Jeg ved ikke hvad der sker i Odense, men det lyder som om at, ikke bare kommunen, men WHO har brug for at komme ind over, for hvis Mite er resultatet af at leve i byen, så har de brug for hjælp.
Hvad der startede som mellemstor provinshardcore, er blevet til velvoksen, voldsparat powerviolence, efter et positionsskifte for Peter Sandvig, fra bassist til forsanger, og når man nu kun skal bruge en hånd til at holde en mikrofon, så kan man jo snildt gurgle benzin med den anden. Sidste år udgav de ‘Relentless’, der bestod af 28 minutters ren had, fordelt på tretten numre. På ‘Trials of Man’ får man blæst ørene og resten af hovedet af hen over 20 numre på 32 minutter.
Produktionen på den forrige plade smagte lidt af noget som Will Putney eller Kurt Ballou havde haft deres fingre i, og man kunne (på en måde) differentiere de forskellige instrumenter i den kaotiske hvirvelvind. På ‘Trials of Man’ har de også selv stået bag knapperne (ægte DIY), og her er mixet langt hårdere og grimmere, men aldrig elendigt.
Trommerne flyder lidt sammen med lidt undtagelse af nogle hi-hats som skærer igennem, samtidig med at Jeppe Christiansens bas giver en buldrende og mudret tyngde til Sandvigs vokal og Ebbe Luxhøj Grøns motorsav af en guitar, der fræser igennem landskabet med nok variation til at der hele tiden sker lidt, men aldrig nok. Men hey, vi snakker powerviolence, ikke prog. Det skal være ubehageligt.
Hvor ‘Relentless’ var mere kompleks i sin opbygning og havde mere dynamik som helhed, så fremstår ‘Trials of Man’ som et gedigent overfald, hvor du hele tiden frygter for dit liv.
Ikk’ så meget pis
Mite spiller powerviolence som kagen skal skæres – det går møghurtigt, det er beskidt og det pissevredt. Men når det er den treenighed, en genre er bygget på, så er der også en stor risiko for, at det hurtigt bliver lidt monotont.
Man skal knapt halvvejs ind før, at pladen bliver rigtig interessant, da den første håndfuld numre (jeg ved godt at matematikken ikke går op) simpelthen har lidt for mange omdrejninger til, at noget skiller sig ud. Men derefter løfter Lasse Skyttegaard foden lidt fra dobbeltpedalen og at der begynder at komme lidt mere hardcore ind, som overtager for den benhårde, utilgivelige, konstante, hvad der nærmest er grindcore, hvilket i længden føles som at gashåndtaget har sat sig fast. Men derefter bliver musikken mere dynamisk, hvilket gør, at du kan nakke en makker til ‘Eyes’ og ‘Shadows’, hvor der kommer lidt buldrende deathcore ind og du kan 2-steppe til ‘When All Is Said And Nothing Is Done’.
Følelsernes grundvold
Eksistens er lig med smerte, det ved alle og Mites tekstunivers består også af simpelt had til hverdagen, til livet og menneskelighedens samlede livsgrundlag, om det er kapitalisme eller religion – vælg selv. Det er effektiv og råbevenlig lyrik i bedste hardcorestil med en tilpas mængde dødsmetal, som er med til at understrege den rådne (manglende) mening med det hele. Der er sgu ikke behov for metatekstlighed og abstrakte referencer, hvor du skal læse tre bøger (hvor kun én er fiktion), og have set filmen, for at forstå hvad der sker.
Det er beskrivende nok til at du fatter hvad der bliver sagt, samtidig med at det er flertydigt nok til, at folk på tværs af det politiske spektrum kan stå og råbe med på ‘In The Name Of Progress’ og stadig være overbevist om, at det er dem det handler om. Snak lige om at kunne samle folket på tværs af fløjene.
Som en to-taktsmotor, der lige skal igang, så har de første numre en følelse af, at køre i tomgang (jeg ved ikke om det mekanisk giver mening, jeg har ikke forstand på den slags) og personligt havde jeg nok kun haft 10-12 numre på pladen, da mange af numrene flyder sammen og det bliver vanskeligt at vide om der er en pause eller om det er næste nummer i køen af voldsparathed. Mixet sidder dog til gengæld, lige i skabet og viser at selvgjort, ér velgjort. ‘Trials of Man’ er som at høre Sex Prisoner, hvis de var lidt mere hidsige eller Weekend Nachos, hvis de var mindre melodiske. Det er lyden af knuste Albani-flasker og et samfund i forfald.
Velkommen til Odense.
