Januar er i dén grad startet. Det er gråt, det er koldt, og du fik aldrig ladet op på den måde, du havde håbet på i løbet af juleferien. Måske rocker du stadig reminiscenserne af tømmermænd fra nytårsaften, selvom alle hverdagens krav allerede har tag i dig igen. Du har brug for en kur, og den har vi heldigvis til dig. Som altid er der ingen Selvtægt uden torne, og hagen her er, at Hilary Woods enten ordner det hele eller gør alting meget værre for dig.
Hilary Woods’ forrevne, vindomsuste og mørke, irske lydlige landskaber på ‘Acts of Light’ har det til fælles, at samtlige numre på albummet nægter dig forløsning hvis du venter på, at nummeret går rigtigt i gang. Der er en konstant følelse af, at nummeret bygger sig op, men crescendo kommer bare aldrig før nummeret giver slip og afløses af et nyt efter den ganske korte pause i stilhed. Resultatet er, når først man har bevæget sig forbi den indledende, irriterede undren, en form for meditativ tilstand som følger accepten. Man må give sig hen til kompositionerne og i samme ombæring i øvrigt forlige sig med, at der heller ikke er plads til genreprædikater her. Vi bevæger os i periferien af musik i gængs forstand, og netop her opstår den indadvendte magi på en plade, som beskæftiger sig med fornemmelser af tab og fravær, men også kærlighed og forbundethed.
Det er dejligt dystert. Alt efter sind forestiller jeg mig, at man oplever enten trøst eller trøstesløshed, når lydene væver sig imellem hinanden og de stemningsfyldte strygere bærer stemninger som den røde tråd på albummet. Der er klare kip med hatten til både folk, noise og elektronisk musik. Og så har musikken den kvalitet, der gør det til soundtrackmateriale. Det er ikke svært at forestille sig en solid, psykologisk thriller gøre brug af eksempelvis ‘Burial Rites’ eller ‘Wife Mother Lover Crow’ i øjeblikke, hvor der skal til at ske noget seriøst spændende kva den føromtalte manglende forløsning. Er du til det, når du er nået igennem de første par numre, så tjek Woods’ æstetik ud i samme ombæring, for her forstærkes fornemmelserne i sort/hvid og sepia, og der er en udpræget sans for smukke, mørke og pudsige detaljer.
På et nummer som ‘Where the Bough Has Broken’ ligger der bagerst i lydbilledet en forvrænget optagelse af et jazznummer og driller lytteren. Man skal lytte godt efter for at fange den bag de umiddelbare mure af high pitched stryger-lyde, dæmpede korarrangementer og den skurrende, massive ambient-lydvæg, der hæver og sænker sig som en organisme, der trækker vejret. Men den ligger der, som et ekko af en karneval, klovnen fra ‘It’ ville gemme sig i, lige inden han finder et sagesløst barn at bide ansigtet af. Musikvideoen til nummeret består i øvrigt af en række optagelser af tydelig ældre dato – formentlig af Woods’ fødeby Dublin. Der foreligger inden forklaringsramme, men baseret på nummerets titel, hvis danske betydning vil være noget i retning af “der, hvor glasset er flydt over”, gemmer der sig formentlig en samfundskommentar. Det kan man så fordybe sig i at få genset og -lyttet i nogle timer.
På den måde fungerer de fleste af numrene; der gemmer sig lag på lag at gå på opdagelse i, og lader man associationerne få frit løb kan man altså hurtigt glemme, at solen ikke har tænkt sig at kigge frem bag det evindelige, grå januarvejr, sådan lige foreløbig.
