I tænker nok, at I er gået forkert. Hvorfor skriver Selvtægt om Taylor Swift? Hvad har hun med metal, rock og punk at gøre?
Altså udover hendes eget udsagn, at ‘Reputation’ var hendes mest metal album. Så stadig en masse. På redaktionen er vi få, der lytter til hende. Men, stadig – der er intet i vejen med noget uden for skiven engang imellem.
I dag vil vi kigge på Taylor Swifts album ‘Evermore (Deluxe)’, som er faktisk min egen favorit. Så meget, at det var første ønske til min fødselsdag i år. Og jeg skammer mig ikke.
Så, ‘Evermore’ er søskende-albummet til ‘Folklore’ (som vi en dag nok skal tage et dyk ned i). Albummet er produceret af Aaron Dessner, ja ham fra The National, minus én sang. Han lånte også sin stemme ud til ‘Coney Island’. Men ellers så bliver vi genbesøgt af Jack Antnoff (Fun, Bleachers) og Justin Venon (Bon Iver) på albummet.
‘Willow’, den første sang på albummet, og første single. Mange vil argumentere for, at det ikke er den stærkeste sang på albummet, og de har sgu ret. Men den fanger en. Selve sangen lyder som et mash-up af The Lumineers og The National, rent melodisk. Men den fejler intet og er således en god start til albummet. Men hvem vil ikke falde for tekster som “Life was a willow / and it bent right in your wind”
“No Body, No Crime” tager os tilbage til Taylor Swifts countrydage. På dette nummer er hun besøgt af bandet Haim, og fortæller om et mord! Eller i første vers, deler fortælleren, at deres veninde har mistanke om, at fortællerens venindes ægtefælle er utro, i andet vers er fortællerens veninde så forsvundet, OG I TREDJE VERS… Jamen så er hun sgu blevet myrdet af ægtefællen, arhmen. Hvis man er til true crime, så kan man ikke andet end at være totalt opslugt af sangen.
‘Happiness’ kommer efter “No Body, No Crime” og er endnu en hjerteskærende break up-sang. Men når vi kommer til omkvædet efter andet vers, så har hun indset sit værd, og erstattet “You” med “Me”. Det er en moden sang fra sangskriveren, der engang imellem (ifølge andre) har haft svært ved at påtage sig selv skylden når forhold slutter. Hun har gjort en karriere ud af at smide sine ekskærester under bussen, men i sangen her erkender hun, “I can’t make it go away by making you a villain” . En gang imellem er det ingens skyld, og man vokser simpelthen bare fra hinanden. Og det forstår Taylor Swift.
‘Long Story Short’ – handler således om skaden hendes omdømme tog for nogle år tilbage, da Kanye West og Kim Kardashian optog hende i smug, redigerede et opkald mellem dem og i kan læse mere her, efter en vis skandale og generelt hadet omkring hende. Men, hun ryster det af, fordi hun har fundet lykken i hendes (daværende) kæreste, og hvordan forholdet har hjulpet hende med at komme videre, måske endda stærkere. Der er intet som at falde og slå sig hårdt, men man rejser sig og lære at gå. Hun synger endda “Past me / I would tell you not to get lost in those petty things /Your nemesis will defeat themselves before you get a chance to swing” – hvilket er en smule sjovt, fordi hvis man har fulgt med i gossip… Så skete det. Men nok om det, det er et fremragende indie-pop nummer, men det havde ikke passet ind på hendes tidligere albums. Det passer derimod perfekt på “Evermore”, nemlig fordi hun gang på gang viser, hvordan hun er blevet klogere og mere moden.
Hvis der er en sang, der kan få mig til at græde ved de første toner af et klaver, så er det ‘Marjorie’ — en sang der hylder Taylor Swift’s operasyngende mormor. Det er et nummer, der konstant hjemsøger mig om natten. Længslen efter at få noget tilbage, som man ikke var klar til at give afkald på. Fortrydelsen over, at man ikke fokuserede mere på øjeblikket, og ogbagklogskaben over, hvad man skulle have gjort i stedet for at være et barn og brokke sig. Det hjælper heller ikke, at Justin Vernon lægger baggrundvokaler, og hendes mormors stemme hjemsøger en på sangen. Savn gør ondt, men minderne de forsvinder aldrig.
Hvem fanden gider at få en undskyldning på brev? ‘Closure’ handler om en ekskæreste, der ikke forstår grænser. Vedkommende sender et brev, som forklarer hvorfor de gjorde, som de gjorde. Fortælleren deler, at de er kommet videre, og lader den ligge, men spekulerer over, om ekskæresten gjorde de det for sig selv eller for at give fortælleren en mulighed for at forstå deres perspektiv? Drop det.
For at opsummere: “Evermore” er et stærkt album. Det mangler lidt finpudsning, når det gælder samhørigheden med ‘Folklore’. Men det tager ikke noget fra kvaliteten, og Taylor Swifts evne til faktisk at udforske en anden side af sin egen lyd.
