Dødsmetal er, muligvis, min yndlingsgenre. Særligt den rådne slags, som virkelig har genvundet sin popularitet i de senere år. Den københavnske scene, har især fået stor anerkendelse med dens mange bands, som Undergang, Taphos, Sulphurous, Chaotian, Hyperdontia, Strychnos, Deiquisitor, og selvfølgelig Phrenelith.
Phrenelith bragede ind i undergrunden i 2017, da de udgav deres debut ’Desolate Endscape’, som for mig, står som noget af det bedste dødsmetal der er udgivet i de seneste 10 år. Her, små otte år senere, er de fire dødsdrønnerter tilbage med deres tredje album ’Ashen Womb.’
Bandet har taget et mere melodisk approach til sangskrivningen. Måske har de taget lidt inspiration fra guitarist og vokalist, Simon Daniel Larsens andet band, Ascendency, dog uden at lyde som dem.
Faktisk lyder Phrenelith ikke som nogle af de andre Kill-Town bands, hvilket er imponerende, når medlemmerne i Phrenelith netop er, eller har været, en del af bands som Undergang, Chaotian, Sulphurous og Ascendency.
På ’Ashen Womb’ er tempoet sænket, mens ambitionsniveauet for sangskrivningen er hævet.
Musikken synes løsrevet fra den Incantation-inspirerede lyd, som de har omfavnet tidligere.
Selvom musikken er langsommere end før, kommer Phrenelith aldrig ned i doom-tempo.
Derimod får vi serveret en overflod af melodiske og hypnotiserende riffs, fra de to guitarister Simon og David, uden at det kommer til at lyde som svensk melodød. Guitarerne droner og lyder bare godt, hele vejen igennem. Særligt hovedriffet på ’Astral Larvae,’ er åndssvagt godt og udvikler sig gennem sangen, mens der leges med forskellige moduleringer og variationer af riffet. Trommespillet er også en fornøjelse at lytte til. Andreas Nordgreen, som har erstattet ’Tuna’, formår at komplimentere den dronede og pulserende musik, med sit nøje afmålte, men insisterende bækkenarbejde.
Der er dog stadig plads til den mere brutale og pulveriserende dødsmetal, som de før har vist eksempler på. Særligt på numrene ’A Husk Wrung Dry’ og ’Stagnated Blood’ kommer inspirationerne fra den gamle skole til udtryk, mens de blandes med den mere melodiske lyd, som Phrenelith har valgt. Selvom det er melodisk, er musikken stadig ”caverncore,” med en varm produktion, som ikke er helt lo-fi, men stadig mudret. hvor bækkener og riffs får lov at ringe ud længe. Det kommer særligt til udtryk på det ti minutters lange titelnummer, som er lukker pladen. Det er også albummets bedste nummer hvor det brutale og det smukke forenes Phrenelith virker som et band, der har forsøgt at lave et mere helstøbt album end de to forrige. Albummets ni sange flyder gnidningsfrit og elegant ind i hinanden over albummets 39 minutter. ’Ashen Womb’ er en virkelig god plade. Den er faktisk fremragende. Den slår nok ikke ’Desolate Endscape’ af pinden, som min personlige favorit, men mindre kan også gøre det.
