Det her er ikke din sædvanlige naturromantiske, spiritualistiske black metal med forestillinger om Moder Jord som menneskets åndelige moder. Der er ingen episke skove eller længselsfulde blikke mod et tabt nationalromantisk landskab. I stedet får du bure og maskiner, der skal smadres til ukendelighed. Ecotage skærer ind til benet og maler budskabet med brede penselstrøg: Mennesket er en parasit, og vi har selv sået de giftige frø.
‘Devastation’ er 15 minutter med nådesløs, metallisk hardcore, der bringer minder om slut-90’ernes All Out War (altså de tidlige plader – ikke det der blackened-HxC fra sidste år), Day of Suffering og en skefuld Merauder. Holdningerne sidder helt ude på knytnæverne, og teksten står skrevet i blod, som var det gulvet på et slagteri. Der er ikke plads til misforståelser her.
Musikalsk trækker de på europæiske tungvægtere inden for genren, som Arkangel og Sentence med aggressive chugs og twostep-venlige passager. Men inspirationen fra xRepentancex og især Earth Crisis er umulig at overse (bare se deres logo). Det her er holdningsbaseret aggression, der ulmer af hjerteknust håb om at vælte de systemer, der kvæler alt omkring os. ‘Devastation’ er spækket med Slayer-lignende riffs, der giver dig lyst til at kaste brosten gennem ruden hos din nærmeste slagter.
På trods af, at de meget tydeligt står på skuldrene af nogle giganter, bliver de aldrig et coverband. De genopfinder ikke den dybe tallerken fyldt med dhal, men det behøver alle bands heller ikke gøre, så længe at de gør det ordentligt. ‘Devastation’ er metalcore som det burde være: tilpas med metal til at det bliver spændende,men primært hardcore. På tværs af pladen bliver det aldrig ensformigt, men de holder en konstant stil, som gør at det virker sammenhængende. Der er fuld plade på tristesse på ‘Into Dust’, med klagende klaver og et passende David Attenborough-sample. Kan det ind imellem føles en smule forceret? Ja. Men det er pointen. Der er ikke længere tid til at fedte rundt med kompromissøgende “both-siders”, der nægter at tage klimakrisens realiteter alvorligt.
Ecotage er sårede, udmattede og først og fremmest rasende. Rasende over den altomsluttende apati. For det her er ikke ignorance længere – vi ved godt, hvor kødet kommer fra, og at nyfødte allerede har Teflon i blodet. Huset står i flammer, og det har det gjort længe. Men hey, det går nok alt sammen, ikke?
Efter at have hørt om den uundgåelige og selvskabte lidelse, kommer der lidt slåskamp som afslutning, mens man kan lave lidt kampråb til aktivister på ‘Vigilantes’.
Med ‘Devastation’ balancerer bandet konfronterende attitude med melodiske elementer, og der er tilpas med guitar-lir til at holde det dynamisk, uden at det er for meget mellemspil, som ofte fungerer som nakkeskud for et momentum. Trommerne har blastbeats de rigtige steder og er mikset, så du kan høre, hvad der foregår. Forsanger Ulla Aloha (sindssygt navn btw) leverer en hæs og raspende vokal, der er et af albummets højdepunkter. Skal jeg være lidt nederen og anmelderagtig, kunne vokalen godt bruge lidt mere variation, men hey, Aloha fremstår trods alt følelsesladet og gennemført vred – og det er alt, vi beder om.
