En kritik, jeg nogle gange får, som anmelder er, at jeg lader omstændighederne uden for musikken påvirke min holdning til et givent album i for høj grad. Det er ikke altid skudt helt ved siden af.
Der kan ikke herske tvivl om, at Selvtægt har en agenda. Det er vi ret åbne om. Derfor gør vi os også umage for at finde og anmelde bands, der repræsenterer de ofte lidt oversete aspekter af punk, metal og alt det andet.
Bandmedlemmernes herkomst betyder dog ikke altid, at værket er fantastisk. Det er lidt et sådan scenarie vi er ude i med Dead Pioneers.
Det er dog ikke fordi, at musikken ikke er god. Det er den. Der er bare ikke nok af den. Omkring halvdelen af dette album er spoken word-passager, fra noget, der lyder som et one-man-show leveret af Gregg Deal. Og det er det faktisk også. I stil med Tom Lehrers arbejde, startede Dead Pioneers som en del af Deals ‘The Punk Pan-Indian Romantic Comedy’, der forsøger at give det amerikanske samfund en lettere humoristisk og causerende overhaling ud fra et first peoples’ perspektiv. Og det er der en del af på denne udgivelse. Et enkelt sted ledsages en vittighed endda af et badumtish fra trommeslager Shane Zweygardt.
Det er ekstremt vigtige og oplysende passager, og nogle steder – når Deal skal forklare, at han altså bare hedder Gregg og ikke “Vandrende Ørn” eller noget lignende – underholdende. Deal er en vigtig stemme og særligt for amerikanere er det væsentligt at bliver konfronteret ikke bare med deres fortid som undertrykkere og udøvere af folkedrab, men også den måde indfødte stadig er andenrangsborgere og behandles som primitive hedninge og alkoholiserede tabere – som Peter La Farge også beskrev det på ‘The Ballad of Ira Hayes’, mest kendt i Johnny Cashs version fra 1964.
Alle os velmenende hvis får også en overhaling i ‘Doom Indian’ hvilket er særdeles nødvendigt, når så mange tror at “living on occupied Arapajo land” i en instabio er aktivisme.
Sammenfletningen af antiracisme, antifascisme, handicap- og queeraktivisme og kapitalismekritik er noget undertegnede sagtens kan skrive under på, og det er fedt at høre den fra en indfødt stemme.
Men når man udgiver en plade med musik, bliver den også anmeldt som en plade. Og der er simpelthen for lidt af den, ligesom noget af det i højere grad bliver til underlægningsmusik for de talte passager. Fx afbrydes tempoet i den ellers udmærkede ‘We Were Punk First’ for at give plads til en talepassage. Det er ærgerligt, for selve sangen er ret god. Og sådan er det, det meste af vejen. Desværre. For Deal og band er tydeligvis i stand til at skrive gode punksange og fremføre dem godt. Og jeg er sikker på, at en liveoptræden ville være fed at opleve.
Det er også værd at lytte til pladen, men nok mest som et påskud.
