Jeff Rosenstocks følgere er mærkeligt kultiske, jeg selv inkluderet. En kultleders vigtigste artefakt er naturligvis dennes lore. Og det er især Rosenstocks lore, der gør, at man ikke rigtig kan lade være med at synes, at han er en af de sejeste mennesker i punk-scenen. Hvis du ikke kender Jeff Rosenstock endnu, så velkommen til kulten. Allerede fra hans dage i det kaotiske ska/punkband Bomb! the Music Industry, begyndte Rosenstock at samle fans, men det var særligt på ‘We Cool’, udgivet under eget navn, at Rosenstock blev en scene-darling.
Still Dr. DIY
Særligt sangen ’Nausea’ blev en slags generationshymne for dem i (dengang) midt-tyverne med moderate alkoholproblemer og svært ved at se sig selv passe ind i en voksen fremtid: ”I got so tired of discussing my future, I’ve started avoiding the people I love. Evenings of silence and mornings of nausea”, leveret med råben, klaver og charme. ‘We Cool’ gjorde reelt Rosenstock til en Pitchfork-darling, en skæbne som punkbands som PUP og Amyl and the Sniffers kun kender for godt, der straks også sætter et stort, solidt spørgsmålstegn ved din ”realness” hos kælder-punksne.
Men for os, der kender Rosenstock (og her mener jeg naturligvis næsten fuldstændig parasocialt), var der ingen forundring at finde. da Rosenstock holdt fast i sin DIY-etik, udgiver på eget label (der ikke sælger musik, men i stedet giver det til fri afbenyttelse) og tager sjove, funky valg som at levere al musik til Cartoon Network-tegneserien ‘Craig of the Creek’. Han tjekker måske alle bokse for hipsteri, men for det meste ved et uheld eller som minimum uden overlæg. For eksempel fik undertegnede og en række af de bedste fra Københavns DIY-scene Rosenstock til at spille på Karens Minde Kulturhus ved at skrive #JefftoCopenhagen irriterende mange gange til ham på Twitter. Hans kone står ofte i merchen på festivaler, når hun altså ikke er ude at se koncerter.
Rosenstock er sgu ægte nok.
Healmode engaged
Skruer vi det DIY-trykkede genbrugs-plastik-baserede kassettebånd frem til nutiden, så var jeg selv ved at misse nærværende album, ’Hellmode’, fuldstændig. Og det er simpelthen et spørgsmål om ren overvældelse. Rosenstock, der også er blandt en af de mest turnerende i scenen, kedede sig lige godt meget under pandemien i 2020-21ish og selvom albummet ’No Dream’ var okay, så var efterfølgeren, en ska-udgave af samme album: ’Ska Dream’ lige nok til, at jeg havde brug for en pause. Jeg havde svært ved at føle den nerve og brutale ærlighed jeg først var blevet forelsket i på ’We Cool?’.
Men venner, jeg har set lyset igen med ‘Hellmode’! Her præsenterer Rosenstock sig selv med nerve, nærvær, sårbarhed og frustration. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at albummet er en af de mytiske “no-skip”-albums, hvor hver eneste sang simpelthen tilføjer til helheden og ikke kunne undværes. Albummets sange glider perfekt sammen i et virvar af råbekor, synths, Laura Stevensons og Chris Farrens rene, klare backupvokaler, akustisk guitar, elektrisk guitar, velskrevne melodier og altid en overraskende detalje.
Åbneren ‘WILL YOU STILL YOU’ rammer som en emotionel tømmermandsknytnæve med linjerne “Will you still love me, after I fucked up?“. På klassisk Rosenstock-maner opbygger sangen fra slacker-stil à la Weezer, men ender i et kaotisk pop-punk crescendo med dobbelte pedaler og for fulde gardiner, for så at vende tilbage til indie-harmoni, der så igen bygger op til at kombinere alle elementerne, inklusiv et breakdown, der leder direkte videre ind i albummets mere klassiske punk-sang ‘Head’. Eller jo, det lyder som en punk-sang, lige indtil omkvædet, der eksploderer i dreampopsynths, og Rosenstocks dissonante skrig i baggrunden. En af de bedste velkomster til et album jeg har hørt, nogensinde.
Smittende som byldepest
Det der holder albummet sammen på tværs af alle de modsatrettede elementer, er Rosenstocks eminente sangskrivning. Kigger man ned over spisesedlen for albummet, begynder linjerne fra de melodiske omkvæd, broer, post-omkvæd eller bare vers at springe frem og tilbyde sig som din næste “earworm”. Selv mindes jeg den nostalgisk-romantiske linje “I liked you better when you were on my mind?”, den paniske “You gotta chill out with the doubt, the doubt, the doubt!“, den opgivende “How did we go so wroooong?“, den endnu mere opgivende “Oh the weight of the world makes me feel like the future is gone“, 7seconds-esque linjer som “stay young until you dieeeeee!” eller den navlepillende, men ærlige “There’s a bomb, it’s in my head and I wish I could disconnect the threads“. Hvis du har lyttet til albummet, så ved jeg, at mindst en af sangene begyndte at rulle videre for fuld udblæsning inde i kasketten på dig lige nu.
Endnu en detalje, der ikke kan undlades at nævnes, er de spændende spring fra mol til dur, og tilbage igen. Uden at være særligt teknisk musikalsk begavet, kan jeg mærke, at Rosenstock har gjort en stor dyd ud af at kigge på den konventionelle måde at afslutte melodiprogressioner på, og ofte gjort det omvendte. I tilfælde hvor man i en klassisk pop-komposition ville have fortsat en progression opad, tone-mæssigt, så tager Rosenstock tit en afkørsel til en skør, blå eller skæv sidevej. Det bedste eksempel jeg kan tænke på er nok den kaotiske outro til førnævnte ’Head’.
Den sidste overvindende del af albummet er dets ”voksenhed”. Rosenstock har taget os på en rejse gennem ’We Cool’ og dens andenbølge-pubertet (jeg savner ikke mine midt-tyvere), og nu til ‘Hellmode’, der handler om at passe på sig selv, føle klima-angst, krigs-angst, leve-angst i det hele taget og alligevel gør albummet det med så meget finesse, at man ikke føler sig det mindste kedelig, selvom éns tyve-årige jeg nok havde syntes det. Pitchfork kaldte det et ”Rosenstocks prettiest album” (ja, ja de kunne overraskende også lidt det her album), men jeg synes at det udtryk, pretty, er for snævert. At kalde noget ”pretty” er at fratage albummets dets tænder. Jeg vil hellere kalde albummet ”en helstøbt sensorisk oplevelse”. Men det er måske også en rimelig Pitchfork-agtig ting at kalde et album.
