“Hold da op hvor er året gået hurtigt!” Jo ældre man bliver, desto kortere føles årene, og selvom jeg kun er 21 år har jeg i den grad kunne mærke det i år. Det er jo klart tiden går stærkt når man bruger den på ting man elsker, med dem man elsker. Noget jeg i hvert fald elsker at bruge min tid på er musik, og til at starte med i min årsliste, vil jeg lige nævne et par ting jeg har bidt mærke til indenfor musikkens verden i 2024.
Selvtægt
Som det allerførste på min liste, vil jeg bare understrege, hvor glad og taknemmelig jeg er for, at jeg er blevet del af det her super seje kollektiv. Et kreativt frirum, og ikke mindst et fællesskab af ligesindede. Selvom jeg kun har været en officiel del i et par måneder, føler jeg mig allerede meget velkommen. Jeg skrev min første anmeldelse tilbage i juni, på opfordring af den gode Bjørn Bavngaard, da vi havde snakket om at det var noget, jeg godt gad prøve af. At jeg nu, her et halvt år senere, er blevet en del af Selvtægt, virker helt mærkeligt. Bare det, at nogen synes, mine jomfruelige anmeldelser overhovedet er værd at læse og udgive, virker mega abstrakt. Men hvorom alting er, så er jeg glad for at være her, og kan ikke vente med at se, hvad der sker i det nye år. Selvtægt indkapsler rigtigt meget af det, jeg synes er smukt ved den danske metal-/alternative scene, så hvis du sidder derude og tænker “Jeg gad godt at prøve det der med at anmelde, men er det overhovedet noget, jeg kan?” og samtidig gerne vil være med i et fedt fællesskab, så skal jeg være den første til at sige: KAST DIG UD I DET!
Reunions
I en tid hvor alle snakker om Linkin Park, siger jeg FUCKING ACID BATH. Det har boblet meget de sidste par år med forskellige bands, der vender tilbage efter et langt hiatus eller fra de døde. Udover Acid Bath, som spiller deres første show siden ‘97, har Nailbomb også spillet for første gang siden ‘95, som også var deres eneste gang. Nu er det bare at håbe, de også tager et smut forbi lille Danmark. Udover det, så er Kylesa også blevet gendannet, og jeg ser meget frem til deres koncert på A Colossal Weekend. Der er ofte en del debat om, hvorvidt et band skal finde sammen igen eller ej, som også kommer meget an på hvilket grundlag beslutningen bliver truffet på. Men som en, der er født på den forkerte side af år 2000, er der rigtig mange bands, jeg aldrig har haft muligheden for at se, sætter jeg for det meste pris på de bands, der gerne vil give deres fans det, de hungrer efter. Men på den anden side, er der jo selvfølgelig også nogle bands som øjner muligheden for at tjene et par hurtige millioner, og laver et cash grab. Selvom de slet ikke kan fordrage hinanden og ikke har noget nyt eller relevant at byde ind med. Det er desværre en tendens man også ser, og en ærgerlig en af slagsen. Så sig fuck Oasis, Ticketmaster og deres ‘dynamic’ ticket pricing. Gem din pensionsopsparing, og tag ind og se Kylesa i stedet, så har du ovenikøbet råd til et par fadøl.
Danmarks ældste og hyggeligste festival. En festival hvor man kan mærke, at dem bag laver en festival de gerne selv ville være på, og klarer det fantastisk ift. deres budget. Der er selvfølgelig altid et par ting, som ikke spiller 100%, men jeg har generelt ikke rigtig noget at sætte en finger på. Jeg kunne parkere min bil gratis, og fra min gratis teltplads gå ti meter væk, få en fadøl til 35 kr., gå ti meter igen og se Napalm Death. For ikke at nævne deres fede vendors, fine faciliteter, samt fair priser på mad og en dejlig, billig morgenmad/tømmermændskur. En festival af fans, til fans.
Top 6 album (i vilkårlig rækkefølge)
Opeth – ‘Last Will And Testament’
Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle nævne Opeth. Ikke fordi, jeg ikke synes, det er et fantastisk album, men fordi jeg ikke føler, jeg kan sige noget, som ikke er blevet sagt før. I sidste ende blev jeg dog enig med mig selv om, at det var for vigtig en plade ikke at nævne.
For mig giver albummet en følelse af, at det en dag godt kunne betragtes som deres magnum opus. Det er som sådan ikke deres bedste plade, men der er et eller andet definitivt ved pladen, og jeg føler, det lidt er en inkarnation af det, som mange elsker ved Opeth. Også en “return to form” på mange måder, og de har genfundet den vildskab, som jeg i mange år har savnet lidt. Hvis du spørger mig, indeholder deres diskografi ikke et dårligt album. Nogle er bedre end andre, men der er ingen tvivl om kvaliteten på noget tidspunkt. Dog har de i mange år ikke rigtig kunnet finde den magi, som der var at finde på album som ‘Blackwater Park’ og ‘Still Life’. Her skulle jeg dog mene, de har genfundet den magi, og kreeret et progmetal masterpiece med en gribende historie, som ville få selv King Diamond til at knipse anerkendende. Ej at forglemme gæsteoptræden af selveste Ian Anderson, hvilket i sandhed var legendarisk. Bibelsk, ville nogle mene.
Blood Incantation – ‘Absolute Elsewhere’
Fra et meget ambitiøst konceptalbum til et andet. Pladen indeholder mange klassiske, progressive elementer, f.eks. den stærkt ‘Dark Side Of The Moon’-inspirerede ‘The Message [Tablet II]*, men der er også tydelig inspiration hentet fra det moderne som f.eks. Mastodon og førnævnte Opeth, især i tilgangen til den musikalske historiefortælling.
Att sætte albummet i bås som progressiv dødsmetal, er dog lidt at gøre pladen til skamme. Den kan nemlig meget mere end at referere til gamle 70’er-skiver. Den indeholder rigtig mange forskellige elementer, som i sig selv ikke giver nogen mening, men som, når hele regnestykket bliver lagt sammen, får en ny betydning. Synth-heavy space opera extravaganza, bl.a. med en fed collaboration med Tangerine Dream, mixet med dødsmetal. Ja tak.
200 Stab Wounds – ‘Manual Manic Procedures’
‘Manic Medical Maneuvers’, eller hvad den nu hedder. 200 Stab Wounds gør det ikke nemt for folk som mig, der har svært ved at huske komplicerede titler, samt milde sproglige vanskeligheder. Men det gør ikke så meget, fordi fuck, hvor er den plade god. Alt hvad der var godt på debuten ‘Slave To The Scalpel’ fik de skåret alle sener og fedt fra, og tilbage stod der en mean, clean and lean moderne dødsklassiker. Jeg synes især de har forbedret deres riffs og sangskrivning med masser af kærlighed til ‘Beneath The Remains’-era Sepultura. Er det en super revolutionerende plade? Er teksterne kreative? Nej, men det er sgu da lige meget, det er jo bare FE’ DØD! Dog vil jeg lige sige som en lille fodnote, hold op et grimt cover. Der ved jeg ikke lige, hvad de tænkte.
High On Fire – ‘Cometh The Storm’
Da jeg hørte, at Matt Pike & Co. skulle komme med noget nyt for første gang i seks år, blev jeg med det samme rigtig spændt. Da jeg så hørte de første par singler blev jeg desværre en smule skuffet, især titelnummeret ‘Cometh The Storm’, som jeg syntes var lidt langtrukkent og repetitivt. Så da hele pladen kom ud, fik jeg den ikke rigtigt hørt. Men efter deres barnburner af en koncert på Copenhell, blev jeg nødt til at give den en chance. Det var godt, jeg gjorde, fordi det er fandme sludge i verdensklasse, og selv titelnummeret er vokset på mig siden da.
Jerry Cantrell – ’I Want Blood’
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg altid har haft et meget blødt punkt for Alice In Chains, især Jerry Cantrell. Hans fjerde soloalbum ‘I Want Blood’, som kom i år, er Cantrell som man kender og elsker ham. Tung, grungy heavyrock, med harmonier og melodiske vokaler i højsædet. Hvis man forventer at høre noget helt andet end hans tidligere album, også med AIC, vil albummet nok skuffe dig, fordi det mildest talt er meget nemt at forveksle med hvilket som helst andet album han har lavet. Men hvis man ligesom mig ikke kan få nok AIC, så er der absolut ikke noget at klage over. Cantrell ved, hvad han er god til, og det gør han i verdensklasse på ‘I Want Blood’. Pladen er også, som altid med hans soloplader, løftet af et utal af legender. All-star castet som b.la. består af Robert Trujillo, Greg Puciato, Duff McKagan, Mike Bodin, produceret af Joe Barresi, og masteret af ingen mindre end Bob Ludwig. Med et mandskab som det, er det fandeme svært at finde noget at brokke sig over, med mindre man selvfølgelig hedder Tobias Holst.
Pearl Jam – ‘Dark Matter’
Jeg kan rigtigt godt lide, at Pearl Jam er vendt lidt tilbage til politiske og samfundsfilosofiske emner i deres lyrik, da jeg altid har syntes, det klædte dem godt. Den vrede, lidt underspillede lyrik bliver bare rigtig godt komplimenteret af Vedders emotionelle vibrato. Især numre som ‘React, Respond’ eller titelnummeret ‘Dark Matter’, italesætter vigtige og interessante problemstillinger, uden at det bliver noget surt gammelmands fis. Rent musikalsk er pladen også super spændende, og bevæger sig meget væk fra det lidt lette og eksperimenterende på forgængeren ‘Gigaton’. Langt tungere og mere dystre i udtrykket, og man kan mærke den plads og overskud, bandet har haft til pladen. Det kommer virkeligt også til udtryk i, at bandet aldrig har været mere velspillende, og man kan mærke, de trækker hinanden op, og der er plads til, at alle kan få lov til at shine. Dog er der ikke nogen tvivl om, at især Mike McCready og Matt Cameron virkeligt leverede en magtdemonstration. Deres bedste plade med længder i mange år, som minimum siden 2013´s ‘Lightning Bolt’.
Honorable Mentions:
Vulvatorious – ’Vulvatorious’(virkelig en fed plade, en kæmpe fejl, at den ikke er på listen)
The Jesus Lizard – ’Rack’
Judas Priest – ’Invincible Shield’
Livløs – ’The Crescent King’
Top 3 koncerter (i vilkårlig rækkefølge)
NOFX, Den Grå Hal, 21. Maj
Ikke som sådan blandt mine top tre bedste koncerter, men mere en betydningsfuld begivenhed. Tag ikke fejl, de var bestemt ikke dårlige, og havde endda Circle Jerks med som support. Der har bare været bedre koncerter. Dog skulle de alligevel med på listen, da det var bandets sidste koncert i Danmark, og sidste tour nogensinde. NOFX er et af de bands der havde allermest betydning da jeg som 10-årig startede med at komme ind i metal og punk, og har det stadig den dag i dag. At kunne sige farvel og tak for sidste gang var meget stort for mig, og ikke mindre end en kæmpe fest. Dog glemmer jeg gerne billetprisen på 600 kr.
Dinosaur Jr, Store Vega, 3. Juni
Aldrig har en høreskade føltes så godt, som da jeg så Dinosaur Jr. indtage Store Vega. Jeg har altid fået at vide at de skulle være et af de mest larmende livebands, og det levede de fandme op til. Selv med ørepropper i havde jeg stadig hvid støj i ørerne, da jeg kom ud i kulden efter showet. Udover det var de bare pissetight, og spillede et dejligt langt sæt, med alle de rigtige sange.
Biohazard, Copenhell, 20. Juni
Biohazard bød på NYHC i verdensklasse, da de væltede Copenhell. Men der var en helt speciel grund til at det var en af mine mest mindeværdige koncerter overhovedet. Tidligere på dagen var jeg nemlig til et meet & greet med guitaristen Billy, og på hans opfordring kravlede jeg helt op på Hades og hoppede rundt. At “få lov” til at stå på en så gigantisk scene, på en festival jeg er kommet på, siden jeg var 13 år gammel, var en helt surrealistisk og uforglemmelig oplevelse.
Nytårsforsæt:
Jeg har hørt alt for lidt ny musik i 2024, og det skammer jeg mig over. Især har jeg hørt for lidt dansk musik, og følte ikke, at jeg havde ret mange album at vælge imellem, da jeg skulle sammensætte min liste. Men siden jeg startede på listen, har jeg sørget for at høre en hel masse plader fra i år, og vendt tilbage til et par album jeg fuldstændig havde glemt var fra i år. Det har så resulteret i at jeg nu har alt for mange plader, som også godt kunne komme på, hvilket også er derfor, jeg tilføjede nogle honorable mentions. Det er spøjst, hvordan tingene kan ændre sig. Anyway, i det nye år vil jeg forsøge at få hørt mere ny musik, især med fokus på danske og nye bands, da jeg synes det er der, jeg halter mest bagefter.
Udover det glæder jeg mig bare til at se, hvad hele mit Selvtægts eventyr skal byde på, forhåbentligt en masse fede oplevelser og anmeldelser, som skal balanceres med studiestart i februar. Sidst, men ikke mindst, så går min gode kammerat og jeg og brygger på et dødsmetal projekt, med lidt HXC-attitude. Vi har så småt allerede skrevet et nummer, og håber at der kommer mere gang i det i det nye år.
Glædeligt nytår allesammen, og pas for helvede på fingrene! Det er svært at lave djævlehorn og spille luftguitar uden hænder.
