Jeg elsker at spise ude. En af mine yndlingsrestauranter udmærker sig ved, at man altid kan fornemme, at der er forskellige kokke i køkkenet fra gang til gang. Retten (ret forudsigeligt vender jeg altid tilbage til de samme to eller tre retter) holder sit høje format, men der er små ændringer, alt efter hvem der står i køkkenet den dag. Man er ikke i tvivl om, hvad man får, men det er altid en behagelig overraskelse, når finesserne udgør en forskel.
Alkymist er tilbage, som vi kender dem. Der er overordnet set ingenting at tage fejl af, og alligevel er der skruet lidt hist og her. Der er også kommet en ny kok med i køkkenet; i løbet af de sidste tre år har bandet nemlig budt velkommen til Per Silkjær som ny trommeslager. Silkjær har tidligere spillet trommer i Sons of Cain, og udtryksoverlappet er godt set.
Jeg elskede 2018-debuten, som ifølge bandet selv blev brugt til at finde frem til eget udtryk, og et af de aspekter, der netop fik pladen til at fremstå helstøbt, var lige nøjagtigt det. Et par år senere udgav de opfølgeren ‘Sanctuary’, og især på vokalen var der blevet skruet lidt på, hvad jeg tidligere har forholdt mig til i nærværende magasin.
Tendensen er fortsat på ‘UnnDerr’, og Peter Bjørneg tilføjer flere lag i retten ved at inddrage nye greb på det vokale. For at være ærlig krævede pladen mere end to gennemlytninger, før min reaktion kunne være andet end reaktionær, for jeg har stærke følelser for ‘Alkymist’ – særligt eksemplificeret ved et nummer som ‘Ghost’. Bjørneg bevæger sig i mere eksperimenterende retninger og inddrager nu også en vrængende vokalvariant, som jeg lige skulle vænne mig til. På den ene side kunne man hævde, at vokalen fungerer bedst, når den tager sig selv alvorligt nok til ikke at overbruge det lyst, vrængende greb for meget – det går fra at være en farve på paletten til at virke parodisk og fjollet og fjerner tyngde fra det samlede udtryk. På den anden side kunne man – med et kig mod tekstsiden – lade sig selv associere mod en dæmonisk stemme, som vrænger hånlige spydigheder i øret på lytteren, Det er i øvrigt ikke grebet ud af den blå luft; der optræder dæmoner på lyriksiden på både ‘The Scent’ (her vækkes den af skønhed og forvandler det til gift) og ‘My Sick Part’.
Generelt eksperimenteres der lidt mere end hvad vi har set før, og steder fungerer det. Andre som eksempelvis de næsten “talte” vokaler i ‘My Sick Part’, som er meget distortede næsten som overhørt gennem en mobiltelefon fra 2002, tilføjer mest bare rod til det samlede lydudtryk og trækker sangen ned. Selvom den har en groovy basgang, ender den med at blive forglemmelig.
Særligt skal ‘Masters of Disguise’ fremhæves, for her kommer vi gennem otte og et halvt minut af fremvisning af bandets bredde. Den altoverskyggende fornemmelse af fortabelse brydes indimellem af svævende, melodiske passager. Det skiftevis buldrer tungt derudad på bjergtroldeben, men lister også helt akustisk afsted til tider, inden nummeret klinger ud og bliver en stille og eftertænksom afslutning på pladen. Lyrikken indeholder en lækker assonans, og det er ikke uvæsentligt på en udgivelse, hvor vokalen høres så klart, som Bjørnegs gør hos Alkymist.
‘UnnDerr’ er, som vi kender det igen: tungt, doomet og dejligt. Kaspar Luke veksler mellem at holde sin bas stram og slap i lækkert rytmisk samspil, og så nærmest fusionerer bas og guitar indimellem. At guitarist Stefan Krey i tiden siden sidste album har fået knust og efterfølgende indopereret metal i sit ene håndled, afsløres ikke på lydsiden. Riffene er melodiske, bløde og rare – som at tage et par perfekt udtrådte sutsko på. De passer så fint og varmer, lige som de skal. Og så har selve produktionen også fået en omgang justeringer og fremstår nu både dybere og rundere i det samlede billede.
Det fortsatte fokus på menneskets skyggesider fremstår også fortsat relevant og uudtømt. Når man tager fat i at undersøge, spejlvende og se på ting med nye, farvede briller, bliver det sjældent dårligere, og pladens fokus på at bevæge sig mellem dyb og overflade er ikke uinteressant. Man stirrer både mod horisont, historie og fornemmelser af tunge led i en kæde, der binder menneskeheden sammen, og vender blikket mod et doppelgängermotiv med anerkendelsen af, at der lurer noget derinde i det menneskelige mørke, som vi allesammen kan genkende.
