Melodisk aarhusdød og fire i gulvet – så er der Livløs. Eller hvad? Kvintetten fejrer ti-årsjubilæum og understreger levedygtigheden ved at gå fra at være signet på Napalm Records til at selvudgive deres nyeste plade.
Vi tog en snak med bassist Benjamin Andreassen og guitarist Kenneth Breinbjerg om glæderne ved DIY.
Naturligvis, kan man sige, lagde vi ud med det fundamentale spørgsmål: Hvem er Livløs?
Det medførte både sukken og prusten – det er ikke så let at koge ned til et enkelt svar. Men Kenneth prøvede alligevel:
– Vi er et efterhånden ti år gammelt århusiansk melodisk dødsmetalband. Göteborgmodellen Fem fyre i et øvelokale, svenskerlyden. Det startede vel sådan. Men der er noget mere nu.
Det er tunge ord. “Der er noget mere nu”. Det virker så stilfærdigt, jysk i det. Men det er tungere end det. Og det giver sig selv. Når man går sammen med andre om at skabe noget og arbejder på det så længe som Livløs har gjort, er det netop ikke bare fem fyre i et øvelokale. Det er ikke som at spille kroket. Kunst er noget, der skabes af mennesker og vokser sammen med dem. Og det kunne man tydeligt mærke på de to, jeg snakkede med. Også selvom emnerne i det store og hele var ganske prosaiske.
– Det er jo ikke bare død længere. Der er noget melodisk og storslået med. Og vi har kunnet mærke, at forskellige folk har lagt mærke til forskellige ting. Nogle anmeldelser har fremhævet det blackede islæt, andre noget thrash. Nogle har sagt “jeg kan normalt ikke lide svenskerdød, men…”, fortæller Benjamin Andreassen.
– Folk har virkelig lyttet. Det gør mig rigtig glad.
Når det så kommer til ‘The Crescent King’ er bandet også meget begejstrede.
– Vi har jo en ide om, at vi gerne vil flyttes os selv fra plade til plade. En ting er ligesom, hvad man er i stand til med sit instrument, men noget andet handler om sangskrivning. Der har vi lagt os i selen, fortæller Andreassen, der godt nok kun har været med til at indspille den seneste, men også fortæller, at han mener, det er den bedste.
– Der er mere dybde i det. Vi skubber til hinanden og bevæger os uden for kerneområdet. Det er et band, der aldrig står stille. Vi sender pladeanbefalinger frem og tilbage til hinanden i øst og vest. Og så er der Franz (Posch, guitarist og sangskriver, red.), vores mastermind, der er i stand til at tage hvad som helst og få det til at lyde som Livløs.
– Man kan sende ham et bluegrassriff, og så går der fem minutter, så har han lavet det om til vores, griner Andreassen.
Kenneth Breinbjerg fortæller om ‘The Crescent King’:
– Det endte med at blive et konceptalbum i denne omgang. Det var egentlig ikke meningen, men det kom ligesom organisk. Historiefortællingen i sangene forlangte det, og med det fulgte også det mere black metalliske islæt. Det skulle være episk, storladent og grandiøst. Historien ville formidles, men det skulle også lyde som Livløs.
Gør det selv
En del har ændret sig for Livløs de sidste år. Bassist Andreassen er bandets Benjamin, ikke kun af navn, men også som senest tilkomne. Det var en fed proces for bandet, da de alle satte stor pris på hans tidligere arbejde i Savage Machine, men det betød også, at han skulle være klar til ikke blot at deltage i indspilning, men også at opøve et helt bagkatalog til deres mange liveshows. Men en anbefaling fra Jacob Bredahl og en god audition gjorde, at de kunne komme i gang med det samme.
Det skulle også vise sig at være tid vel brugt. For ‘The Crescent King’ er første gang i lang tid, de har måttet stå for det hele selv.
Napalm Records skulle nemlig rydde op i stalden, og det betød, at Livløs skulle udgive selv. Men det, der kunne have været et knusende slag, blev for Aarhus-bandet vendt til lidt af en triumf.
– Napalm var søde og fede nok, og det var da selvfølgelig ærgerligt, at vi røg ud, siger Kenneth.
Benjamin supplerer:
– Men der er også den pointe, at hvis man er en lillebitte fisk i en kæmpestor sø, så bliver man også behandlet derefter. Napalm behandlede os godt, men der var andre steder, de havde mere opmærksomhed på. Selvfølgelig er det at være på et stort label en blåstempling, men hvis man alligevel blev givet videre til en junior manager, så er det så som så, hvad man kan.
Han fortsætter:
– Derudover har industrien også ændret sig. Et label er ikke den muskel, det var for tyve år siden. Der er meget, de ikke længere kan sørge for. Vi brugte en del tid og holdt mange møder for at finde et nyt, inden det gik op for os, at vi havde siddet på en pissefed plade i et år, og der blev ved med at komme ting i vejen, der var ude af vores hænder.
Og så gik det hverken værre eller bedre end, at Livløs begyndte at række ud i netværket for at ordne tingene selv.
– Det kræver jo nogle ting. Der skal være styr på distro, det klarede vi, der skal være styr på PR, det klarede vi. Vi samlede vores manager Jonathan op og fik fat i Jacob Krogholt. Så kørte det faktisk. Vi ville vise, at vi ikke have brug for nogen, siger Kenneth Breinbjerg.
– Der har faktisk ikke vist sig at være de store forskelle. Vi har bare samlet holdet om os selv og personer, vi kender og ved, vi kan stole på. Det giver et drive, som har vist os, at vi sagtens kan klare det selv.
Andreassen bryder ind:
– Og så kan det godt være, det var nået længere ud på Century eller på Nuclear Blast, men det gør ikke så meget. Det var vigtigere, at den kom ud.
– Ja, siger Breinbjerg.
– Vi sidder heller ikke med en alenlang kontrakt, vi skal læse igennem. Og i en branche som den her, hvor andre folk hele tiden tjener penge på ens arbejde, er det ret fedt til gengæld at have sin værdighed i behold.
At man hurtigt bruger mere tid i øveren på at diskutere regnskab, booking og praktikaliteter kommer vel efterhånden ikke som en overraskelse for nogen, men det, der særligt var fedt for Livløs var, at det gav dem mulighed for at have en finger med i spillet i mange flere sammenhænge.
– Og så måtte man jo opdage, at drengedrømmen om rockmusik også handler om at sælge t-shirts! griner Kenneth Breinbjerg.
Hjemme i Aarhus
Man taler ofte om jydedød. Men hvordan er det overhovedet et begreb? I halvfemserne var det nærmest det eneste metal, der blev produceret her til lands, men i 2024? Hvordan ser det så ud?
Det spurgte jeg også til.
– Er der overhovedet nogen af os, der stadig bor i Aarhus? Vi er vel nærmere et forstadsband, griner Kenneth.
– Men altså, det, der gør Aarhus særlig, er, at grobunden er så pissefed. Musikforeningen MONO og deres øvelokaler, for eksempel, gør det muligt. Promus, SPOT Festival, Escobar og så videre. De ting gør, at det kan lade sig gøre og at det er fedt at være et aarhusband. Byen er stor nok til, at der er nok at tage af, men lille nok til, at den er så sammentømret, at hver eneste bands succes gavner os alle sammen.
Benjamin supplerer:
– Det er et skidegodt miljø. Folk støtter hinanden og der er ikke skyggen af rivalisering – heller ikke selvom flere anmeldelser har forsøgt at tegne dem op. Der skal nok bare skabes drama.
– Slet ikke! Der findes ikke en metalmusiker i Aarhus, man ikke kan skrive til og låne et setup, indskyder Kenneth.
Og selvom scenen er fragmenteret, kan man samles på Escobar.
– Det er ikke så stort i Aarhus. Man mødes bare der, hvor man mødes, siger Kenneth Breinbjerg.
Benjamin supplerer:
– Ja, helt klart. Det er meget mere ekstremt i København, der samles man om hver sit spillested eller område. Vi kender heller ikke rigtigt noget til de bands derovre og hører kun om dem i medierne.
Og den stemning præger bandet. Jeg spurgte dem, hvad de havde lært i de ti år bandet havde eksisteret. Kenneth, som veteran, svarede:
– Det er mest meningsfuldt bare at blive ved med at blive ved. Der er op- og nedture, men hvis jeg skulle sende et brev til mig selv for ti år siden, ville jeg bare give mig det råd at blive ved.
– Det er det værd i sidste ende. Og hvis det ikke var det værd, har man alligevel drukket en masse bajere med gutterne og spillet noget fed heavy.
