Enhver hønsegård har en hakkeorden. De stærkeste står øverst og viser de svageste deres plads. Sådan er det også med musik. Vi gennemgår hele Cult of Lunas diskografi og vælger vores favoritter.
Umeå ligger omtrent 600 kilometer nord for Stockholm lige ud til den Botniske Bugt direkte overfor Kokkola på Finlandssiden. Udover at være venskabsby med Helsingør, er den også hjemstavn for forfatteren Stieg Larsson, prominente musikere som Lisa Miskovsky og Gorgoroths “Infernus”, og bands som Refused, International Noise Conspiracy, Persuader, Nocturnal Rites, Meshuggah, og mange flere. Men for undertegnede, er Cult of Luna byens allervigtigste eksportvare.
Fra deres spæde begyndelse i 1999, har karrieren taget fart. Fra et udgangspunkt i hardcoren, tog Cult of Luna hurtigt fat i indflydelsen fra giganterne i Isis og Neurosis, og var sammen med disse to, hurtigt med til at definere post-metal som genre. Vi tager et blink på de ni fuldlængdeudgivelser og tre udvalgte EP’er.
Der bliver desværre ikke plads til at kigge på de adskillige singler og demoer, da de sjældent er lange nok til at basere noget særligt på. Inden vi går i gang, skal vi dog lige lytte til svenskernes cover af Smashing Pumpkins’ udødelige antikærlighedssang, ‘Bodies’.
11. ‘A Dawn to Fear’
‘A Dawn to Fear’ spænder over næsten 80 minutter, og det er helt ærligt meget få plader, der kan bære en sådan spilletid. Det kan denne heller ikke. På en måde var det rart at høre ‘A Dawn to Fear’, da den udkom, da den i det mindste ikke lød som ‘Vertikal’. Derudover lød den bare heller ikke af meget andet end et band, der prøvede at lyde som Cult of Luna. Uinspireret og fodslæbende lød den på det tidspunkt som et band, der febrilsk prøvede at holde fast i relevansen på vej ind i karrierens efterår, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at de måske bare skulle holde op mens legen var god. Eller så tæt på den gode leg, de nu kunne komme. Det gjorde de heldigvis ikke, hvilket vi vender tilbage til senere.
Det underlige ved ‘A Dawn to Fear’ er både dens besynderlige indesluttethed og den nærmest rockistiske stræben, der stod i stærk kontrast til den pionerånd, der ellers havde præget band. Stilstand og tilbageskuen kunne være nøgleord.
Live var det ikke meget bedre. I 2019 turnerede de med support fra belgiske Brutus, der fuldstændig stjal showet den aften i Pumpehuset, hvilket var symptomatisk for den periode, de befandt sig i. Bandet var statiske og tavse. De interagerede ikke med publikum, hvilket sådan set ikke er nyt for deres liveoptrædener, men samtidig føltes det heller ikke som de egentlig var til stede. Det er meget langt fra deres energiske rødder og denne plade er vel også den udgivelse de har lavet, der er allermindst hardcore. Og det er en skam. Det føltes som det musikalske svar på natekspedienten på en tankstation. Lyset er tændt, men ingen er hjemme.
10. ‘Vertikal’ og ‘Vertikal II’
Det er meget lidt af Cult of Lunas output, der kan beskrives som decideret dårligt. Det gælder også for ‘Vertikal’, men i undertegnedes ører, er ‘Vertikal’ I og II det tætteste vi kommer på. Efter en fem-årig pause siden ‘Eternal Kingdom’, hvor co-sanger Klas Rydberg havde forladt bandet, vendte de tilbage med det storladne projekt ‘Vertikal’. Et konceptprojekt, der tog udgangspunkt i Fritz Langs’ vintage-sci-fi-film ‘Metropolis’ i både grafisk udtryk og lyd. ‘Vertikal’-pladerne har et langt stærkere fokus på elektroniske virkemidler, og er sine steder nærmest industrial i klangen. Det er en tynd og kold lyd, som skuffede denne skribent i så massiv grad, det sjældent er oplevet. Fra det eksperimenterende perspektiv, er den vellykket, da den virkelig adskiller sig fra forgangerens analoge lyd, men den rammer jorden hårdt og står tilbage uden tegn på den massive mængde emotionalitet Cult of Luna ellers er mestre i at levere. Ikke engang Justin Broadricks (Godflesh, Jesu) remix af ‘Vicarious Redemption’ kunne redde det.
9. ‘Unnamed’
En kort sag, Cult of Lunas unavngivne EP fra 2001. Den består kun af to numre, og udkom forud for den selvbetitlede debut der kom senere samme år. At det er en tidlig plade er ganske tydelig, da det, helt ærligt, ikke er godt nok endnu.
En overdreven afhængighed af synths, der endnu ikke har fundet sin plads gør dette til et sekundaprojekt, der låner støj og larm fra Isis’ ‘Mosquito Control’, men blot tilføjer Incubus’sk bip-bip og noget lettere besynderlig didgeridoo.
Bevares, det er langt fra dårligt, men det er et deep cut, og nok mest for dedikerede fans, der vil have det hele med.
Sine steder finder det dog sin berettigelse, den druknedødsagtige brutalitet i sidste del af ‘Unfold the Inside’, for eksempel, men langt fra nok.
8. ‘The Raging River’
EP’en ‘The Raging River’ stod til ganske megen hype, da den udkom, ikke mindst på grund af legenden Mark Lanegans gæsteoptræden på den. Og Lanegans vokal er da mindst lige så velkendt som den er dragende, men alligevel føltes pladen underligt flad.
Gimmicky, kunne man næsten sige. Det føltes som de tegneserier, der markedsføres til bør, hvor et underlødigt hæfte ledsages af et stykke billigt plastiklegetøj, og som på en eller anden måde skal gøre det ud for både læsning og leg, men ikke lykkes med nogen af delene. Det er hård kritik at rette mod Cult of Luna, der, ret beset, præsterer ganske udmærket, men formår at indspille fem numre på næsten fyrre minutter, ganske uden at sætte sig varige spor i lytterens sind.
Det er mærkeligt melodisk på en måde, der ikke klæder svenskerne, og som heller ikke som sådan matcher noget, de tidligere har lavet. Svaret på dette kan naturligvis findes i, at der er tale om en EP, der traditionelt set er mere eksperimenterende i udtryk end fuldlængdepladerne, men også at den skal høres som et slags følgestykke eller appendix til den foregående ‘A Dawn To Fear’, der i øvrigt også brillerede ved at være temmelig kedelig. Mark Lanegan leverede en acceptabel præstation, der skulle blive blandt hans sidste, men insisterede ganske meget på sin egen lyd, der føltes som om den opererede parallelt med bandet, og aldrig bød på det samspil, der skulle have været.
7. ‘Cult of Luna’
Den eksplosive debut fra 2001 var meget præget af opvæksten i Umeås hardcoremiljø. Ikke desto mindre demonstrerede de fra første anslag på ‘The Revelation Embodied’ at de ville andet end blot dette. Knusende tung og med suverænt trommespil fra Thomas Hedlund var det en debut fra et band, der ville frem i verden. Man kan med nogen ret anklage dem for at have kigget Isis over skulderen, men helt ærligt, hvis der er et band, man ikke kan gå alt i byen med, er det Aaron Turners kvintet.
Der er ikke så megen variation i lyden, som der senere skulle komme, men dette er i højere grad en feature end en bug, når det kommer til hardcore, hvilket det i høj grad stadig er.
Det sagt, er der stadig særlige elementer, der viser, at det ikke bare er din helt almindelige hardcore. I det monstrøse track ‘Hollow’, der primært byder på død og ødelæggelse, mødes vi af en solid cello, der understreger de ildevarslende samples og som giver os det pusterum, vi har brug for, for virkelig at kunne påskønne brutaliteten. I ‘Sleep’ spiller denne en endnu større rolle. Det er kun fordi Cult of Luna senere skulle vise, præcis hvor højt de kunne nå, at denne udgivelse ikke får en højere placering.
6. ‘The Beyond’
‘The Beyond’ åbner med lidt for tidstypisk computerstøj og byder senere på et citat fra Noam Chomsky, der, nuvel, siger begavede ting, men alligevel falder lidt for meget i hardcorefælden. Efter at have demonstreret viljen til at spille anderledes på debuten, skruer de op for alle elementer på opfølgeren, med det resultat, at vi rammer 74 minutters spilletid. Der kunne man have tænkt sig en producer, der havde skåret lidt igennem. For selv om repetition er et ganske væsentligt element i Cult of Lunas lyd, kunne lidt mindre måske have gjort det. Sidste track, ‘Further’ bliver nærmest dronet i sin tyngde hvilket som sådan er sejt nok, men det gør det vanskeligt at udholde de sidste knap 12 minutter.
Kritikere har anklaget pladen for at være statisk, men det holder langt fra stik. ‘The Beyond’ er hamrende solid, men viser bedst sine stærke sider der, hvor fokus bliver holdt i stram snor. Det er singlen ‘The Watchtower’ et godt eksempel på, da det blandt andet er her, vi virkelig oplever Andreas Johanssons bas komme til sin ret. Det er ikke et instrument, der ellers får så meget opmærksomhed i dette band, flankeret som det er af tre guitarer, men i dette track driver Johansson nummeret fremad på næsten funky vis, dog uden nogensinde at blive træls eller skabagtig. Om den er bedre eller dårligere end forgængeren er svært at svare på, da begge kan beskrives som transitionelle i deres essens, og bringer os frem mod det, der er Cult of Lunas sande oeuvre.
5. ‘Somewhere Along the Highway’
Måske listens mest kontroversielle placering. ‘Somewhere Along the Highway’ var uden tvivl bandets store gennembrud. Med post-rocken placeret solidt i front, var rejsen fra hardcore til post-metal fuldbragt, og man kan på mange måder sige, at denne plade står som en milepæl i genren.
Den er uundgåelig, og mange vil uden tvivl have oplevet bandet for første gang gennem en af sangene fra ‘Somewhere Along the Highway’. Det sagt, kan det til tider føles som om, at Cult of Luna dyppede mere end storetåen i det atmosfæriske bassin. Råheden sidder på bagsædet, og det er en skam, da sanger-duoen i Johannes Persson og Klas Rydberg var uovertruffen, når det gjaldt netop vekselvirkningen. Den føles ofte manglende i styrke, og mens det måske endda netop er dette, der gør den ideel som gateway-plade, betyder det også, at den mangler det særlige, Cult of Luna’ske, der ellers præger bandet.
4. ‘The Long Road North’
‘The Long Road North’ var undertegnedes yndlingsalbum i 2022, og var i den grad en return-to-form for bandet.
Den varme lyd er tilbage, og på sin vis føles det som om, bandet rent faktisk er til stede i indspilningsprocessen for første gang igen. Mange af os kender måske følelsen af at have et par år, hvor man blot har levet op til en eller anden slags minimum, uden rent faktisk at give noget af sig selv. Cult of Luna vil givetvis ikke mene, at det forholder sig sådan, ej heller følte jeg, på det tidspunkt, at det var sådan det stod til, men ‘The Long Road North’ gav et gigantisk indblik i, hvor højt Persson og kompagni kan nå, når de giver det ekstra. Eller lader os komme indenfor, hvis man kan formulere det sådan.
‘The Long Road North’ er lyden af et voksent Cult of Luna. Der er ikke længere nogen forestillinger eller facader, der er kun den rå fornemmelse af mænd, der ikke længere frygter omverdenen, men kun selve eksistensen, og det kan mærkes. Med solide gæsteoptrædener, blandt andet fra saxofonisten Colin Stetson og sanger Mariam Wallentin, bliver endnu flere lag føjet til de i forvejen adskillige i bandets lyd.
Synthsene er integreret og nærmer sig sine steder mesterligt ambient a la Stars of the Lid, mens Perssons vokal kun er blevet mere grus-agtig med alderen. Det er et imponerende comeback fra et band, der mest af alt har føltes som autopiloteret, men har genfundet den nerve og spilleglæde, der prægede dem tidligere.
3. Mariner
Efter den massive skuffelse, der var ‘Vertikal’ I og II, gik der tre år, hvor Cult of Luna kun i ringe grad nød rotation på undertegnedes pladespiller. Dette skulle dog ændre sig i 2016, hvor det kom frem, at de ville udgive en plade i fællesskab med Julie Christmas, der allerede på dette tidspunkt var blevet noget af en institution på området, gennem arbejdet som solokunstner, i Made out of Babies og, ikke mindst, i Battle of Mice, der med blot en enkelt plade formåede, at skære sig en evig plads i post-metallen. Christmas er en gudsbenådet sanger og skærer igennem med en intensitet, der sjældent er hørt.
‘Mariner’ var første gang i seks år, at Christmas optrådte i studiesammenhæng, og med denne tilføjede hun en helt ny dimension til sit repertoire. Omhandlende det ydre rum og de rædsler, der befinder sig der, var ‘Mariner’ både uhyggelig, iskold og ufattelig smuk i sin melankoli. ‘Mariner’ vil for de fleste stå øverst på listen, og fantastisk er den også, men i en rangering, der omhandler Cult of Lunas bedste plader, kan den umuligt ramme toppen, da den i sin essens er lige dele Cult of Luna og Julie Christmas.
‘Mariner’ er måske den allerbedste kollaboration af sin art og dannede skole for både Converge og Chelsea Wolfe, og Thou og Emma Ruth Rundle. Der er en helt særlig skønhed i forbindelsen mellem rå, maskuline vokaler og rene, feminine, men i modsætning til mange andre, er Julie Christmas i den grad også i stand til at bide fra sig, hvilket løfter den til et endnu højere niveau.
2. ‘Salvation’
‘Salvation’ er måske indbegrebet af Cult of Luna. På denne plade havde de forladt den rene hardcore og i stedet helliget sig den atmosfæriske sludge, eller post-metal, som det siden skulle betegnes. Og de gjorde det med bravur. ‘Salvation’ kan sidestilles med værker som ‘Panopticon’, ‘Neurosis & Jarboe’, ‘Heart Ache’ og ‘The Fire In Our Throats Will Beckon The Thaw’ og har siden stået som en perfekt blanding af aggressionen i hardcoren og det melodiske, drømmende og svævende i post-rocken. Fyldt fra ende til anden med massive kompositioner, er der ikke en finger at sætte på pladen, der byder på adskillige highlights, fra den kvintessentielle ‘Leave Me Here’, den hypnotiserende ‘Echoes’ til den hjerteskærende ‘Leave Me Here’.
De massive, samspillende guitarer fra Johannes Persson, Magnus Lindberg og Erik Olofsson danner en massiv væg af lyd, der omslutter og drukner lytteren fra start til slut. Ligeledes er Thomas Hedlund og Magnus Lindbergs trommespil og slagtøj mesterligt eksekveret og tjener til at opbygge den perfekte kulisse til denne samling sorrigfulde hymner.
‘Salvation’ er en demonstration i pauser og intensitet og viser Cult of Lunas særlige evne til konstant at stræbe efter crescendoer og bruge næsten al tiden på hele tiden at sigte højere og højere, alt imens lytteren holdes hen og holdes tryllebundet i næsegrus beundring over septettens musikalske ekvilibrisme.
1. ‘Eternal Kingdom’
Da Cult of Luna udgav ‘Eternal Kingdom’ i 2008, var det med udgangspunkt i fortællingen om, at bandets øvelokaler havde til huse i et nedlagt sindssygehospital, og de der havde fundet hustrumorderen Holger Nilssons dagbog, et værk betitlet “Eviga Riket”, hvori han skød skylden for sin kones død på ingen anden end Nøkken, fra nordisk folklore.
Alt dette var dog en historie bandet havde fundet på for dels at skabe hype og for at udstille musikjournalisters elendige research, og det var først med liveudgivelsen ‘Eviga Riket’, sandheden så dagens lys.
Desuagtet er ‘Eternal Kingdom’ et mesterværk. Tungere end forgængeren og endnu mere teknisk krævende, leverer den i særdeleshed på sublime soloer og fantastiske percussionpassager. Krydret med en varm og sprød analog lyd, rammer den lige i plet. Ekstra Bladets Thomas Treo belønnede endda albummet med fuld plade ved udgivelsen.
Live skinnede ‘Eternal Kingdom’ endnu mere. En stor del af æren for den fremtrædende placering skal måske placeres på Cult of Lunas intense præstation på The Rock tilbage i 2008. Et absolut veloplagt orkester leverede så scenen og baggearet bogstaveligt faldt fra hinanden, og klimakset i ‘Ghost Trail’ blev fremført så levende, at oplevelsen stadig står tydeligt i erindringen.
‘Eternal Kingdom’ er Cult of Lunas evige mesterværk og var også sidste gang bandet i fuld størrelse indspillede sammen, da Ryberg efterfølgende gik sine egne vegne.
Måske er ‘Eternal Kingdom’ ikke den bedste post-metal-plade Cult of Luna har lavet, men det er uden tvivl den varmeste, mest emotionelle og mest særegne udgivelse, de har lavet.
