To lange år har det taget, fra vi først stiftede bekendtskab med den københavnske kvartet. Nu, langt om længe, gøres den selvbetitlede demo fra 2021 følgeskab af en fuldlængdeudgivelse.
Lange år føles det som, men også vel brugte år. For selvom demoen var genial, og den er blevet gennemlyttet igen og igen, var det også en plade med ikke få skønhedsfejl og børnesygdomme.
Som sådan gjorde det ikke noget. Det er jo trods alt punk, men ikke desto mindre er det skønt at høre hvor meget to års intensiv koncertspilleri har gjort for de musikalske evner. Hvor Annie Nyvolds guitar tidligere lakkede noget efter Suo Feis mere rutinerede hænder, er det nu et langt mere jævnbyrdigt makkerskab. På samme måde har de tos sangstemmer fundet hinanden i højere grad, ligesom begge sæt stemmebånd har fået lidt mere hård hud. Det klæder dem i den grad, og ‘Pleaser’ er et velindspillet og velproduceret album, begge dele plus mastering foregået hos Marcus Ferreira i No Master’s Voice i København.
At Pleaser er blevet dygtigere til at spille, har også gjort, at de er blevet mere selvsikre, når det kommer til at blande flere forskellige genrer sammen på én gang. For naturligvis er Babes in Toyland, Hole og Bikini Kill stadig at spore ganske tydeligt, men de står ikke alene. For eksempel indledes førstesinglen ‘Join the Strings’ med nærmest black metallisk tremoloriffing, inden det punkede islæt tager over. ’The World Says its Name’ er derimod tung som et ondt år, hvilket giver en fabelagtigt modvægt til det tyggegummiagtige, som bandet også behersker så grundigt.
Det betyder også, at vi får et mere helstøbt billede af Pleaser og Pleasers univers. For på nogle måder, har det føltes besynderligt at høre doom- og black metal-musikere spille noget så forholdsvis letbenet, og det ændrer både helhedsbilledet, men i høj grad også produktionen på. Teksterne har altid indfundet sig fra en mørk afrejeseperron – skrevet af Suo Fei, der har sin egen tunge bagage med, som de er. Det er ikke rar lytning, men kredser derimod om ængstelighed, nedtrykthed, indre dæmoner, og, naturligvis, liv og død. På samme måde er bandets navn “Pleaser”, jo heller ikke et ord, vi nutildags opfatter som noget specielt positivt, hvis altså det lægger sig opad et personlighedstræk. Det er denne dobbelthed, der gør Pleaser interessant. Det trækker tråde til Juliette Lewis i den efterhånden klassiske ‘Natural Born Killers’, der eksisterede i krydsfeltet mellem det modtagende og det udøvende, det passive og det aggressive, det uskyldige og det voldelige, eller måske, det feminine og det maskuline.
Som bekendt er det ikke specielt velset, at kvinder skulle udtrykke vrede, ligesom det ofte skaber rynker på Sørine Godtfredsens næse, når en mand formaster sig til at knibe en tåre.
Alt dette gør Pleaser op med med en naturlighed, der er beundringsværdig. Det føles aldrig forceret, men selv bandopbygningen, med Olle Bergholz og Oliver Nehammer i baggrunden – rytmesektionen, der gør deres job, men ikke løber med opmærksomheden – og de to hyperfeminine sangere og guitarister Suo Fei og Annie Nyvold i front. Det føles ikke som et statement, men derimod en naturlig følge af den vision, de to har haft, da de skabte bandet.
Dynamikken, der skabes i dette krydsfelt, er interessant. Bandet har, med et glimt i øjet, ofte refereret til sig selv som “bubblegum chainsaw punk”, hvilket netop understreger dette opgør med de kunstige skel mellem hvad vi opfatter som maskulint og feminint og netop hvad der er acceptabelt.
I Pleaser må kvinderne gerne skrige og sparke, de må gerne fylde, og det er ikke for sjov at de nogle gange sammenligner sig med den ofte latterliggjorte Sussi Nielsen, (Sussi og Leo, red.) der om nogen fremstår som en stærk kvinde i den danske musikbranche, og som har formået både at skabe sig en karriere, men også at fastslå sit eget personlige brand, og aldrig gå på kompromis med sin identitet.
Fei og Nyvold fordyber sig i både det campede og det hyperfeminine – deres optræden i brudekjoler på K-Town Hardcore Fest eller som Sailor Moon-cosplayers på Beta står som strålende eksempler, og omfavner dermed noget af det samme som Sussi Nielsen står for, når hun ifører sig læder, lak og frynser på en tilfældig torsdag på Skansen. Denne afslappede intensitet og tryghed i sin egen identitet er i særdeleshed indbegrebet af Pleaser. Skide være med om det er cringe, for det er sjovt og det er godt. Det er svært ikke at få lyst til at høre ‘Pleaser’ en gang til og måske en gang mere, når den er færdig, og på den vis må det siges at være et mere end vellykket album. At bandet som personer står som eksempler til efterlevelse er en sidegevinst.
