Engang elskede vi dem. Så elskede vi at hade dem. Nu er cirklen sluttet, og vi hører igen Limp Bizkit uironisk. Lad os se på deres plader.
8. ‘New Old Songs’
Omkring 2001 havde Limp Bizkit rigtig travlt med afstive deres hiphopcred og afsøge alle de ganske spændende mennesker, deres nyfundne succes havde givet dem adgang til.
Det betød også, at de smed deres tre foregående albums i grams og lod dem remixe til ukendelighed. Det er der såmænd ikke nødvendigvis noget galt i – se fx. Isis – ‘Oceanic Remixes/Reinterpretations’ eller HIRAKI – ‘Alterer’ – men det her er noget gedigent lort.
Pladen åbner med Neptunes’ version af ‘Nookie’. En sang, der i forvejen balancerer ekstremt tæt på idioti, og er gjort endnu værre, blandt andet med tilføjelsen af Pharrel Williams håbløst smackable stemme. Men problemet med pladen er dog, at den er grundlæggende bumlet. Den hænger ikke sammen, har ikke nogen rytme og har ikke noget reelt formål. Det her var et åbenlyst forfængelighedsprojekt, og verden havde ikke brug for den. Omslaget er i øvrigt også rædsomt.
7. ‘Results May Vary’
Limp Bizkit uden Wes Borland? What the fuck?
‘Results May Vary’ starter med cirkusmusik og sprechstallmeistervoiceover, og her kan vi være helt kategoriske og sige, at det er det rødeste af røde flag. Ingen gode plader er nogensinde indledt på den måde. Det er heller ikke tilfældet her.
Mike Smith fra Snot er Borlands vikar, og det betyder at snart sagt hver eneste guitarlinje er kedelig og uinspireret i sammenligning med Bizkits mest outrerede medlems arbejde.
Det er ikke fordi Borland er en form for guitargud, men han har i høj grad defineret Limp Bizkits lyd, og den var Fred Durst ikke i stand til at løfte selv.
Pladens bedste sang er ‘Eat You Alive’, der i det store hele er temmelig mid. Særligt er Dursts forsøg på at lyde som James Hetfield til grin, men ‘Eat You Alive’ har alligevel et hæderligt Limp Bizkit-omkvæd, og løfter noget af det op. Ikke at det gør det reelt værd at lytte til, da ‘Results May Vary’ har den tvivlsomme ære at være Limp Bizkits “følsomme plade”. Det har Durst altid haft en vis forkærlighed for, og long-time listeners vil vide, at det som regel er der man skipper, når man hører deres andre albums.
Hvis man har den tilgang, kan man dog bare skippe hele denne udgivelse, for det er noget klistret sødsuppe.
Det allerværste – og nok det laveste punkt i Limp Bizkits karriere – er dog coveret af The Who’s ‘Behind Blue Eyes’. Selv i den originale udgave er det et selvsmagende og ucharmerende dyk ned i en edgelords fantasier om at være udstødt for at være “anderledes”, selvom det i højere grad nok handler om at være rædsom at være i nærheden af, og Fred Dursts ækle frasering gør det kun værre. Hans teenagefortørnethed over at være blevet afvist af Britney Spears er pinlig, når man tænker på, at manden på dette tidspunkt havde rundet de 30, og at lave en sang, der så overlagt sigter efter at blive spillet på MTV er simpelthen for kalkuleret, selv for det menneskelige shitshow, der var Fred Durst anno 2003.
6. ‘Gold Cobra’
Post-Chocolate Starfish-æraen var svær for Limp Bizkit. Borland smuttede, og kom tilbage. Berømmelsen og pengene gjorde den i forvejen dødirriterende Fred Durst til en af verdens allermest berømte douchebags og musikalsk var det et dødvande af karat. ‘The Unquestionable Truth (Part 1)’ var en kommerciel fiasko og gruppen søgte derfor tilbage til den mere snotnæsede og frikvartersbølleagtige attitude, de var blevet kendt for. Der var bare ikke så meget mere at komme efter, og modellen var efterhånden så slidt, at det eneste man kunne blive overrasket over, var hvor ringe de efterhånden var blevet til at følge den.
Generelt er Gold Cobra en plade, der primært excellerer i pinlighed. Fred Durst insisterer på at omtale sig selv som “Polar Bear” i lyrikken, hvilket man uden at tænke to sekunder, kan være ganske sikker på, at ingen nogensinde har kaldt ham. I ‘Get A Life’, der har et udmærket, omend ekstremt tykpandet omkvæd, fortæller han os at, “han aldrig kører i limousiner, fordi han bliver køresyg” – det er selvfølgelig en ærlig sag, men særligt tough er det altså ikke. Når han snakker om, “you don’t want to know what I can do with a knife”, glider tankerne hen på Frank Reynolds’ tåkniv i It’s Always Sunny in Philadelphia. Det er simpelthen umuligt at forestille sig, at “Polar Bear” kan gøre noget som helst i virkeligheden.
‘Shark Attack’ har en ekstremt underlig passage, hvor der white guy-rappes på en måde, der lyder lidt som Faith No More, hvis man altså udviser ekstremt god vilje, og det er måske også noget af det eneste, der får den til at stikke ud. ‘Autotunage’ lader som om den gør nar af periodens forkærlighed for vocoders, men bruger alligevel teknikken til at bære et helt track.
‘Shotgun’ har et udmærket flow, og løfter stemningen et kort øjeblik. Det eneste, der gør, at ‘Gold Cobra’ ikke ligger lavere på listen er primært hvor elendige ‘Results May Vary’ og ‘New Olds Songs’ er. Ikke nogen kvalitet i sig selv. Man forstår hvorfor der skulle gå så længe, før bandet fandt sammen igen.
5. ‘The Unquestionable Truth (Pt. 1)’
Hvem har egentlig hørt denne plade? Nok ikke særlig mange, og det er der faktisk heller ikke den store grund til. Den er tilgængelig, men ikke catchy nok til at være rigtig interessant. Det er nok også derfor, at der stadig ikke er udkommet en pt. 2. ‘The Truth’ er måske Limp Bizkits bud på en Rage Against The Machine-sang, og den tilbagevendte Wes Borland får lov til at rulle sig ud, hvilket sådan set er ret fedt, når man tager forgængerens elendighed i betragtning. Dursts vokal er også hårdere og mere rå end den var på ‘Results May Vary’, ligesom emnerne er tungere, men det ændrer ikke på, at Fred Durst stadig er mere Fred Durst end han er Zack de la Rocha. Derfor er det nok bedst at han holder sig til sin egen stil.
Denne mere følsomme EP er i høj grad the odd man out i Limp Bizkits diskografi, men den holder alligevel mere end man skulle tro.
4. ‘Significant Other’
Vi bevæger os ind i kontroversielt territorium. For nogle af Limp Bizkits absolut mest uomgængelige hits er fra denne plade, og alligevel er den placeret på en lunken midterposition.
Og når man lytter til ‘Nookie’ eller ‘Break Stuff’, er det da også svært at lade være med at få sin gorilla på. Særligt ‘Break Stuff’ er et massivt nummer, og nærmest et sandhedsvidne på, hvor svært det kan være at holde styr på sine følelser, når man er en ung mand, vokset op blandt folk, der ikke syntes den slags var noget, mænd skulle rode med.
Det er den musikalske ækvivalent til at slå en knytter ind i en betonvæg. Det er dumt og gør naller, men i et kort sekund kan det føles som det eneste rigtige. Man ser det ganske tydeligt i dokumentaren ‘Woodstock ‘99’, hvor ‘Break Stuff’ er den afgørende tændstik, der får hele festivalen til at eksplodere. Menneskemængden rev lydtårnet fra hinanden og rekordmange måtte besøge samaritterne – og hvad gjorde Fred? Bad folk gå mere amok.
Det kan man nok egentlig ikke bebrejde ham, for det er det, den sang er lavet til. Det er den testosteronpumpede atombombe af ungdommelig hormonalitet og idioti, der får sit soniske udtryk.
Men ‘Significant Other’ er en lunken plade. Hip-hop-indflydelsen er mærkbar, og især inkorporeringen af skits fylder mere end rigeligt. Slutningen af ‘I’m Broke’, for eksempel, er kikset til grænsen af det ulyttelige og denne mangel på flow gør sig gældende for hele pladen. At der samtidig er gjort meget lidt ud af sangskrivningen og mere ud af, at skaffe sig store featuring kunstnere er ekstremt træls. ‘Nobody Like You’ byder for eksempel på gæstevokal fra Korns Jonathan Davis, hvilket er en kapacitet at hive ind, men Fred Durst og kompagni formår ikke at bruge det til noget særligt – ikke engang selvom Davis tydeligt har inspireret guitarlinjen. ‘N 2 Gether Now’ byder på samme problem, bortset fra, at det her er Wu-Tang Clans Method Man, der byder ind. Herudover er stort set alle numre for lange. Gennemsnitslængden ligger vel omkring de fire minutter, hvilket ikke var nødvendigt.
Det er en uinspireret plade fra et band, der blev for hurtigt kendte og ikke havde lært at kæmpe for noget.
Also, ‘No Sex’? Yikes.
3. ‘Still Sucks’
Endelig kom det. ‘Still Sucks’ er det længe ventede comeback-album fra the Bizkit, og det faldt på et tørt sted. Især fordi man frygtede en Guns’n’Roses-agtig situation. Men det særlige og mest overraskende var egentlig ikke den hæderlige plade, men derudover den nyfundne forståelse for selvironi.
Det var ikke den samme selvhøjtidelige Fred Durst som vi havde efterladt i 2011. Det var derimod en voksen mand, der i bagklogskabens ulideligt klare lys havde kunnet se, hvor stor en klovn, han havde været.
Naturligvis er han stadig lidt af en spade – you can’t fix stupid – men han prøver ikke længere at skjule det, og hans optræden i voksencoreoutfit til comebacksinglen ‘Dad Vibes’ var både hysterisk morsom og gennemført knuselskelig.
Og netop ‘Dad Vibes’, men også åbneren ‘Out of Style’ og den selvudslettende ‘Turn it Up, Bitch’ har dette glimt i øjet.
Vi får desværre også ‘Don’t Change’, der kandiderer til at være Bizkit’s mest vamle sang overhovedet. Kun lige præcis overgået af ‘Behind Blue Eyes’.
‘You Bring Out the Worst in Me’ balancerer også på en knivsæg, hvor omkvædet er ækelt, men verset til gengæld er både brutalt og hårdt og blæser helt igennem med en aggression, der næsten ikke er hørt siden debuten.
Hårdheden vender tilbage med jævne mellemrum og det gør humoren også, og det er i høj grad den, der trækker læsset. Selv skitsene er rent faktisk mildt underholdende nu – omend de stadig bliver slidt hurtigt. Det er langt fra et mesterværk, men det klæder Limp Bizkit langt om længe at være blevet voksne. Vi kan også godt lide, at der bliver skudt mod både fans, bandet selv, og amatøriske musikjournalister.
2. ‘Chocolate Starfish and the Hotdog Flavored Water’
Nu er vi her. Det her, det er Limp Bizkit. Og i bedste y2k-stil har vi ikke bare én, men to introer. Man skulle være helt sikker på, at man vidste at det var en Limp Bizkit-plade, man havde sat på. Men det ved vi. Allerede fra ‘Hot Dog’ er denne plade stort set perfekt. Der er total balance i riffs, rap, lyrik og elektronik. Og så er ‘Hot Dog’ eminent i sin selvhøjtidelighed. Man skal have nogle metaforisk enorme testikler for at være Fred Durst og mene, at man skal kritisere Trent Reznor for noget på det musikalske plan.
Og generelt agerer Limp Bizkit som musikalske chihuahuaher på denne plade. Der er ikke grænser for, hvor store de synes de er, og måske var de også, et kort sekund, Jordens største band i denne periode.
‘Chocolate Starfish and the Hotdog Flavored Water’ er spækkket med hits, nogle bedre end andre, men blot en enkelt stinker eller to. Det er imponerende for en nu-metal-plade, og viser, at Limp Bizkit ramte noget helt rigtigt i forhold til både deres eget kreative output og tidsånden på netop denne skive. De kommer aldrig til at ramme det igen, men heldigvis ved vi nu, at de har forstået netop dette.
Selv i populærkulturen var de gigantiske, som ‘Take A Look Around’, der figurerede på Mission Impossible 2-soundtracket viser. I nu-metal-æraen var denne plade, Spawn-soundtracket og opsamlingen ‘Wired Up’, der var det hotteste shit at smide i sit 3-CD’s-konfirmationsanlæg, og hvis man havde plads i sin cd-kuffert, var ‘Chocolate Starfish and the Hotdog Flavored Water’ stensikkert også at finde. (“Sætninger, Gen Y ikke forstår” til 500, Søren”)
Et par sløve stykker er der dog også plads til – ‘It’ll Be OK’ og ‘Hold On’ stikker ud, men på den anden side taler de til den lille smule følelsesliv, der er plads til i et teenage-kødhoved.
Det gør dog ikke så meget, da pladen ellers er leveringsdygtig i hit på hit. ‘Hot Dog’, ‘My Generation’, ‘Full Nelson’, ‘My Way’ (en sang hvis tekst i øvrigt er mystisk uudgrundelig), ‘Rollin’’, ‘Take A Look Around’ og ‘Boiler’ stikker alle ud. Det er vildt nok.
1. ‘Three Dollar Bill, Y’all$’
Det er lidt kikset, nuvel, men i dette tilfælde er det altså den første, der er den bedste. ‘Three Dollar Bill, Y’all$’ er Limp Bizkits kunstneriske og musikalske højdepunkt.
Fra andet track, den hidsige ‘Pollution’ brager den derudaf og byder på en aggression i både Borlands guitar og Dursts vokal, der ikke er hørt siden. Det er upoleret og råt og det klæder bandet, der her i 1997 var med til at definere nu-metallen, når den havde en stærk slagside til hiphoppen. Blandt højdepunkterne skal især nævnes ‘Counterfeit’ hvor alle elementer står vanvittig stærkt. Durst har aldrig rappet bedre og hans skrig spiller en stor rolle i at gøre den til et ind- og gennemtrængende nummer. DJ Lethal viser på dette tidspunkt i endnu højere grad, at han har trådt sine musikalske barnesko i legendariske House of Pain og scratchet i denne sang er ikke hverken for meget eller for lidt, men derimod lige tilpas. Det er generelt kendetegnende for pladen, og samplet i slutningen af ‘Stuck’ taler også langt mere ind i reel hiphop end den senere MTV-version.
At bandet på dette tidspunkt heller ikke tager sig selv for alvorligt er et stort plus. I slutningen af ‘Pollution’ stopper resten af bandet noget før den navnkundige forsanger, der hurtigt bliver bedt om at holde sin kæft. Det er noget mange har tænkt sidenhen, men det er alligevel rart at høre bandet selv fremføre opfordringen. For Fred Durst er en snotty brat, men det passer sig alligevel noget bedre, når man stadig er i tyverne. Limp Bizkits næsvise take på genren presser dem også til at afsøge grænser. Et godt eksempel er deres coverversion af George Michaels på det tidspunkt ti år gamle ‘Faith’. Man kan anklage dem for meget, men det var langt fra forventeligt at høre den blive vredet igennem Bizkit-maskinen, og resultatet er noget, der lyder umiskendeligt som deres. Nok ikke på højde med Johnny Cashs ejerskab over ‘Hurt’, men i hvert fald som en version, der kan stå på egne ben og viser både indflydelser og personligt kendetegn.
I forhold til lyrikkens indhold er den på dette tidspunkt det, vi i dag ville kalde “problematisk”. Tilgangen til kvinder er ikke overvældende positiv, men andet kan knapt forventes fra dette tidspunkt i historien. Det der derimod er, faktisk lidt overraskende, er graden af Fred Dursts selvhad. Han har det ikke godt her, og det føles faktisk reelt. I 2023 kan det være svært at huske, hvor ægte den tidlige nu-metal faktisk var, når hele den efterfølgende bølge har lagret sig samme sted i hjernen. Men der var en grund til, at mange kunne spejle sig i det.
