Hvor starter et bindeled mellem to diametrale modsætninger? Aggression og ømhed, over- og undergrunden, melodi og hardcore punk? Svaret finder du langt væk fra de frembrusende scener i øst og vest, nemlig i den nordligste del af USA´s fastland.
I kælderen under pladebutikken ‘Northern Lights Music’ i St. Paul, Minnesota, stiftede tre teenagere i 1979 bandet Hüsker Dü, opkaldt efter brætspillet af samme navn. På daværende tidspunkt var de nok ikke klar over, at de en dag ville blive et af de vigtigste bands i 80’ernes alternative scene. Kendt for deres støjende, melodiske brand af punk, mixet med tandknusende fart, melankoli og 60’er pop-romantisme. Med Bob Mould og Grant Hart i en Lennon-McCartney-dynamik, skrev de plade efter plade i raketfart, med sangskrivning i højeste kvalitet op gennem 80´erne, men i en kulmination af ego, stofmisbrug, og bandets manager David Savoys selvmord, mødte bandet sit endeligt i 1988. Hüsker Dü nåede aldrig for alvor at bryde igennem til mainstreamen, men de står tilbage med et eftermæle,der ikke er til debat. Udover pionerer af Minnesota´s alternative rock scene, lagde de allerede i start-80’erne grundstenene for adskillige sub-genre i alternativ musik, som ville dominere den globale musikscene i 90´erne. Bandet kan mere eller mindre direkte krediteres for at inspirere bands som Nirvana, Pixies, Rites of Spring, Foo Fighters, 59 Times The Pain(af gode grunde), Therapy?, Green Day, samt mange, mange andre.
Selvom de kun nåede at udgive seks album (syv hvis man tæller ‘Land Speed Record’) og en EP i deres korte levetid, holder de et niveau hvor selv deres lavpunkter,er helt fænomenale. Men noget må gøres, og nogen skal jo gøre det. Her er derfor deres diskografi i en Hakkeorden, mest af alt som en hyldest til de tre teenagere i pladebutikkens kælder.
8. ‘Land Speed Record’ (1982)
Som titlen på Proto-Dü live-LP’en måske har afsløret, var bandets første dogme allerede i fuld effekt: fart. Med 17 numre, en spilletid på lige under 27 minutter, holder de det kort og kontant. Jeg har valgt, at denne plade skulle med, og ikke deres andre to live udgivelser, fordi den for det første ikke er udgivet posthumt, samt at den næsten udelukkende indeholder numre, som er unikke for denne udgivelse. Kun en tidlig version af ‘Bricklayer’ fra debutpladen ‘Everything Falls Apart’ er at finde. Udover det så er den, som enhver tidlig hardcoreliveplade skal være, skramlet, intens, no nonsense og uden eftertanke. Men klart også vildt uraffineret, og når den står for sig selv ved siden af resten af deres diskografi, ender den desværre på en sidsteplads. Men siden pladen samtidigt hører til blandt de bedste og mest energiske live plader fra sin tid, som Bad Brains’ ‘live’ og soundtracket til ‘The Decline Of Western Civilisation’, er det en sidsteplads med MEGET stor pil opad.
7. ‘Warehouse: Songs And Stories’ (1987)
Som bandets sidste udgivelse er det samlede udtryk en anelse usammenhængende, hvor det bliver tydeligt, at man lytter til et band, som er plaget af interne konflikter. Der er bare et eller andet som ikke fungerer 100%, og det er som om, stjernerne bare ikke helt vil stå på linje, som med deres eneste anden dobbelte LP ‘Zen Arcade’. Måske kunne man også argumentere for de tog munden for fuld med en dobbelt-LP, bandets tilstand taget i betragtning. Dog er der stadig et væld af perler at finde; Mould’s fremadstormende ‘Ice Cold Ice’, med dens groovy bassline og vokalharmonier, samt back to back numrene, den Sugar-esque ‘Could You Be The One?’ og ‘Too Much Spice’, som nok er det stærkeste bidrag fra Grant Hart på pladen, som sammenlignet med resten af deres plader, ikke er på lige så højt et niveau. En ellers alt i alt solid udgivelse, men desværre er en kæde kun så stærk som sit svageste led, og derfor står ‘Warehouse: Songs And Stories’ tilbage som deres svageste studiemateriale.
6. ‘Everything Falls Apart’ (1983)
‘Everything Falls Apart’ er mere fokuseret end deres helt tidlige materiale, og skiller sig ud fra resten af deres plader ved at være den klart mest strømlinede. Man er ikke i tvivl om, at det er Hüsker Dü, men skåret ned til det mest basale. Det er nok også derfor, at den netop ofte er hyldet som deres bedste blandt konservative og semi-elitære punkere af den gamle skole. Med mere ‘meat and potatoes’-hardcoresange som ‘Punch Drunk’, ‘Bricklayer’ og ‘Afraid Of Being Wrong’ er det tydeligt, at det meget er deres tidlige inspiration fra DOA og andre samtidige bands, som er hovedfokus på pladen. Bevares,det er ikke en dårlig ting. Men man kan bedre høre bandet skinne igennem som individualister på f.eks. titelnummeret ‘Everything Falls Apart’ som er meget typisk Bob Mould, og er en af de første gange man kan høre den distinkte kombinationen af delay og distortion, hvilket senere blev en del af hans trademark. Et andet godt eksempel er deres cover af Donovan’s ‘Sunshine Superman’ som først og fremmest viser Grant Hart’s kærlighed til 60’er pop formularen, men også, at de allerede der, var villige til at bryde hardcorescenens rigide rammer.
5. ‘Full Metal Circus’ (1983)
‘Full Metal Circus’ er en vigtig milepæl i bandets historie, og første gang de for alvor bevæger sig ind i en ny æra. De er ikke voksede ud af hæsblæsende punk rock, men der er kommet et langt større fokus på sangskrivning og lyrik. Der er som sådan ikke nogle lavpunkter på EP’en, hvilket bliver en gennemgående ting på resten af listen. Alligevel vil jeg fremhæve et nummer som ‘It’s Not Funny Anymore’, der udtrykte en voksende utilfredshed med de elitære og konforme hardcorefans, som var modstandere af bandets udvikling. Det bedste eksempel på den musikalske udvikling er dog Grant Hart’s ‘Diane’. Selvom dens foruroligende lyriske indhold om mordet på Diane Edwards var ukonventionelt, men som sådan ikke uhørt, f.eks. hos The Misfits. Der hvor den skilte sig ud fra resten, var den rå, emotionelle energi som lå i kompositionen. De tarmvridene vokaler, der, for hvert omkvæd, blev mere hjerteskærende og desperate, fremkaldergåsehud og en emotionel investering, som bare ikke var til at finde hos andre hardcore punk bands i 1983. ‘Diane’ var også det første af deres numre som blev afspillet på college-radio, som, kombineret med konstant turnering, begyndte at give bandet et kult følgeskab.
4. ‘Flip Your Wig’ (1985)
“To flip one’s wig” betyder groft oversat at flippe ud i raseri. Selvmodsigende nok hører pladen til blandt bandets mest poppede og mest lyttervenlige materiale. På nær jokesangen ‘The Baby Song’, der med legetøjspiano, rædsom træk-fløjte, og forfærdeligt meget rumklang, mest af alt bare giver mig noia på. Sammenlagt med instrumentalen ‘The Wit And The Wisdom’, bliver det tydeligt, at Bob Mould var stor fan af b-siden på Black Flag’s ‘My War’. Selvom de på dette tidspunkt stadig er på det famøse indie label SST, er der sket en kæmpe forbedring produktionsmæssigt, hvilket også bidrager til det super polerede udtryk. Det er også allerede her, Warner Brothers får øjne op for bandet, og tilbyder at gøre pladen til deres major label debut, hvilket bandet ikke ville, da de, ifølge Mould’s selvbiografi, følte de skyldte den til SST.
Man kan høre, at der nu er tale om to hovedforfattere som efterhånden har fået fintunet deres materiale og fundet deres individuelle udtryk. Hart er gået all in og ladet 60’er popromantismen føre hans hånd, hvor imod Mould fandt sikkerhed i den lyd, som senere ville definere hans andet band Sugar. Der er endda numre som ‘Flip Your Wig’ og ‘Find Me’ hvor de har fået inkorporeret tamburin, uden det bliver prætentiøst, hvilket det meget hurtigt kan blive. Blandt pladens højdepunkter finder vi også ‘Divide And Conquer’, ‘Green Eyes’, og selvfølgeligt singlen ‘Makes No Sense At All’, fordi udover at være pisse gode numre, fanger de essensen af de ting som får pladen til at fungere.
‘Flip Your Wig’ er bare en helt fortrinlig dejlig power-pop punk plade, men nogle vil komme til at savne lidt mere aggression og lidt mindre ensformighed.
3. ‘Candy Apple Grey’ (1986)
I midt-80’erne nyder Hüsker Dü godt af college rock bølgen, sammen med bands som R.E.M og samtidige The Replacements, og får en major label deal med Warner Brothers. ‘Candy Apple Grey’ blev også deres første plade, der stak den ene fod lidt ind i mainstreamen, da den peakede på Billboard top 200 som nummer 140, med hjælp fra singlerne ‘Don’t Wanna Know If You Are Lonely’ og ‘Sorry Somehow’, der fik solid airplay.
Pladen blev måske aldrig rigtig den kæmpe kommercielle succes som Warner nok havde håbet på, men det er en vigtig milepæl i bandets historie, og viser noget om, at folk var begyndt at varme lidt op for en mere alternativ og upoleret rocklyd, som i den grad blev skelsættende for pladeselskaberne i 90’erne. Hvorfor pladen ikke blev et større hit forstås ikke, da den indeholder alle bandets bedste kvaliteter, dog i en mere radiovenlig pakke, samt et større fokus på akustiske sange. Vigtigst af alt, har den en helvedes masse velskrevne sange. På trods af den “mere radiovenlige pakke” åbner pladen med den lytterfjendlige ‘Crystal’, der med en væg af støj er en fuck-finger til folk, som tvivlede på bandets intentioner. Udover de tidligere nævnte, står numre som ‘Dead Set On Destruction’, ‘I Don’t Know For Sure’, og den kriminelt undervurderede ballade ‘Hardly Getting Over It’ i særdeleshed frem på pladen. Verden var måske ikke helt klar til ‘Candy Apple Grey’, men det ændrer ikke på, hvor sublim en udgivelse det er.
2. ‘New Day Rising’ (1985)
Udgivet samme år som ‘Flip Your Wig’, kunne de godt kaldes for en slags søster plader, også fordi de kan fungere som spejlinger af hinanden eller måske en slags modpoler. Hvor den førstnævnte, som sagt, er en fortrinlig dejlig power-pop plade, der falder mere i hak med ‘Warehouse: Songs And Stories’ og ‘Candy Apple Gray’, er ‘New Day Rising’ mere aggressiv, og læner sig mere op af ‘Zen Arcade’ og de mere melodiske dele af ‘Everything Falls Apart’. De har det til fælles, at de er mere stilrene, og ikke bevæger sig så langt væk fra deres udgangspunkt. Samtidigt er mængden af gøgl på denne plade nok også på sit laveste. Ikke at der er noget galt med gøgl, men nogle gange er det meget rart ikke at tage stilling til alt muligt. Måske lige med undtagelse af ‘How To Skin A Cat’, som lidt kræver en acquired taste for noise punk.
Pladen starter ud med det episke titelnummer ‘New Day Rising’, som på papiret sagtens kan virke som et kedeligt og ensformigt nummer, da den samme frase gentages igen og igen, men ved hjælp af et fuldkommen sindssygt tempo og kontrære vokalharmonier, får de opløftet konceptet, på en måde, kun Hüsker Dü kan gøre. To et halvt minuts lang understrøm, som bliver mere medrivende, jo længere der går, og suger lytteren ned i resten af pladen; en plade, som er all killer, no filler. Proppet med alt for meget godt, til at gennemgå det hele. Men når det gælder hvad der ellers er af højdepunkter, er ‘Girl Who Lives On Heaven Hill’, ‘I Apologize’, ‘Celebrated Summer’, ‘59 Times The Pain’, ‘Books About UFOs’, og ‘I Don’t Know What You’re Talking About’ dem, jeg har i tankerne.
‘New Day Rising’ er i øvrigt nok den mest Hüsker Dü-agtige Hüsker Dü-plade.
1. ‘Zen Arcade’ (1984)
For mig virker det helt indlysende og indiskutabelt, at Zen Arcade er at finde på førstepladsen. Den er så tæt på en perfekt plade, man overhovedet kan komme. Denne gang har Hüsker Dü ikke bare skubbet til grænserne, men totalt sprængt rammerne for ,hvad der er muligt. Den blev udgivet på punkens frontløber label SST records, tilfældigvis samme dag som Minutemen’s måske lige så vigtige dobbeltalbum, ‘Double Nickels On The Dime’, men det er en anden historie.
Udover at være et dobbeltalbum, er det også noget så specielt som et konceptalbum. Det lyder måske ikke så mærkeligt, men året er altså 1984, og vi befinder os i den amerikanske punkscene. Konceptalbums var et levn fra 70’ernes pompøse rockopera og nørdede progrock; noget man for enhver pris skulle holde sig væk fra. Det kunne Hüsker Dü ikke være mere ligeglade med. De fortæller i korte træk om en dreng fra et ødelagt hjem, som løber væk hjemmefra i håb om en bedre tilværelse, men som kun finder en ubarmhjertig og kold verden fyldt med ondskab, ensomhed, og sorg, fortalt over 70 minutters virvar af hardcore punk, neo-psychedelia, folk, piano, klassisk rock, avangarde, og vigtigst af alt støj. Pladens 23 numre er som et kaleidoskop af farver og indtryk, hvilket giver en god indgangsvinkel til albummet, uanset individuel smag.
I min evige begejstring kunne jeg sagtens gennemgå samtlige numre, men jeg vil begrænse mig. Vi lægger ud med en trommehvirvel, og Greg Nortons øjeblikkeligt genkendelige baslinje, der langsomt opbygger momentum, før den kulminerer med guitaren. og raser ind i de første to numre, ‘Something I Learned Today’ og ‘Broken Home, Broken Heart’ som er propfyldt med utilfredshed og oprør. Med tredje nummer, ‘Never Talking To You Again’, vendes lytterens forventninger på hovedet, og Hüsker Dü beviser, som mange gennem tiden, at man ikke behøver en elektrisk guitar for at indkapsle punkens rå energi. Til de evige melankolikere, har vi den livsfilosoferende ‘Standing At The Sea’ som er lige dele barsk og smuk, samt mit personlige favorit nummer, ‘Pink Turns To Blue’ med dens fængslende og bittersøde melodi. ‘Turn On The News’ er en ligefrem, nærmest konventionel punksang, der i nominel værd italesætter verdens grusomheder.
Oplevelsen af at høre albummet for første gang, er som at få en kæmpe pose bland-selv-slik som man ikke selv har blandet, og fyldt med alt muligt eksotisk slik , man aldrig har smagt før. Selvom det gør ens konservative smagsløg nervøse, kan man ikke stoppe med at spise, når man først er gået i gang.
Sagt med andre ord, lad dig ikke intimidere, åben dit sind, og lyt til din nye yndlingsplade.
