Efteråret har meldt sin ankomst både på papiret og i femdøgnsprognosen. Det samme har den musikalske pendant til oktober, Waldgeflüsters nye EP ‘Unter Bronzenen Kronen’. Og hvilket bedre tidspunkt end løvfaldssæsonen til at tage en tyk sweater på, støve sit tyske af og udforske skovens dybe, stille ro?
Titel- og åbningsnummeret ‘Unter Bronzenen Kronen’ drager mig øjeblikkelig ind med en næsten optimistisk stemning og får mig til at længes efter “rigtigt” efterår, selvom verden stadig er klædt i grønt. I stil med Ghost Baths ‘Star Mourner’, er musikken ved første ørekast ganske typisk black riffing, og alt det vi kender og elsker fra den atmosfæriske del af familien. Tonaliteten kan bedst beskrives som opløftende og står i skarp kontrast til en vokal, du helst ikke vil have svarer dig, skulle du finde på at råbe i skoven. Der er masser af blast beats, tremolo, indlagte pusterum hvor post-metallen regerer enevældigt og et meget diskret kor der spøger i baggrunden, smukt afbalanceret med den fremherskende melodi.
Fascinationen af udendørsaktiviteter er indbygget i navnet, hvis nogen skulle være i tvivl. Waldgeflüster, “Skovhvisken”, poserer på samtlige bandfotos i en skov – noget som ikke er fremmed for genren – til gengæld er der hverken tryllehat eller morgenstjerne at spore nogen steder, kun et løfte om frisk luft og melankoli. Winterherz synger på sit modersmål, noget der giver musikken et skær af autenticitet, på en måde jeg formoder er individuelt fra lytter til lytter. Det giver det tilmed et strejf af andægtighed – ikke ulig salmer.
Nu falmer skoven trindt om land…
Kom ikke og fortæl mig, at titlen på det andet originale nummer, ‘Herbst befiel das Land MMXXIII’, (høsten falder om det ganske land, red.), ikke lyder som navnet på noget man synger til en begravelse. Stemningen, som jeg ikke kan fremhæve nok, er langt mere trykket end titelnummeret, disen hænger mellem træerne og der er ikke længere den samme følelse af godartet længsel efter noget udefinerbart. Originalens 00’er-aggression er erstattet af den nedtrykte og dæmpede oplevelse mange forbinder med sæsonens komme, hvor dagene er korte og mørket ikke kun sænker sig udenfor.
Og apropos kort. Deres metalcovers af henholdsvis banjo-sjæleren ‘The Pit’ fra Panopticon og den sørgmodige singer/songwriter-sag ‘Black Flies’ af Ben Howard er i bund og grund overflødige. Jeg synes det er en træls tendens at fylde en EP op med covernumre – selvom det i dette tilfælde er en formildende omstændighed, at et af dem er af dem selv. Når man kun har en halv time til at præsentere sit kommende album, så synes jeg det er massivt spild af tid at omskrive andres musik for at vise sin egen. Det gælder også jer, Waldgeflüster. På ‘The Pit’ læner frontmand Winterherz sig tungt op ad Katatonia, hvorimod ‘Black Flies’ kigger efter hos blød metalcore à la Bring Me The Horizon.
Det er, mildest talt, frustrerende. Den kognitive dissonans i at være glad for black metal og samtidig vægte originalitet højt, er konstant. For nok er Waldgeflüster ikke skyldige i at opfinde den dybe tallerken, men deres kombination af atmosfærisk/post black og dendrofili tiltaler mig og den originale ‘Klage II – Herbst befiel das land’ har fået et helt nyt liv. Jeg interesserer mig overordentligt meget for hvilke emotioner – de rent mentale følelser – musik kan vække i mig, hvilke indre billeder den fremmaner og her er der masser at hente, for typer der kan lide at sparke til bunker af visne blade, mens de føler ting under ordnede forhold.
En god ven sagde til mig forleden, at black metal skal være som kaffe. “Sort, stærk og uden uskyldigt blod”. Jeg foretrækker dog min med sukker, for ingen af delene behøver længere kun at være en mørk, bitter og tilegnet smag. Der blæser nye vinde i den selverklærede misantropiske isørken, hvor alt førhen skulle være sort i sort. Det er der ikke noget nyt i, men i Waldgeflüsters tilfælde, indebærer det et løfte om lys i mørket.
