Det er kvindernes internationale kampdag. En tradition siden 1908, men uretfærdigheder har der været langt før. Fra Medusa, der skulle straffes for at blive voldtaget, ved at gøres til et monster til senere hekseafbrændinger, som passende er beskrevet i Vulvatorious’ single udgivet i dag: ‘Witch Burns Back’.
Samtidigt er kampen ikke overstået, med indskrænkelser af kvinders reproduktive rettigheder, som vi troede var irreversible sandheder. I uhyrligheder i både Ukraine, Palæstina og andre krigsområder rammes kvinder hårdt, fordi fødsler bliver dødelige, sanitetsprodukter bliver minder og krigens vindere ofte tager kvinders kroppe som en del af den første plyndring.
Der forskes mindre i kvindesygdomme, og biler er ikke bygget til at redde en kvindekrop. Selvom verden ikke er bygget til at redde vores kroppe, så udstilles vores kroppe til at blive taget eller bedømt. Kvinder ses sjældnere i KODAs regnskaber. Der hviskes i krogene på værtshuse om hvordan kvinders udseende kan poleres og sælges i musikbranchen, mens jukeboxen spiller ‘Pour Some Sugar On Me’ .
Samtidigt er kvinder ikke en monolit. Og kampdagen kan vække forskellige følelser hos hver kvinde, fordi vores liv er forskellige. I dag deler tre af Selvtægts egne deres følelser om 8. marts:
Hvad betyder 8. marts for Aino Høskuldsson?
8. marts er hverken mere eller mindre en dag, hvor der skal kæmpes, udtrykkes eller reflekteres end så mange andre, men qua det lys, der skinner på dagen internationalt, bliver det det så lidt alligevel. Det er som om, omverdenen liiige strækker grænserne for hvad man kan orke at lægge øre til, når det kommer til diskussioner om ligestilling, selvom vi ellers har nået et mætningspunkt – i hvert fald hvis man spørger Liberal Alliance, som har travlt med at opdele ting i kønnede problemstillinger og ligestillingsproblematik for tiden.
Jeg skal til gengæld forsøge at holde det relevant for den scene, jeg skriver om her.
8. marts er en dag, hvor vi fejrer den øgede repræsentation af kvinder på scenen, men også hvor vi (stadig) er trætte af pis. En dag, der kan få mig til at smile ved den varme tanke om min oplevelse, da jeg for første gang forbandt Angela Gossows (<3) vokal og fremtræden. Dér startede et veritabelt girl crush, som aldrig er gået over, og det har sidenhen været mit personlige benchmark for, hvor grundlæggende væsentlig repræsentation er for kvinder i metal. Don’t get me wrong; der skal ikke være kvinder med i et band før jeg gider dem, jeg har masser af kærlighed i mit hjerte at dele ud af, men ting falder i hak på en ny måde, når man kan spejle sig i nogen, der ligner en selv.
Det er en dag, hvor vi bør problematisere den katastrofalt lave procentdel af udøvende kunstnere, der er kvinder. For slet ikke at tale om andelen af den musik, der spilles. Det er samtidig et oplæg til debat, for hvordan kan vi anslå gnisten hos pigerne? Og hvordan holder vi dem i folden, når vi først har fundet deres gateway drug of choice? Der er i hvert fald stadig mere pis, vi kan være trætte af, for der sidder altid en kæk internetkriger klar med et passende argument mod kvinder, hver gang vi peger på et problematisk område. Hvis ikke det er whataboutism, der slynges retur, så er det i mange tilfælde et forblommet argument om, at vi bare mangler de kvinder, hvis talent matcher mændenes.
Noget andet pis, man kan være træt af, er at finde sit køn reduceret til en form for lånte, feminine fjer, man kan pynte sig med. Som hvis nu et spillested har indført kvoter for hvordan der skal bookes, helt uden at sige højt, at den grundlæggende parameter, man booker ud fra ikke er kunstnerisk merit, men køn… for så at bryste sig af sit diverst sammensatte program senere.
Og så kan man – helt grundlæggende – blive træt af kamp. Af konstant at skulle forholde sig til underrepræsentation, skævheder, argumenter imod sig, at skulle bruge tid og tanke på at finde på passende modargumenter, at tænke på den gode tone. At huske at nuancere, at det for Guds skyld jo ikke er alle mænd, der bidrager til sexisme i metalmiljøet, eller overhovedet at skulle forsvare, at det findes
Men derfor fortsætter vi jo med at kæmpe alligevel. Og med at glædes hver gang man støder på endnu en kvinde, hvis sejhed man kan være lidt på røven over. Hvis tekniske vokal blæser en bagover. Hvis manglende behov for at undskylde for sig selv placerer hende bag trommer, bas, guitar eller mikrofon lige midt på scenen, hvor hun hører til.
Og i forhold til det med de unge piger? Jeg starter med at slæbe mine arvinger med til endagsmetalfestival hos HXC Kids i Odense til april. Og så skal de fandme se, hvordan Jakobe og CHÆK skærer den.
Hvad betyder 8. marts for Hanna Sandvik?
Det er sjovt, at Aino nævner Liberal Alliance. For tro det eller ej, der var jeg engang medlem. Det er en lang historie, hvordan jeg startede i Radikale og endte i LA, men den skal jeg ikke bruge som en undskyldning her. Moralen af historien er nemlig meget mere spændende: Man kan vokse ud af tidligere holdninger og det er ikke pinligt – det er voksent. Engang var det vigtigt for mig at vise, at jeg var en hård banan, der kunne få mændenes anerkendelse. Det gav sig også til udtryk i min musiksmag, hvor jeg ofte gemte, at jeg kan lide pop-punk og at gå i lyserød. Jeg tænker tit tilbage på den kvinde og hvor meget af sin vidunderlighed hun dog ikke viste verden.
Jeg har i min tid i det danske musikmiljø hørt meget sagt om kvindelige kunstnere, især dengang jeg bekendte en anden kulør. Blandt andet, at en kvinde havde et job i et band fordi de var kønne, da de faktisk var rigtigt dårlige på deres instrumenter. Jeg har hørt folk tale om større internationale og danske navne, som om at de kun havde en karriere, fordi de var kvinder. Jeg har hørt folk snakke om transkvinder i scenen med forkerte pronominer med overlæg.
Jeg ved, at nogle af dem den dag i dag skammer sig over de udtalelser, jeg har overhørt, ligesom jeg skammer mig over mine tidligere holdninger. Det er vigtigt, at vi gør op med den skam, hvis den holder os tilbage fra at bekende en ny kulør. For systemet fortæller os også, at vi ikke må ændre holdninger. Hvis du én gang har været sexistisk, er alt tabt; det siger systemet. Men det er ikke sandt. At være ærlig om sin fortid er en midlertidig smerte, men et nødvendigt onde for at leve en mere fri og ærlig tilværelse. Tag det fra en, der har været igennem det.
Desværre ved jeg også, at nogle af de ovennævnte ikke har ændret holdning. De udtaler sig måske mindre bramfrit, men de er her stadig. De vil nok altid mene, at musik udelukkende drejer sig om merit: Dem der er dygtige vil altid finde vejen til toppen. Men det ved vi jo allesammen ikke nødvendigvis er rigtigt. Det, tror jeg, har været den største erkendelse, jeg har måttet komme til: Der er strukturer, der holder kvinder og non-binære fra toppen. Det kan for eksempel være label-ejeren, der ikke synes du er “hot nok” til at blive optaget i et band. Det kan være et band fuld af mænd, der ikke tør tage kvinder med på tour, fordi “kvinder er hysteriske”. Det kan være noget så simpelt som, at netværkene for musikere er mere uformelle og baseret på hvem. der kan høvle bajere uden at kalde nogen ud for at tage dem på røven.
Selvom jeg er stolt af at være kvinde, så er det også trættende. På grund af ovenstående eksempler er du som kvinde aldrig “neutral”. Du kan ikke vaske andres fordomme af dig. Derfor kan du fristes, som jeg gjorde, af at camouflere dig som en mand, sige mandede ting og opføre sig mandet. Det føles neutralt. Lige indtil du opdager, at du altid vil være “andet”. Aino nævner at blive reduceret til en lånt, feminin fjer. Det er præcis hvad jeg har været før. Jeg har ladet andre låne mit køn for at bryste sig med mig, en kvindelig kandidat, en kvindelig næstformand. Aldrig neutral. Altid et politisk statement selvom jeg forsøgte at løbe fra at være mit køn.
I dag har jeg det anderledes. Jeg er stolt af at være kvinde. Jeg er stolt af at være følsom, sårbar, stærk, anarkistisk, beskyttende og ikke mindst, feminist. Et ord, jeg aldrig havde troet, at jeg ville bruge om mig selv. Alt hvad jeg tidligere har forsøgt at hade væk i mig selv er, hvad jeg beundrer i kvinder og mig selv nu. Jeg tror ikke kun på, at kvinder skal inddrages i scenen for at opnå et eller andet kvote-tal. Jeg tror på, at vi skal have flere kvinder i scenen, fordi vi bidrager med smukke ting, stærke ting og usædvanlige ting, fordi sædvanen er det maskuline. Jeg vil have flere kvinder i scenen , fordi de bidrager til et stadig mere sikkert miljø for fremtidens kvinder, der stadig går i børnehave nu. Jeg vil have flere kvinder på musikmagasinerne, fordi vi har fantastisk meget på hjerte og ting, der skal udfoldes for eftertiden.
Hvad betyder 8. marts for Mariam Zakarian?
For mig har 8.marts og de diverse tiltag til at ”fejre kvindekampen” fået en underlig bismag, efter at jeg har set hvordan disse slogans og fokusdage bliver brugt af de selvsamme magtcentre som opretholder bl.a. patriarkatet. Jeg er kommet frem til, at feminismens og kvindekampens største fjende, især i Vesten, er det, der er blevet døbt Imperial Feminism.
Det er ikke kun kvinden, der bliver undertrykt i 2024. Selve feminisme-begrebet er blevet approprieret, forvrænget og misbrugt, som Silvia Federici så smukt påpeger i et interview.
Ikke nok med, at feminismen skal kæmpe for ligestilling mellem kønnene, den skal søreme også kæmpe mod de kræfter i samfundet, som har fået øjnene op for, at det er et lukrativt begreb, der kan approprieres og bruges til at hverve kvinder til diverse formål, som opretholder det system, der fører kvindeundertrykkelsen videre, over hele verden.
Det har ført til, at man nu som feminist skal være klar til at forklare præcis hvad man mener: om man hader mænd, om man synes kvinder fortjener mere end mænd, eller om man “bare” synes, at der skal være ligestilling mellem kønnene, understøttet af personlige eksempler på krænkelser osv. Diskursen bliver snævret ind til acceptable emner: sexchikane, abort, vold i hjemmet osv.
Den smarte måde at holde folk passive og lydige på er strengt at begrænse spektret af acceptable meninger, men tillade en meget livlig debat inden for det spektrum.
Noam Chomsky i ‘The Common Good’.
Særligt i vesten og senest med #MeToo-bølgen blev feminismen redefineret i populærkulturen og pop-politik til at betyde noget med boss ladies, der ikke finder sig i dårlig behandling og er højlydte omkring det. Kvinder, der kan det hele (så længe de stadig tilslutter sig kapitalismen) og fortjener alt det, som mændene har taget fra dem (inkl. topposter i det magtapparat, som opretholder den uretfærdige samfundsstruktur).
Det leder bl.a. til, at vi i vesten kan proklamere, at vi er moralsk overlegne i forhold til de samfund som vores imperium bekæmper, særligt i Mellemøsten, fordi vi i hvert fald respekterer vores kvinder. Deraf udtrykket “Imperial Feminism”.
Det typiske eksempel er tidligere førstedame Laura Bush, som forud for krigen i Afghanistan adskillige gange argumenterede for, at den amerikanske invasion vil hjælpe de afghanske kvinder med at blive befriet fra Talebans undertrykkelse.
Eller Hillary Clinton, som bliver til symbolet på den stærke, magtfulde, kompetente kvinde i Vesten, som alligevel taber til en mand, uagtet at hun er en af de politikere i verden, som har flest uskyldige menneskers blod på hænderne – inkl. mødre og børn. Ak og suk.
Men dobbeltmoralen bliver også tydelig når en selvproklameret frigjort kvinde som Beyonce poser foran en gigantisk skærm med ordet Feminist i baggrunden, mens hun få år senere arbejder sig selv i stykker kort efter at føde tvillinger, for at beholde sin status i industrien og de materielle goder hun har akkumuleret.
In order to meet my goal, I’m limiting myself to no bread, no carbs, no sugar, no dairy, no meat, no fish, no alcohol. And I’m hungry.
Beyonce i Washington Post.
USA’s militær, det største og mest magtfulde i verden, kan hverve kvinder til krig med en kampagne om ligestilling og feminisme. Multinationale selskaber kan “fejre kvinden” for en dag og booste deres brand på sociale medier, mens de har kvinder i sweatshops, som laver det tøj vi går i, når vi demonstrerer 8.marts. Fordi vi ikke har råd til at købe fra tøjmærker, som ikke undertrykker deres medarbejdere.
Kan I se hvor jeg vil hen?
Lakmusprøven for en feminist bør være om vedkommende tør kritisere det økonomiske system og det magtapparat, som vi implicit er enige om at opretholde med brutale militære og politiske midler, og som vi (indtil videre) har nydt her i Vesten, men som kræver ofre andre steder i verden på daglig basis.
Der er ingen kvindekamp uden klassekamp, og uden anti-imperialisme.
Som beskrevet foroven, således forneden. Tre forskellige kvinders tanker om 8. marts. På Selvtægt er vi dedikerede til tillid, rummelighed, frihed og mod. Hvis du er marginaliseret, racialiseret eller identificerer dig som kvinde vil vi gerne danne en ramme hvor du kan udtrykke dig og være med til at skabe fremtidens scene. Det kræver intet andet, end at du har noget på hjerte om musik (og som du måske kan gætte, også hvis du har mere på hjerte). Send os en mail.
