TW: Psykisk sygdom, selvskade, selvmord
People Like Us Beer Bar er rammen for Selvtægts møde med Nexø-guitaristen Jakob Møller-Jensen. Det er der en grund til. For selvom det ikke er første gang, vi møder en musiker på en bar, og nok heller ikke bliver sidste, er det her et særligt sted.
People Like Us er en socialøkonomisk virksomhed, der kigger i to retninger. Det ene øje skeler til lækre specialøl, og det andet stirrer stift på de mennesker, resten af samfundet opfatter som besværlige eller måske endda “uanvendelige”. Sådan et menneske er Jakob Møller-Jensen, og People Like Us Beer Bar er seneste, og forhåbentligt sidste stop på vejen mod en tilværelse, der er til at holde ud.
Mens vi snakker med Flemming Christensen – “chefen”, som han præsenterer sig – bliver det hurtigt tydeligt, at Jakob har styr på bajerne. Undertegnede spørger ind til de alkoholfri muligheder, og chefen giver med det samme Jakob ordet. Kyndigt vejledt sætter vi os ved vinduespladsen.
Jakob Møller-Jensen ser lidt anderledes ud end sidst vi mødte ham, og hans kollega skal også lige bruge et øjeblik på at genkende ham. De viltre krøller er afløst af en kort, mørk manke, der holder omtrent samme længde som skægget.
– Ja, det er en af de måder, jeg imødekommer mine udfordringer. Jeg bliver klippet, og så gør jeg ikke noget ved det i et år, griner han.
Generelt er hans ansigt præget af smil og det tyder allerede på, at det bliver en hyggelig samtale. Vi aftaler at snakke sammen i en times tid, og sætter i gang.
Det er altid svært at finde ud af hvor man begynder, så jeg stiller det forræderisk enkle spørgsmål. “Hvem er du, Jakob?”
– Den er kompliceret at svare på. Jeg er en selvidentificeret mand. 35 år. Jeg er vel musiker. Aktuelt også bartender. Så er jeg også et menneske i en situation, hvor jeg skal slås lidt mere for almindelighederne end mange andre, fortæller han, efter en slurk af sin øl.
Så er jeg også et menneske i en situation, hvor jeg skal slås lidt mere for almindelighederne end mange andre
Jakob Møller-Jensen
– Jeg er mange ting. Jeg er også et menneske, der spiller computer og kan lide at høre mange forskellige slags musik. Jeg er også et menneske, der ville ønske jeg var mere aktiv på sociale medier, men ikke kan holde til det.
Det får os til at spidse ører. En person, i 2023, der ville ønske de brugte mere tid på sociale medier?
– Altså, jeg synes, jeg har noget at sige, men jeg tør ikke rigtig længere, forklarer Jakob.
– Engang talte jeg mere, men de sidste ti års tid har jeg trukket mig mere og mere. Der er ligesom flere elementer i det. Jeg synes der er rig mulighed for at blive læst, men ikke blive hørt. Blive kigget på, men ikke blive set. Mange har meget travlt med at svare på det, der bliver skrevet, men ikke forholde sig til det, der bliver sagt. Det kan jeg ikke.
Jakob kan gå flere dage uden at tjekke noget som helst. Han går kun på facebook for at snakke med bandet og instagram ligger gerne brak i ugevis. Men et medie finder han dog anvendelse for. På Reddit er det nemlig muligt at “lurke”, og det ligger godt til hans temperament.
– Man behøver ikke være noget for nogen, siger han, og fortsætter grinende.
– Nogle gange bruger jeg det til at lære mere om computerspil. Der er en subreddit til alt.
Men det er ikke det eneste, han læser derinde, på den store, anonyme platform. Der findes nemlig også subreddits for folk, der har det skidt.
– Nogle gange har jeg brug for at forstå, jeg ikke er den eneste, der har det skidt. Så søger jeg måske “I feel alone. What to do?”, og så kan jeg læse en masse historier om hvordan andre lever med deres specifikke vanskeligheder. Det fungerer lidt som gruppeterapi, men bare lige ved hånden. Så går den der “Ih, hvor er det særligt for mig at være så ulykkelig”-tanke lidt væk.
Måske er det på tide, at vi hører lidt om Jakob Møller-Jensens udfordringer. Jakob er diagnosticeret med en såkaldt bipolar lidelse. Det er et lidt sjovt begreb, fortæller han, mens han tegner og forklarer på et stykke papir, hvordan det føles.
Det Jakob forklarede, mens han tegnede ovenstående var, hvordan hans sind automatisk trækker mod ekstremerne af humørudsvingene. Det vil sige, at mens vi andre føler os lidt triste, eller lidt glade – fra tid til anden måske ret triste eller ret glade – så er Jakob ekstremt glad eller ekstremt trist. Allerværst er det, der hedder “blandingstilstand”.
– Lidt groft sagt er det når man har det allerværst, og har energien til at gøre noget ved det, siger han med et skævt smil.
I samme øjeblik klinger omkvædet til De eneste Tos ‘Jeg har ikke lyst til at dø’ ud af højttalerne. Vi griner lidt til hinanden, inden vi fortsætter med det tunge emne.
Den bipolare lidelse – maniodepressivitet, i gamle dage – har præget Jakob i mange år. Siden de tidlige teenageår har det været svært, og han havde sit første møde med psykiatrien i en alder af 14.
– Jeg var et nervøst barn. Jeg havde tendens til at være meget alene, og lavede mine egne universer, frem for at lege med andre børn. Jeg var ikke glad for ting, der var fysiske, jeg var bange for at række hånden op, fortæller han, og tænker tilbage:
– Jeg blev også hurtigt ked af det. Også ofte uden at kunne forklare hvorfor.
Dengang udskrev man stadig antidepressiver til børn, og det blev også ordineret Jakob Møller-Jensen. Derudover begyndte han at medicinere sig selv. Først gennem selvskade.
– Jeg cuttede. Jeg skammede mig meget over det og gjorde mit allerbedste for at skjule det. Det var primært fordi, at jeg vidste, at hvis det blev opdaget, ville jeg være nødt til at holde op med, og det kunne jeg ikke bære.
Men det blev opdaget. Jakob fortæller, hvordan han lovede sin mor aldrig at gøre det igen. Og det løfte har han holdt. Det motiv er fast i Jakobs liv. Løfterne bliver altid givet til andre, og han fortæller, at det også er derfor han stadig er her i dag.
– Jeg begyndte at ryge hash, fordi det gjorde mig ligeglad nok til, at jeg ikke følte noget. Jeg havde lovet ikke at gøre skade på mig selv, så jeg måtte finde en anden måde at kunne være til.
– Jeg havde også lovet ikke at begå selvmord.
Ordene falder tungt og bærer stor vægt. Det føles næsten som om baren er helt stille.
– Jeg lover andre ting, fordi det ikke betyder noget, hvis jeg giver mig selv et løfte. Helt grundlæggende, kan jeg ikke så godt lide mig selv, og derfor er jeg også ligeglad med det, jeg lover mig selv. Men min mor, min far eller Kristian (Ejlebæk Nielsen, Nexø, red.) er gode mennesker, og jeg ville gøre dem kede af det. Jeg kan bruge deres følelser som rettesnor, fortæller han.
På Falster, hvor Jakob voksede op, var det eneste nærliggende den lokale afdeling for skizofreni. Her blev han først indlagt som 18- eller 19-årig. Årsagen var enten hashpsykose, skizofreni eller skizofreni udløst af hashpsykose. Årene efter skulle blive præget af indlæggelser, sygdom og, desværre, selvmordsforsøg. Først som voksen og diagnosticeret med bipolar lidelse, har det været muligt for Jakob at blive nogenlunde stabil.
Kampen for at kunne
‘The Kids Are Not Alright’, hedder en af sangene fra Nexøs seneste album ‘False Flag’. Den er skrevet under den store lockdown, og handler særligt om de unge menneskers mentale helbred.
Den dannede også ramme om bandets nylige opslag på Facebook, der netop handlede om mentale problemer, og blev postet i anledning af World Mental Health Day 10. oktober.
For som mange andre, kunne bandet både mærke det på egen krop, under lockdownen, og de kunne se, hvordan situationen påvirkede de unge mennesker. Gennem en pastiche af både Beatles, Kashmir, Björk og The Offspring, demonstrerede de, hvordan situationen ikke er ny. Unge menneskers psykiske velbefindende har altid været skrøbeligt, men det er kun blevet værre, hvilket den store isolation gjorde tydeligt.
– For mig er det nummer meget vigtigt. Det viser, at den musik vi hørte, når vi havde det svært dengang går på tværs af generationer. Teksterne har været med til at give mening til de tilsyneladende meningsløse følelser, vi gik rundt med.
– Det er den slags musik jeg lytter til. Ting, der umiddelbart virker negative, men i virkelighed kan bruges til at kanalisere det svære i mit liv, så jeg kan skabe noget positivt i stedet.
For Jakob Møller-Jensen var isolationen dog ikke så nyt igen. Men det betød, at mange andre pludselig opdagede, hvordan det er at være ham.
– Jeg er meget alene. I perioder så meget, at det er selvdestruktivt. Jeg indrettede mit liv, så jeg aldrig så nogen. Jeg handlede kun ind mellem 11 og 12. Så undgik jeg skolebørn og folk på arbejde.
– Det er ikke altid skidt. Jeg har altid haft et behov for at være meget alene, lige siden jeg var lille. Det er jeg tit, omend der aldrig er stille hjemme hos mig. Så er jeg ikke ensom. Men nogle gange knuger det i maven, den følelse af, at jeg svigter mine venner og familie ved at gemme mig.
For Møller-Jensen og mange andre, er de depressive perioder forbundet med stor angst, mens de maniske faser er mere udadvendte. Det betyder også, at han i høj grad svinger meget mellem hvor meget han ser sine venner.
– Jeg tænker nogle gange, at mine rigtige venner, det er dem, der har kunnet gribe og håndtere, at jeg nogle gange var helt væk i tre måneder, og som er klar til at ses når jeg kommer op igen.
Det gør Nexø. For Nexø er ikke bare et band. Det er meget mere end det. De fire har kendt hinanden på kryds og tværs i rigtig mange år, og har spillet sammen i flere konstellationer. Men Nexø er særligt.
– Uanset hvem af os, du spørger, vil alle medlemmerne sige, at de aldrig har prøvet at være i et band på samme måde, som vi er, fortæller Jakob.
– Vi er meget tæt knyttet sammen. Vi er meget ærlige. Vi taler om det, der påvirker os, også i vores privatliv.
Han beskriver bandets samvær som “tabuløst”. Uanset hvad, om det drejer sig om dårlige vittigheder eller om knuste hjerter, er det noget de drøfter åbent og ærligt.
– Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men vi holder instinktivt af hinanden. Vi har en fælles forståelse af, at livet nogle gange sutter røv, og det skal der være plads til. Også i et band, mener Jakob.
De har vidst – og ved – meget om hinandens liv og følelser. Det er ikke bare “så skete der A, B og C”, men handler om reelt at stole på hinanden og forstå hinanden. De lægger mærke til hinanden, og prioriterer det mellemmenneskelige højere end musikken.
– Vi har prøvet at spille i 10-15 minutter, hvorefter én så sagde “Jeg har det faktisk ikke godt”, og så lagde vi instrumenterne fra os og snakkede sammen i stedet.
Den rummelighed har Jakob også mærket. I november 2022 blev presset over at have indspillet en plade og turneret med den for stor. Jakob måtte melde sig syg og bandet måtte aflyse et show i Odense.
– Det var et udslag af alle mine vanskeligheder. Jeg havde tilladt mig selv at blive alt for stresset. Jeg havde forventet mere af mig selv end jeg kunne, og jeg havde nægtet at lytte til mig selv.
Når Jakob bliver meget syg, dissocierer han meget. Det betyder, at han ikke mærker sin krop, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at han pludselig opdager sår og rifter rundt omkring, som han ikke har nogen erindring om, hvor kommer fra.
Tingene er blevet bedre. Møller-Jensen oplever langt bedre accept af hans situation nu:
– For ti år siden var jeg indlagt efter et selvmordsforsøg, der heldigvis ikke lykkedes, fortæller Jakob Møller-Jensen.
– Efter det skrev jeg et debatindlæg om psykisk sygdom. Det var nemt at få optaget. Aviserne ville meget gerne trykke det. Men den standsede der. Der var ikke nogen debat, der var ikke nogen samtale om det.
En ændring oplevede Møller-Jensen, da han deltog i DR-serien ‘Syg i Hovedet’ i 2014. Der begyndte at ske noget. Og da Nexø skrev om hans udfordringer på deres facebookside, var reaktionerne overvældende.
– Det er første gang, jeg har oplevet at blive taget så godt imod. Indtil da, havde jeg haft den fejlslagne opfattelse, at omsorgen ikke var så udbredt, som den er. Den arbejdsmoral og og det menneskesyn, jeg troede, de fleste lå under for, gør de ikke i det niveau, jeg bevæger mig i. Det er okay at have ondt et sted, man ikke bare kan lægge forbinding på.
Det er okay at have ondt et sted, man ikke bare kan lægge forbinding på.
Jakob Møller-Jensen
Nexø måtte aflyse showet i Odense, og tilrettelægge deres Norge-turne særligt, så Jakob kunne være med. De fik mulighed for at overnatte det samme sted hele vejen igennem, Jakob kunne komme hjem og slappe af, så snart de var færdige med at spille, og bandet sørgede for, at Jakob kunne tage tidligt hjem til Danmark.
– Jeg fik tryghed og stabilitet, hvilket var lige netop det, jeg havde brug for. Det, at jeg ikke kunne drikke bajere med vennerne, som jeg havde set frem til, måtte jeg bare leve med. Det vigtigste var, at jeg klarede det.
Den samme forståelse mødte han, efter opslaget på Facebook.
– I forhold til mine tidligere oplevelser, var det en kæmpe overraskelse, at det ikke bare blev taget imod, men også delt af mennesker, der syntes det var noget vigtigt at tale om. Folk skrev også privat og spurgte om jeg var okay, eller tilbød hjælp og samtale.
En af dem, der skrev var Troels Højgaard, forsanger i Vægtløs, bestyrer på 1000Fryd i Aalborg og booker for Nexø.
– Han tilbød at ringe til mig, da han havde en del erfaring med den slags. Det var vildt, også fordi, vi ikke kender hinanden på den måde. Men han ville gerne være der.
Det minder os naturligt om Vægtløs’ koncerter. Her handler alle sangene om Højgaards venner, der er gået bort. I løbet af koncerterne taler sangeren meget om kærlighed og om vigtigheden af at se til sidemakkeren. Som han siger, ved vi ikke, om personen ved siden af har den dårligste dag i sit liv.
– Det betyder så meget, at en som Troels taler om det. Musik kan være meget svært for mig, når jeg er et følsomt sted. Han ser, at vi ikke alle sammen har det på samme måde, men at vi har det her, lige nu, sammen.
Lige nu, som vi sidder her på People Like Us, har vi også noget sammen. Vi taler om venner, der ligesom hos Vægtløs er gået bort. Om alle de folk, der har det svært. Om alt det Jakob og undertegnede har til fælles. Hvor det at møde sine venner fast for at spille Magic: The Gathering kan være en livline, og det egentlig handler mere om at holde fast i hinanden, end om hvad man egentlig laver.
Det er også derfor Jakob endelig er et godt sted. Igennem mange års kamp med jobcentre er han endelig i arbejdsevneafklaring. Han håber på et fleksjob netop her.
– Jeg har startet og stoppet flere uddannelser end jeg kan huske. Fordi jeg var ung, var jobcentrene forpligtet til at sende mig på skole i stedet for i arbejde. Jeg knækkede hver eneste gang. Det har jeg gjort siden gymnasiet, hvor jeg droppede ud to gange, før det lykkedes mig at gennemføre.
Foto: Rolf Meldgaard
Jakob har både været forbi universitetet og en erhvervsskole, hvor det var fuldstændig umuligt at få praktikplads som psykisk syg voksenlærling. Det kunne ikke lade sig gøre at tilrettelægge uddannelserne med den luft og tid, han havde brug for. Da han én gang kom til en jobsamtale, viste den obligatoriske personlighedstest, at han, naturligvis, fristes man til at sige, havde problemer med ængstelighed og stabilitet.
Da han kom tilbage fra sin seneste stresssygemelding, fik han to deltidsjobs, men kombineret med behovet for at være alene og passionen for musik i Nexø førte til hans knæk i efteråret ‘22.
– Det hele faldt fra hinanden. Jeg så kun mine venner, fordi de alligevel var der. Ikke noget, jeg gjorde af lyst. Jeg knækkede igen. Og denne gang kunne jeg ikke klare det mere.
Jeg vil bare gerne have en måde at være i verden på, der ikke gør ondt
Jakob Møller-Jensen
Han uddyber:
– Jeg tog fat i kommunen og psykiatrien. Jeg forklarede dem: “jeg er 34 år, og jeg vil bare gerne have en måde at være i verden på, der ikke gør ondt.” Jeg var færdig med studiekrav, virksomhedspraktikker og uddannelsesmentorer.
Derfor er Jakob nu midt i en fleksjobansøgning, hvor den socialøkonomiske virksomhed People Like Us er med til at vurdere hans arbejdsevne. Han håber på at få det tilkendt og blive ved med at arbejde på ølbaren. Men uanset hvad, er han glad for at have fået ro.
– Det har ændret sig. Ligesom vi alle sammen ved, at man ikke kan gå på et brækket ben, er der begyndt at være en forståelse for psykiske sygdomme. Jeg kan ikke tænke med en brækket hjerne.
Hvis du har tanker om selvmord eller har brug for nogen at tale med, så ring til Livslinien på 70 201 201 eller gå ind på www.livslinien.dk
