Det er så pisserelaterbart, det der med død. Og når nu det er tilfældet, hvorfor er vi så ikke bedre til at tale med hinanden om det sårbare for at lette hinandens skuldre lidt? Måske kunne vi allesammen lære lidt af Vægtløs, for de tør godt.
Den Aalborgensiske kvartet udsender i dag 12”-pladen ‘Aftryk’, og hvis du ikke allerede kender dem, skal du i gang nu.
Med afsæt i levet liv får vi fire post-metalnumre fordelt på to sider, og anmeldelsen her fremhæver helt subjektivt A-siden, da det er den stærkeste.
På to af pladens fire numre anvendes indtalinger af dansk lyrik omhandlende døden, og det faktum at numrene er så kontekstbårne som tilfældet er, skaber et samspil mellem dem og det intertekstuelle greb, som højner den samlede oplevelse. De personlige tab, der ligger til grund for numrene, gør dem mærkbare snarere end tænkte, og det udgør en stor del af oplevelsen. Således bliver ens egen spejlen sig i numrene løftet af netop den blanding, og det at høre pladen bliver ligeså meget en beskæftigen sig med egne tab og svære følelser som de, der konkret formidles.
På ‘Først da vi bar din kiste gik det op for mig, hvor meget tungt du skulle igennem før du blev så let’ føres vi igennem 20 års sorg over et for tidligt tab af en far. Den slags sorg konfronteres man med løbende gennem faser af et liv, og når man selv tilføjer et led til en slægtskæde kommer helt nye aspekter af samme sorg frem. Man ser den tabte i den næste generation og ønsker uforløst, at de kunne have oplevet hinanden: “Jeg vil dø for at se dig sammen med dem”. I dette nummer samples Tanja Gade Hammerholdt (Højgaards kæreste) i en enormt fin og delikat oplæsning af Naja Marie Aidts ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’, et digt, der i øvrigt blev til i kølvandet på Aidts tab af sin søn, Carl. Her tilføjes den smukke, men krævende tanke om at skubbe alt andet til side end den kærlighed, man delte “da I stod i regnen, i sneen, i solen / og den døde var levende / og vendte sit ansigt imod dig”. At man giver det videre, og dermed beholder den døde hos sig i verden, på tværs af tab og tid.
Hvor Troels Højgaards vokal kan have en anelse tendens til at drukne på B-sidens numre, fungerer den helt eminent på et nummer som ‘Ingenting Kan Forhindre At Små Struber Skælver En Forårsnat’ og særligt i den indledende passage af nummeret, hvor den råbende vokal efterfølger Thomas Burøs (Lack, Tvivler) oplæsning af digtet ‘Døden’ af Morten Nielsen fra 1943, og kun flankeret af en sindrigt anslået guitar. Det er i kontrasterne, Vægtløs lever stærkt, og på ‘Aftryk’ udgør kontraster både form og indhold. ‘Døden’ fungerer som en stemningsskabende ramme med en vis vægt til åbningsnummeret, og i kraft af den lyriske kvalitet ledes opmærksomheden for lytteren automatisk videre over på Vægtløs’ tekstside da den tager over. Lyrikken er egentlig simpel, og udover den centrale frase “Sitrende sind kan forstå, det kræver mod at gå de danske vintre i møde / Ingenting kan forhindre, at små struber skælver en forårsnat” er der mere noget, der læner sig mod en fin lyrisk beskrivelse af det liv, der følger vinter, snarere end det fuldstændigt desperate møde med afsavn og afmagt, som nummeret især er.
Det kontekstuelle er altafgørende og uafviseligt her, og virkeligheden er, at de små struber tilhører Troels’ svigerindes børn, og de skælver fordi de har mistet deres mor. Smerten er akut og autentisk hos Vægtløs, hvilket formentlig er hvorfor det resonerer så rent hos lytteren. Det er ikke usædvanligt, at man associerer til egne tab i mødet med døden, men her kastes man hovedkulds ud i det, ready or not. Meget få ting fylder mig lige så meget med rædsel som tanken om at dø fra mine børn og efterlade det hul, jeg skulle have fyldt ud i dem. Netop fordi jeg ved, det handler om de børn, som mærker det tab, bliver det så meget desto sværere at være i nummeret, og samtidig er det næsten hypnotisk svært at stoppe med at beskæftige sig med det igen. Musikalsk gør Vægtløs det, der skal til for at accentuere det følelsesmæssige, først og fremmest. Det er altid følelserne, der er i centrum, og det er det, der gør dem så pisseautentiske og vigtige for scenen. De er ikke så vanvittigt optaget af genrebetegnelser, og det samlede udtryk af post-metal får samtidig spredt elementer fra både black metal, screamo og noget mere post-andre-ting udover sig. Som anmelder får man ofte lagt et alt for skærpet fokus på genre, men det er ikke svært at give slip og lade det flyde her, for musikken gør hvad den skal i sin formidling.
Det er Jacob Bredahl, der står for både mix og mastering på pladen, og han har tydeligvis forstået, hvor bandet vil hen. Det er dybt tilfredsstillende, når sådanne samarbejder går op i en højere enhed, og det er et godt album.
I de fleste tilfælde oplever jeg, at plader fungerer bedst når man lytter til numrene i den tænkte rækkefølge og dermed beskæftiger sig med dem i det samlede udtryk. Med ‘Aftryk’ oplever jeg dog for første gang det modsatte gøre sig gældende. Fordi numrene hver især er af så hjemsøgende kvalitet fungerer de faktisk bedst, hvis man tillader sig selv at dykke ned i dem ét ad gangen og give dem den tid – og det antal gennemlytninger – de kalder på. Her kryber de til gengæld også helt ind under huden og slipper først taget igen flere dage efter.
Når nu Vægtløs formår gentagent at nedsænke os direkte i kondenseret smerte, hvorfor er det så, at vi tilgiver dem for det imens vi lader os føre dybere ned? Svaret er nok, at der ikke kun findes smerte og tab hos Vægtløs; de formår at kombinere det med en hjerteskærende skønhed på en måde, som transcenderer desperationen. Den Vægtløse tilstand, om du vil. Der er en markant og mærkbar forløsning i mødet med deres musik, og privat tænker jeg på dem som den danske metalscenes sjælesørgere. Jeg er ikke den eneste, der mærker fænomenet – de er faktisk sjældent i stand til at spille en koncert uden at en eller flere efter showet opsøger Troels Sørensen for at tale med ham om personlige tab.
Vægtløs behøver ingen nykker eller dumsmart attitude for at bevise over for en omverden, at de er seje. De ér bare seje i deres jordnære væren til stede i alt, de foretager sig, uanset om de forløser de svære følelser gennem musikken eller står klar til at møde folk i samtale efter et show.
Der er meget, vi kan lære af Vægtløs.
