Den Frigjorte Kvindeskikkelse
i Fortryllende, Gotisk Fotografi
I samarbejde med Lövendahl arrangerede og kuraterede Mariam Zakarian BLACKLANDS – en gruppeudstilling med fokus på farven sort. Denne interviewserie retter fortsat fokus mod fascinerende kunstnere, der arbejder med de mørkeste nuancer.
This interview is also available in English.
Hvis du er interesseret i fotografisk kunst i de mørkere genrer og har frekventeret de mere obskure dele af nettet, hvor samtidskunstnere deler deres arbejde, er du måske stødt på den hollandske kunstner Nona Limmens ikoniske værker.
Hendes drømmeagtige, overnaturlige og til tider provokerende billeder er yderst attraktive. Stærke filtre og teksturer præger de stiliserede fotos, der nogle gange ligner stillbilleder fra en okkult film. Optagelser, der ser hemmelige ud, ikke tiltænkt alle betragtere, gravet frem fra et glemt sted, en fjern verden, en anden tid.
Limmen forvandler sig til mytologiske væsner og personificerer traditionelt negative arketyper i en slags filmisk univers, hvor de to tilbagevendende motiver synes at være kvindekroppe og naturen. Kunstnerens hjemmeside byder på flere omhyggeligt kuraterede serier, hvor klassisk skønhed møder det groteske, og hvor sarte, subtile former er kvælet af gryn og ildevarslende symboler.
Skikkelser, der næsten altid er afbildet som monstre i andre kontekster, er i centrum. Vampyrer og dæmoner svælger i deres forførende kræfter, mens gigantiske træer og gotisk arkitektur bliver sat i silhuet mod nattehimlen. Hekse danser med deres søstre og bærer de fakler, der engang satte ild til rigtige kvinder i den mørkeste middelalder, i et billede, jeg fortolker som dybt subversiv.
Der er en prominent undertone af kvindefrigørelse af den slags, der ikke behøver at skrige slogans for at gøre sig bemærket. Disse karakterer virker revolutionerende blot ved deres skildring – eller tilblivelse.
Limmen, der er dygtig til både analoge og digitale formater, forklarer, at mange af hendes ældre værker blev skabt med mellemformatfilm, dobbelteksponeret 35mm film, og Polaroid -nyt og udløbet. Hendes seneste værker er en blanding af både analog og digital fotografi, og gør brug af linsefiltre og lag-på-lag. Resultatet er altid tryllebindende.
Det er en kunst i sig selv at indramme det gotiske og fantastiske, så resultatet ikke bliver ufrivilligt komisk eller, endnu værre, trivielt. Denne æstetiske stil i visuelle og litterære medier er flere århundreder gammel, og det er altid svært at lave noget originalt, mens man udforsker klassisk materiale. Ligeledes kræver det et meget skarpt øje, samt en dyb følsomhed over for, hvordan billeder fungerer sammen, og hvilke associationer de producerer, for at opnå effektiv historiefortælling gennem stillfotos.
Nona Limmen formår at brilliere i alt ovenstående. Uanset sammenhængen, synes hun altid at fange poesien i æstetikkens mørkere nuancer. Udover at realisere sine egne projekter, skaber Limmen også fantastiske bestillingsværker. Du er måske stødt på hendes fotos af musikere som Chelsea Wolfe, King Dude, Sinmara, Phoebe Bridges, Kati Rán osv.
I sin kunstnererklæring skriver Limmen om folkeeventyr, spøgelseshistorier og om eskapisme gennem kunsten. Hun nævner “det evige samspil mellem lys og skygge” og at finde skønhed i mørket, invitere beskueren til selvanalyse, udforske vores egen underbevidsthed, vores indre verden. Der er noget stærkt og smukt i at se på de nuancer, der kan frastøde de fleste mennesker.
Det er dog ikke ukontroversielt, selv i dag, at skabe denne form for kunst, især hvis man bruger sig selv i billederne.
Hvad er årsagen til denne fascination af det gotiske?
Jeg spurgte kunstneren, og hun svarede. Læs interviewet herunder.
“Jeg kan godt lide at tænke på fotografering som en kraftfuld, rituel praksis
– Nona Limmen
hvor jeg kan bevare et lille øjeblik på et stykke papir for evigt.”
Hvornår og hvorfor begyndte du at arbejde med eksperimentel fotografi?
Nona Limmen: Jeg begyndte først at tage billeder i en alder af 12 eller 13, men jeg havde bestemt eksperimenteret med andre medier før dette. At lave kunst startede faktisk fra en meget tidlig alder.
Størstedelen af min barndom tilbragte jeg i min mors kunstatelier sammen med venner og familie.
Jeg lærte også, at vi ikke altid behøver at købe ting; at vi kan bruge vores fantasi til at opbygge og realisere vores ideer.
Denne DIY-tankegang har lært mig at være kreativ og uafhængig ved brug af få ressourcer, selv den dag i dag.
Begge mine forældre banede vejen for, at jeg kunne udtrykke interesse for enhver form for kunst, men det er min mor, der nærede min passion for fotografering.
Som barn elskede jeg at dagdrømme, at skabe mine egne verdener. Jeg fandt på fantasispil til mig selv og mine venner og bryggede historier om mystiske, fjerne steder.
Jeg tror, at det er denne fascination af det uopnåelige, der har givet mig en livslang sans, eller måske endda følsomhed over for mørk fotokunst. Følelsen af mystik og eventyr i mørk kunst, især når man dykker under overfladen, er helt særlig.
Fotografering har hjulpet mig til at være introspektiv i et meget støjende samfund, at blive fortrolig med det ubehagelige og til at finde trøst i de obskure og bizarre ting, der findes i vores ydre og indre verden.
Jeg har læst din kunstnererklæring, hvor du nævner, at det at fordybe dig i mystiske, imaginære verdener giver dig ro, og at du også opfordrer betragteren til at udforske “de mørkere landskaber i deres indre.” Udforsker du din egen skyggeside gennem din kunst? Er der nogle observationer, du gerne vil dele?
– Det mørkere spektrum af den menneskelige natur har altid været en tiltrækkende drivkraft i både mit professionelle og personlige liv. Efter flere års eksperimenteren med forskellige former for kreative udtryk er jeg kommet til den erkendelse, at kunst og psykologi har mere tilfælles, end man skulle tro.
Fotokunst har givet mig mulighed for at undersøge uudforskede dele af mig selv, og det har derfor også givet mine mørkeste, dybeste og mest ubehagelige følelser deres egen stemme. Komplekse tanker kan udtrykkes på en simpel måde gennem billeder, hvilket virker som en helende og katartisk proces for mig.
At acceptere og kanalisere mine egne “mørkere landskaber” gennem billedkunst hjalp mig med at afdække underbevidste, begrænsende overbevisninger og vaner, der spillede en massiv rolle i mit selvværd.
Til en vis grad tror jeg, at det at skabe kunst gennem din skygges øjne giver dig adgang til dit sandeste, mest autentiske jeg, hvor der ikke eksisterer noget ego eller selvpålagt identitet.
Det lyder måske mærkeligt, men jeg elsker denne følelse.
Det handler om at blive til den, du er bange for at være, på den bedst mulige måde.
For mig personligt er det den største handling af kreativ magi. Vores skyggeside rummer essensen af, hvem vi virkelig er. Den indeholder vores mest kreative, mest værdifulde egenskaber.
“Den stærkeste magi ligger ofte i det uventede.”
– Nona Limmen
Hvordan udviklede dine nuværende teknikker og stil sig, og hvordan ser din arbejdsproces ud?
– Jeg er autodidakt, men havde ingen intentioner om at blive professionel kunstner – eller overhovedet at være kunstner.
I årevis kaldte jeg det min ude-af-kontrol hobby ved siden af mit “rigtige” job som socialrådgiver og psykoterapeut.
I mine teenageår eksperimenterede jeg med en masse billige engangskameraer og analoge formater sammen med venner, og i den proces fik jeg lavet en frygtelig mængde fejl og mange akavede fotografier. Alligevel kunne jeg godt lide friheden ved at gøre tingene som jeg havde forestillet mig dem, uden at nogen instruerede mig i, hvad jeg skulle gøre.
Med hensyn til min stil kan jeg godt lide at være eksperimenterende og at skildre temaer om okkultisme, eskapisme, nostalgi, melankoli og psykologi.
Jeg arbejder overvejende med naturligt lys og bruger en række forskellige lag og linsefiltre til at manipulere mine billeder. Motivet bliver ofte lidt mørkt, sløret og kornet. Det er vigtigt at bevare følelsen af mystik og uklarhed, så beskueren selv kan udfylde hullerne og projicere deres egen fortælling på billedet.
Fotografering kan være et besværligt medie, især udendørs, da der er mange praktiske ting, som kan afbryde stemningen og den kreative proces. Hvor meget planlægger du, og hvor meget overlader du til tilfældighederne?
– At overlade et projekt eller fotoshoot til tilfældighederne er faktisk en stor del af det magiske ved fotografi. Ofte bruger jeg det udstyr, jeg har i studiet eller udenfor, afhængigt af stemningen, temaet og modellen. En strategi, der også har hjulpet, har været at give mig selv plads til at skabe organisk, i modsætning til at planlægge tid eller tvinge noget til at ske. Med denne tankegang udvikles visioner og ideer som regel til noget overraskende og givende. Hvis hvert foto levede op til mine forventninger på den helt rigtige måde, ville det mystiske forsvinde. Den stærkeste magi ligger ofte i det uventede.
“At skabe mørk kunst er utvivlsomt et middel til at frigive kraftfuld, positiv energi.”
– Nona Limmen
Er der et rituelt aspekt ved din arbejdsproces?
– Jeg kan godt lide at tænke på fotografering som en kraftfuld, rituel praksis hvor jeg kan bevare et lille øjeblik på et stykke papir for evigt. Det handler om at fremmane noget, som ikke var der før – næsten som en form for trolddom. For eksempel elsker jeg den alkymistiske proces med analog fotografering, hvor jeg er i stand til at fange en evigt skiftende virkelighed og derefter se dens gradvise afsløring i mørkekammeret. Det er et splitsekund, som for altid er fanget, som en lille, praktisk portal, der altid vil bringe mig tilbage til det specifikke øjeblik.
Skaber du i stilhed eller lytter til noget?
– Jeg nyder at lytte til al slags musik, når jeg skaber. Black metal, ambient, klassisk, dungeon synth, dreamy shoegaze og 80’er/90’er goth- og metal-radio.
Min nuværende top 5 er:
1. Darkthrone – A Blaze in the Northern Sky
2. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
3. Bathory – The Return of Darkness and Evil
4. This Mortal Coil – Dust and Guitars
5. Boy Harsher – Lesser Man
”Succubi, hekse og vampyrer i mine billeder repræsenterer alle det mørke feminine,[…]
– Nona Limmen
de usete, undertrykte aspekter af mig selv og den kvindelige oplevelse.”
Kvindelige arketyper (succubi, hekse, vampyrer) ser ud til at være et tilbagevendende emne i din kunst. Hvorfor er du tiltrukket af disse motiver?
– Nogle siger, at alle karakterer i kunsten er selvbiografiske fragmenter af kunstneren, og det tror jeg virkelig, der er sandhed i.
Succubi, hekse og vampyrer i mine billeder repræsenterer det mørke feminine. De er skabninger, som indeholder en dualitet, både det gode og det onde, både dag og nat. De er oftest forsøgt undertrykt, forvist, misforstået. Jeg ser dem som personlige eksempler på den mørke, feminine styrke, der ikke passer ind i samfundets sociale normer. Deres mål er ikke at være som alle andre. De værdsætter deres unikke, mærkelige træk og undertrykker ikke deres sande jeg. De er vilde, forførende, stærke og bøjer sig ikke for nogen.
At bruge disse arketyper i min kunst var min måde at give dem deres stemme tilbage, og indirekte også min egen. De repræsenterer de usete, fortrængte aspekter af mig selv og den kvindelige oplevelse. Derfor har hver karakter sin egen betydning og sentimentale værdi for mig. Jeg tror bare, at jeg var træt af det idealistiske, søde og polerede udseende, der forventes af kvinder. Når alt kommer til alt, hvorfor være en stakkels pige i nød, når du kan være en utæmmet, sensuel, blodsugende heks?
Det mørke, som du skriver om, synes faktisk at være en positiv, måske endda romantisk kraft, en kilde til magt og frigørelse.
Er dette en korrekt fortolkning? Eller er der også øjeblikke i din kunst, som har været smertefulde og foruroligende for dig at eksternalisere og dele?
– At skabe mørk kunst er utvivlsomt et middel til at frigive kraftfuld, positiv energi. Ironisk nok blev det at belyse det mørke en form for selvterapi for mig, i en verden, der har brug for terapi. Jeg tror på, at en vis dosis af det mærkelige og bizarre hjælper os med at klare os i disse absurde tider – inklusiv en sund mængde eskapisme.
At skabe mørk kunst og at glæde sig over alt det mystiske og underlige tilbød mig en flugt fra den virkelige verden. Jeg håber, at andre oplever det samme, når de ser på mine værker. At fortælle dystre fantasihistorier om det kollektive ubevidste gennem fotografering er det, der betyder allermest for mig i livet. Jeg tror, at vi alle har en ubevidst forbindelse til disse temaer.
Hvorfor vælger du at bruge farven sort i dit arbejde?
– Jeg har altid været naturligt tiltrukket af farven sort.
Mit goth-hjerte finder en vis trøst i det. Det er en meget udtryksfuld farve karakteriseret af dikotomi, som alle reagerer stærkt på.
Som kunster synes jeg, at sort giver mere dybde og definition til ethvert kunstværk. Jeg er besat af værker, der har et mørkt, kontrastfuldt look, med tykke, tætte skygger. Det tilføjer melankoli, drama, mystik og – frem for alt – sjæl til et værk.
Har du et drømmeprojekt, som du ville påtage dig, hvis du havde ubegrænset tid og ressourcer?
– Jeg arbejder på det lige nu! Der er masser af spændende og dybt personlige projekter foran mig, som jeg ikke kan vente med at afsløre, når tiden er inde.
Find mere af Nona Limmens kunst på hendes Hjemmeside og Webshop.
Læs også sidste måneds kunstnerinterview med Xenia von Buchwald om bevarelsen af de traditionelle teknikker, der muliggjorde den
klassiske, figurative kunst. Og for mere kunst om de mørkeste feminine arketyper, tjek interviewet med kunstner Monica Hee Eun.
This interview is also available in English.
