Lytningen antager karakter af en praksis, snarere end en passiv oplevelse, på Sumacs femte album. ‘The Healer’ er langt fra nogen let plade at høre, i lange passager er den decideret pinefuld, men man efterlades ren og helt tømt for følelser.
En hjørnesten i buddhismen er erkendelsen af, at al lidelse kommer af begæret efter nydelse. Det er, som om Sumac har draget deres egen konklusion af den indsigt og bevidst er gået efter at skabe et værk, hvor nydelsen konstant saboteres, og ubærligheden strækkes ud til katarsisk effekt. Hver gang musikken samler sig om en melodi, et groove, en struktur, brydes den brutalt op for enten at finde nye veje eller boble rundt i en ursuppe af støj og rytmer, som den afsøger for at se, om noget nyt mon kan boble frem.
Det gør det aldrig for alvor, og det er en pointe med ‘The Healer’: Den 76 minutter lange plade er formet som en helhed, hvor temaer, rytmer, formationer og melodistumper gentages, bearbejdes, indgår i nye sammenhænge og ultimativt brydes ned, så det hele kan begynde forfra med at vokse nye sange ud af lydsuppen. Der er en cirkulær bevægelse gennem hele værket, såvel som i de enkelte sange og den måde, de tager fra hinanden og bearbejder det, men ‘The Healer’ spejler sig også omkring sin egen akse, sådan som den falder i sine fire dele: Først en lang sang, der bliver ved med at opløse sig selv og finde nye ledetråde at følge, så en halvt så lang sang, der lader elementerne smelte sammen organisk. Den efterfølges af endnu en sang i halv længde, hvor alle elementerne væltes sammen og tørner ind i hinanden, inden den afsluttende lange sang dekonstruerer det hele i organisk flydende bevægelse. Verden ender hverken med T.S. Eliots brag eller klynken: Den ender med resignation og bevidstheden om, at det hele kommer til at gentage sig igen og igen. Der er ingen vej ud af lidelsen, men heller intet liv uden den.
‘The Healer’ fordrer udelt opmærksomhed og straffer distraktion med forvirring og en oplevelse af retningsløshed.
Det gør selvsagt ikke ‘The Healer’ til nogen nem plade lige at have kørende i baggrunden, mens man laver alt muligt andet. Den fordrer udelt opmærksomhed og straffer distraktion med forvirring og en oplevelse af retningsløshed. Men så belønner den til gengæld også koncentreret lytning ved at åbne sig for og vise, at det hele slet ikke er så lidelsesfuldt alligevel. ‘Yellow Dawn’, pladens anden sang, efter ‘World of Light’ over 26 minutter har åbnet og lukket sig mellem knusende tung sludgemetal og freeform noise, starter som en ørkenrocket bluestraver med sprødt psykedeliske guitarlicks, inden den to minutter inde genfinder et doommetallisk stykke fra ‘World of Light’, som Brian Cook (også kendt fra Russian Circles, These Arms Are Snakes og Botch) underbygger med en slapt rumlende nedstemt bas, mens trommeslageren Nick Yacyshyn fra Baptists banker så meget tyngde og bounce ind i sangen, at det næsten får den til at tippe. Syv minutter inde finder Cook et ledemotiv frem fra albumåbneren, og så vælter det hele i en skingrende no wave-guitarsolo, inden sangen slutter i en noget nær eksalteret stemning. Som en fejring af at være kommet igennem denne gang, denne sang. Den stemning holder igennem det meste af den efterfølgende ‘New Rites’, selvom ‘The Healer’ her begynder at vende vrangen ud på sig selv og pille det fra hinanden, den har sat sammen over første halvdel af pladen.
Der er en meditativ kvalitet over ‘The Healer’, der føles mere givende end køleskabsmagnet-buddhisme eller al den sjælfulde post-metal, bandlederen Aaron Turner i 00’erne var med til at sætte i verden som leder af Isis. Skønsangen, de tranceskabende repetitive forløb og den melodiske indie-sensibilitet fra Isis har han forsaget i Sumac: Sumac er antitesen til Isis med vokalen en blanding af growl, grynt og hyl, en varm, organisk guitarlyd og sange, der nægter at dvæle ved sig selv eller lade sig udvikle naturligt.
Når det er givende, er det ikke bare, fordi musikken er besværlig, men fordi den besværlighed mimer eksistensens besværlighed. Det er åndssvagt hårdt, jo, og det gør ondt. Men ved at tage aktiv del i den lidelse, ‘The Healer’ er centreret om, lader man den også løfte en del af ens eget lort med ud i processen.
Det er faktisk en del mere værd end at blive i det groove og hænge fast i det riff.
