (Bendtsen, red.) på bas.
Det hele var fandme så vredt dengang. Destruktivt. Det er ikke fordi det bare er et act nu, men det er mere kontrolleret, mere velovervejet og har mere glimt i øjet. Dengang havde jeg en følelse af at forsvinde ind i mig selv, når vi optrådte, og så ikke kunne huske mere. Nu er jeg mere til stede og føler jeg oplever det bedre.
Haha, folk er helt “hvad fuck sker der her?” De skal lige se det an. Dengang gjorde jeg rigtig meget det med at gå ud blandt folk og bare være fucking sur. Det er sgu også meget sjovt at se, hvor gamle folk er, i forhold til dem vi spiller for nu.
Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan, men jeg tror måske bare, at kids er federe nu end de var for fire år siden? De er nok også blevet mere eksponerede for musikken. De oplever megamange ting på TikTok og sådan. Så vi ser mange af dem til vores koncerter nu.
På lørdag er det så LLNN. jeg er rigtig spændt på at se, hvordan det bliver taget imod herhjemme. Jeg er lige blevet spillet ind i bandet, og det er blevet taget vanvittigt godt imod alle andre steder. I England har vi vores største fanbase, og det er ligesom blevet vores hovedmarked.
Men jeg tror, det er lidt sværere at tage over for Bonne (Christian Jamet Bonnesen, Psyke Project, ex-LLNN, red.) herhjemme hvor folk kender ham.
Jeg kunne være nervøs for, at folk forventede, det var det samme som det var før. Det er det ikke. Det er noget andet. Liveudtrykket har nogle af de samme kvaliteter, men det har også noget andet. Vi lader atmosfæren tale for os, hvor Bonne bare var så autentisk et menneske og var meget sig selv i alt. Jeg har mere brug for at trække en persona på scenen. Så måske bliver det lidt ondere end det plejer. Mere bidsk.
LLNN spiller i Vega med det svenske hardcoreorkester Burst og opvarmingssynth fra danske Offermose klokken 19 på lørdag. Find begivenheden her og køb billetter her.
