Det er ved at være halvandet år siden, at københavnske Offernat udgav deres debutalbum ‘All Colours Retract’, der for alvor satte bandet på landkortet som en kraft, der absolut skal tages alvorlig. Med ‘Where Nothing Grows’ slår Offernat deres karakteristiske toner an, ikke som innovatører, men som håndværkere, og de kan fandme deres håndværk.
På den glimrende udgivelse ‘All Colours Retract’ fra 2022, oplevede jeg et band, som bevægede sig virtuosisk ind og ud af sludge-, doom- og black metal på lange og ambitiøse numre med koncepter kredsende omkring naturen, død og melankoli. Halvandet år er gået og Offernat er gået fra trio til en duo bestående af Anders Bork og Jonas Bangstrup, som på ‘Where Nothing Grows’ dirigerer lytteren ind i en 58 minutter og 34 sekunders lang udforskning af vrede, sorg og menneskelighed. Ligesom forgængeren er pladen produceret sammen med Simon Sonne Andersen, og den lyder helt fantastisk. ‘Where Nothing Grows’ viser tydeligt, at Offernat ikke blot har forfinet deres håndværk, men også har dykket dybere ned i deres eget kunstneriske univers.
Med en spillelængde på en lille time fordelt på bare fem numre, hvor to af dem ovenikøbet er instrumentale, spytter Offernat sig på håndfladen og langer glædeligt en forhandlende femkløver ud til sine lyttere. For i en tid udgjort af akut stimuli og den senmoderne overflod af information, er ‘Where Nothing Grows’ lige præcis det kurbad af lyd, som jeg håbede at købe for min hårdt optjente opmærksomhed. Her lå jeg så, og oplevede et band, der fra første tone på åbningsnummeret ‘Grief’ havde taget den helt store pose af riffs med, som på mesterlig vis væves fra tålmodige dronende passager til melodiske sludge-linjer, der kunne gøre Mastodon anno 2006 jaloux. Som albummet før bevæger Offernat sig lyrisk i en kryptisk og billedskabende erkendelse af dødelighed og alt, der følger med. Temaer som den tavse sorg, besættelsen af døden og at løfte hovedet frigjort og håbefuldt mod livet, bliver parallelt med de lange kompositioner effektivt og smukt sammensat, og det er lige præcis her, hvor Offernat er stærkest. I sammenhængen og kompositionen. Det bevæger mig på et primitivt niveau, når det sidste nummer ‘Funeral Fantasy’ går full circle og refererer til hooks fra de første numre, og når instrumentalnummeret ‘Like Blood In The Snow’ virker som en ganerenser efter næsten 31 minutters insisterende og gennemkomponeret ekstremmetal. Her bliver tempoet og de rasende guitarer skruet helt ned, som en midlertidig våbenhvile midt i et bombardement. Freden bliver dog brudt efter bare fem minutter af en shoegaze-agtig sonisk bombe af håb og skønhed, og jeg løfter armene mod himlen for en stund, blot for at blive hevet helt i den mørke kælder igen på ‘A Voice In The River’ med et lydlandskab direkte fra helvede. Det er så hamrende velkomponeret og stemningsskabende.
‘Where Nothing Grows’ cementerer Offernat som en kompromisløs og fokuseret energi, hvis dedikation til håndværket og kunsten er al din opmærksomhed værd.
‘Where Nothing Grows’ udkommer på Indisciplinarian. Den er indspillet i Full Moon Studio af Simon Sonne Andersen. Simon Sonne Andersen og Offernat har mixet. Brad Boatright hos Audiotree har stået for mastering. Cover art er udført af Stefan Thanneur. Nikolaj Borg har stået for grafik.
Karakter 5/6
