Tidligere i år skrev jeg om scenens tilstand med udgangspunkt i tre danske bands, der alle var aktuelle lige inden sommerferien. Hensigten var at tage temperaturen på den danske hardcore-scene som den kom til udtryk i de tre.
Det er naturligvis ikke dækkende for hele genren eller den myriade af mindre scener, der udgør det samlede billede. Derfor besluttede jeg mig for at dykke lidt ned i en af dem. Det er den scene, vi til daglig kalder “K-town”, og som tager udgangspunkt i Ungdomshuset på Dortheavej i København.
Big Mess, Induktri, Planet Y og Decorticate indvilgede i at være med, og har forsøgt at svare på de samme spørgsmål, som jeg stillede SYL, Omsorg og Gradience i forsommeren.
Den allerførste forskel, man kan konstatere, er snakkesaligheden. K-Town er, tilsyneladende, en fåmælt gruppe.
Det grundlæggende spørgsmål er selvfølgelig, hvad, der gør K-Town til noget andet.
Helt uden omsvøb svarer Decorticate blot, “hardcore”, og selvom det er både et badass og på sin vis også korrekt svar, så vender vi os alligevel mod Planet Y, hvor forsangeren har følgende, lidt mere uddybende svar:
– Vi spiller punk fordi det er vores kultur, fordi vi ikke kan lade være, og fordi det er vores mulighed for at skabe en familie & et fællesskab uden for samfundet. Vi gør det ikke for at tjene penge. DIY/Gør-det-selv punk & hardcore er fantastisk, et verdensomspændende netværk af venner og udskud, hvor ildsjæle får det hele til at fungere uden at tjene penge eller involvere den kapitalistiske maskine.
K-Town stikker altså dybere, hvilket også er det indtryk man får, når man bevæger sig til en koncert i Ungeren. Hvor man stort set altid møder nogen man kender til byens andre koncerter, så føles det alligevel som et helt andet fællesskab på Dortheavej. Og hvis man skal tro på Planet Y-sangeren.
– Vi er vokset op med en rigdom af punk, hardcore og alternativ musik fra København (og resten af landet) og en idealistisk bevægelse, hvor politik har været handling og idéer har været praksis. En af idéerne er, at der ikke er grund til status-hieraki, fordi alle alligevel både spiller i band, laver mad, står i dør, gør rent, sætter plakater op, laver lyd og lys, besætter huse og går på gaden i fællesskab.
Det politiske står helt i front for sangeren. Det gælder sådan set også for Big Mess’ Tobias Bendixen, der siger følgende:
– Jeg læste fornylig et interview med Kent McClard fra Ebullition Records (der har udgivet klassikere med Orchid, Moss Icon mm.), hvor han siger at hardcore for ham er bands der spiller for hardcore-scenen. Altså i højere grad et fællesskab end et sæt musikalske karakteristika. Han anser på dén måde f.eks. Operation Ivy for et hardcore-band. Den definition kan jeg godt delvist skrive under på – i hvertfald som supplement til den musikalske del. På den måde kan man også sige at K-Town hardcore kan spænde fra hardcore som i hardcore punk i klassisk forstand (a la f.eks. DC), men også til crust, melodisk punkrock og postpunk. Det er også en internationalt orienteret scene. Der er bands fra Sverige og Norge, der næsten føles lokale, og specielt gennem K-Town festivalen er der ret stærke forbindelser til blandt andet Colombia, USA, Finland, Spanien og Catalonien mm.
Hvor det politiske er eksplicit for Marcus F, fornemmes det i højere grad implicit for Bendixen. Samtidig sørger han for at krydse Decorticates prosaiske svar med den andens mere indfølende.
Det fællesskab, der nævnes kommer også til udtryk, når vi spørger hvem, der gør det muligt. For yngstespillerne i Induktri, er det nemlig Decorticate selv, der dukker op.
– Stor shout out til decorticate for inspo og for at tage os under ktown powerviolence mafia vingen (sic), som de så ungt udtrykker det, inden de fortsætter:
– Og shout out Marcus F for at gide at indspille vores album.
Det er altså lidt af en familiefest, vi har vovet os ud i. Krydsfelterne er mange, og som Marcus F sagde, så hjælper alle med til alt. Det er måske noget af det allermest særegne ved K-Town-scenen. Decorticate takker også selve Ungdomshuset. Uden det, havde det ikke kunnet lade sig gøre, mener de.
Og det er der måske noget om. Der er ikke mange områder i byen eller i landet, der er fri for både kommerciel og offentlig indblanding, og der står Ungeren som et fyrtårn for unge (og lidt ældre) mennesker, der vil spille efter deres helt egne regler. Og det fordrer også, som Planet Y sagde, at alle tager deres tørn. Man kan ikke være en del af Ungdomshuset, hvis man ikke vil lave noget, og det vidner den store kreativitet i lokationen også om.
Udover Ungdomshuset, så mener Decorticate nemlig også, at “alle d.i.y.-bands og alle dem der hjælper med at holde d.i.y.-scenen i live”, fortjener ros. Det kan dette magasin kun bakke op om.
Rich fra Big Mess bakker op:
– Man skal takke dem, der er en del af fællesskabet. Dem, der støtter hinanden, spiller i bands, booker shows, er frivillige til koncerter, laver zines, tager billeder, laver radioprogrammer og generelt bidrager til kulturen på en positiv måde.
Når det kommer til hardcorens fremtid, er feltet dog noget mere spredt. Induktri vil bare gerne have voldsomme shows, der er lige dele hardcore og dødsmetal, cirkelspark og pushpit, mens Planet Y er noget mere nuancerede:
– Folk skal gøre, hvad de har lyst til og hvad de brænder for. Jeg håber der fortsat er nye generationer af unge, der omfavner punken og dens idealer. Det ser heldigvis sådan ud! Vi skal fortsætte med at leve modstandskultur, støtte hinanden, bygge fællesskaber og gøre det selv. Eller endnu bedre, gøre det sammen. Give fingeren til staten og mainstreamen.
Og selvom Big Mess’ Tobias Bendixen også forsøger at lade folk som de vil, så har han da også holdninger:
– Jeg skal ikke bestemme, hvilken musik andre folk skal lave. Jeg interesserer mig mest for, at der bliver ved med at komme nye folk til scenen, der har lyst til at lave musik og punk-fællesskab i den gode ånd. Så skal der nok blive ved med at være god musik i både velkendte stilarter, og noget jeg eller andre ikke lige havde set komme. Jeg vil dog sige at for mig hænger hardcore helt essentielt sammen med punk, både i ånd og musik. Hardcore uden punk er bare groove metal.
Og netop den punk-ånd er måske også noget af det, der skiller K-Town fra mange andre scener i Danmark. For mange af os er hardcore nok lige så tæt på metal-musik som på så meget andet, og vi synes ikke det er underligt, når Lifesick eller Rot Away deler scene med Plaguemace og Demolizer. Men for dem, der kommer i Ungeren, er der en basis i musikken, der måske har et noget længere historisk perspektiv end Hatebreeds gennembrud i starten af 00’erne. Der har aldrig været nogen tradition for hverken metalcore, metallisk hardcore eller, *gys* beatdown i K-town, og det er det, Bendixen holder fast i.
Det er et interessant perspektiv i en musikgenre, der ellers er i fuld gang med at nedbryde genreskel – noget som Gradience særligt nævnte i den foregående artikel. Men det passer ret godt ind til Ungdomshusets, og dermed K-Towns generelle selvopfattelse som insulær modkultur. Det er anderledes og det skal være anderledes.
Induktri retter skytset mod “hypermaskuline røvhuller og gatekeepere”, hvilket man godt kan trække på smilebåndet over, men hvilket også viser, at modstanden mod at få at vide hvad, der er det rigtige at gøre og mene, ligger stærkt til de unge, uagtet hvilke gatekeeperlignende tendenser, man ellers oplever i scenen.
Foragten for det performativt hypermaskuline er dog en fælles ting på tværs af generationerne.
Big Mess udtrykker nemlig, at det, de ønsker for fremtiden er “flere der spiller hurtigt, flere unge, flere queer-personer og mindre machismo.”
Et sted hvor flere K-Townere er enige med SYL, Omsorg og Gradience er dog der, hvor det kommer til vreden. Der er ikke meget, der samler i den alternative scene, som modstanden mod folkedrabet i Palæstina.
– Uretfærdighed skaber den største vrede. Israels frygtelige folkemord og besættelse af Palæstina fylder meget i tankerne, sammen med Danmarks fortsatte koloniale behandling af Grønland og Vestens skruppelløse udnyttelse af lande med en rigdom af naturressourcer i bl.a. Sydamerika, Afrika og Asien, siger Planet Y’s forsanger.
Dette spejles hos Big Mess:
– Det åbenlyse svar lige nu er selvfølgelig folkemordet i Palæstina, og “vores” rædselsfulde regeringers bidrag til det. Fremgang for højreradikale mange steder – helt forfærdeligt, det der sker i England lige nu. Transfobi og homofobi forklædt som bekymring på vegne af børn. Der er nok at tage af.
Her mærker vi igen baggrunden i punkmiljøet. Den sociale indignation, som man kaldte det i gamle dage, før det blev politisk ukorrekt at gå op i, at andre mennesker har det godt, skinner stærkt igennem.
Det helt grundlæggende ved K-Town-scenen er altså politikken. Her er det en samlet livsstil, vi taler om. Man kan ikke løsrive musikken fra livet og man ikke tage holdningerne ud af riffsene.
Selvfølgelig er der også stjernedrømme. Big Mess håber på at blive verdens bedste punkband og arbejder på at spille mere i England, hvilket deres samarbejde med Specialist Subject hjælper godt på, men det handler stadig primært om fællesskab, venskab og, naturligvis, bare det at spille musik.
Planet Y lukker af således med deres drømme om fremtiden:
– Forhåbentlig er der endnu flere nye bands, flere nye mennesker der bliver en del af miljøet, fede koncerter, støttekoncerter, BZ er tilbage, og vi danser sammen på en strand en varm sommeraften mens Christiansborg brænder.
