Skal det være pink, så lad det være punk. Scene Queen, aka Hannah Rose Collins, definerede begrebet “bimbocore” på sin EP af samme navn fra 2022, der, selvom den måske ikke umiddelbart deler lyd med Brat, der bruger næsten samme ord – i Brats tilfælde “bimboviolence”, så i hvert fald har en masse tankegods til fælles.
Nu er Scene Queen så på banen med sit første fuldlængdealbum, der har den skønne, internetinspirerede titel ‘Hot Singles in Your Area’. Lad os dykke lidt ned i den.
Det første jeg vil snakke om, er måske ikke det, der virker hverken mest aktuelt, relevant eller ligefor. Men jeg vil gerne tage fat i mit absolut sureste opstød først og få det overstået. Og det handler om den absolut sidste sang på dette, ganske lange, album. ‘Climax’, som det hedder, er nemmelig det, man kan kalde en horribel ballade. Og selvom ‘Hot Singles in Your Area’ generelt har været præget af morskab, fis, ballade og hårdtslående lyrik, er det her en vaskeægte våd prut.
Det er som om, vi slet ikke har lært noget af Evanescence og Stone Sour, der begge var så præget af klynkende tudesange, at det var svært ikke at blive spontant chaotic evil og losse til et helt børnehjem af bare arrigskab. Det giver ‘Climax’ mig også lyst til.
Det er et gennemskueligt træk, der udelukkende tjener til at kunne spille et ekstranummer for lysende mobiltelefoner, og give teenagere i alle aldre en out til at kunne sige “Det er altså ikke kun sådan noget råbe-skrige-musik!”.
Og det ved vi jo godt. Jeg håber, at det er sidste gang, jeg stifter bekendtskab med den slags. Føj.
Nå, men det er heldigvis det største lavpunkt, og der er kun en anden sang, der gør mig hidsig, mens de øvrige varierer fra “heh” til “fuck ja, this girl ate”.
Fordi overordnet set er Collins rimelig sej. Da hun spillede på Download Festival i juni donerede hun hele sin betaling til Palæstina-nødhjælp. Hun er åben om sin egen ADHD-diagnose og sin bipolare lidelse – den slags er ikke for sjov, som NEXØs Jakob Møller-Jensen fortalte os om – og så er hendes tekster, for det meste, slagkraftige feministiske paroler, der borer en lang gelenegl direkte ned i et ækelt betændt sår.
Man kan med fordel tage fat i allerførste single fra albummet her. ‘18+’, hedder den. Og vi starter hårdt ud med at konstatere, at bands med medlemmer, der har involveret i alskens forbrydelser og rædderlig opførsel, stadig trækker hovednavnstatus. I flæng kan nævnes Josh Homme, Anthony Kiedis, Axl Rose, Dr. Dre eller, ja, Drake, som måske er det mest aktuelle navn i denne specfikke kontekst.
Sangen handler meget specifikt om den Warped Tour-agtige opførsel i at invitere mindreårige – kendetegnet ved de lyserøde armbånd – ombord på bandbussen og derfra den generelt tvivlsomme adfærd, der nærmere har været reglen end undtagelsen når det kommer til en genre, der i en vis grad har fulgt i stifter Elvis Presleys fodspor. Scene Queen nævner også den klassiske notes app-undskyldning, der vist efterhånden giver de fleste lyst til et hvidt snit med en isøkse, som Collins synger. Videoen italesætter alt dette på den mest humoristiske vis og Collins, iført sin skønne Elle Woods-agtige garderobe, der er blevet hendes kendetegn, sætter sig selv i skudlinjen, hvilket er ganske kendetegnende for hende.
Det samme gør hun i ‘Pink Push-Up Bra’, hvor hun ganske tydeligt bringer sit eget levede overgreb i spil, hvilket bliver et meget stærkt greb i en sang, der ganske tydeligt handler om voldtægt, om fantasier om at tage magten tilbage og det frygtelige faktum, at kun 7 % voldtægter begås af fremmede.
I den lidt sjovere ende – tragikomisk, måske nærmere – finder vi ‘Mutual Masturbation’, der tager fat i den velkendte “nævn-tre-sange”-kultur, hvor Collins fortæller lidt om, hvordan hun er blevet mødt af lokale bands og disses fans når hun har været ude for at spille. Gruppen af mænd, der har travlt med at klappe hinanden på skulderen og verbalt fellere hinanden, beskrives som “circle jerks in formation”, hvilket er et ganske morsomt billede.
Grundet hiphop-indflydelsen er det gansket naturligt at bravado og god gammeldags pral fylder en del i lyrikken, og med undtagelse af ‘POV’ gør Collins det egentlig ganske udmærket, både på førnævnte ‘Mutual Masturbation’, men særligt også på ‘Milf’, hvor genstanden for hendes skryden er hendes store musikalske og vokale spændvidde, hvilket hun understreger ved at spille et country-bimbocore-track. Det er godt lavet.
Og for størstedelen af sangene er det også tilfældet. Collins er god som sanger og rapper, men i særdeleshed som rimsmed og sangskriver. Hendes metalcore-influerede guitarpassager og breakdowns er solide og står ikke tilbage for noget, man ellers ville kunne opleve rundt om på festivaler og deres lige.
Guitarerne fræser og brager ind, når sangene lige har brug for det ekstra skud industrialinflueret energi, de kan bidrage med. God mulighed for pits, lige der.
Hvor hun klarer det bedre end Deathbyromy og Mimi Barks, som vi netop har oplevet på Copenhell, er ved at de metalliske elementer netop anvendes til noget og føles som en integral del af musikken. Vi har normalt ikke noget ærinde i at sætte kvindelige kunstnere op mod hinanden, men i dette tilfælde er der dog så meget overlap, at det kun kan være meningsgivende.
På ’18+’ synger hun “If a bitch wants to be famous / Tell ’em, “Write a better hook, pussy”” – og det gør hun så forbilledligt. Det er frygtige catchy. Der er en grund til, hun blev stor på TikTok, og det handler udelukkende om at være dygtige nok til at skrive både musikalske og lyriske hooks, så stærke, at de bliver siddende.
En anden gang kunne det være interessant at dykke ned i det pornoficerede og mandsskabte sexualunivers og -lingo, der også fylder så meget for Scene Queen som del af hendes feministiske projekt, men vi må vist også erkende, at denne anmeldelse vist vil skyde lidt over målet, hvis der skulle være plads til et mindre essay også.
Som med meget andet musik sælges dette album af en karismatisk frontperson, men Collins har også noget at have det i. Hun synger selv på pladens måske stærkeste nummer, duetten med Wargasm ‘Girls Gone Wild’, “If I had a dick, I’d be dangerous” .
Jeg håber, at hun bliver mindst lige så farlig uden. Der er folk, der trænger til at høre de ting, Scene Queen siger. Deres tid er forbi.
