Og No Cure mener det helt sikkert – men desværre er det ikke altid, det skinner igennem på I Hope I Die Here. Albummet føles som en tung sydstatsbarbecue, hvor hele Alabamas hardcore-scene er inviteret. I min årsliste efterspurgte jeg flere features – og det skal jeg sgu love for er blevet hørt, da hvert nummer indeholder en feature. Nogle bedre end andre. Problemet er bare, at det hele lyder monotont og ensformigt – hvilket står i skarp kontrast til forsanger Blaythe Steuer, der med sin lidt dybere Bryan Garris-vokal faktisk kunne have været en større styrke, hvis produktionen havde givet plads til det.
Det kunne have været så fedt, men…
Jeg ved ikke om det er mig der er faldet af på den, eller om det er fordi at jeg aldrig rigtig har været sådan, all in på deathcore, men jeg så god synes jeg heller ikke at No Cure er på den her EP (deres cover af Firestorm er 10/10 tho). På papir virker No Cure vildt interessante: dødsmetal møder beatdown i en slåskamp med straight edge-bøller. Hvad er der ikke at elske? Det burde være en knockout, men selvom albummet har sine øjeblikke, bliver det overordnet en frustrerende oplevelse præget af gentagelser og manglende innovation.
Åbneren, ‘Hang Me From the Bible Belt’, som er en fed titel (det har de generelt) sparker døren ind med metalisk hardcore, mens der nikkes anerkendende til Gatecreeper – men nummeret forløser aldrig helt sit potentiale. Det er dog two-step-venligt, og det kan man jo altid bruge. ‘Don’t Need Your Help’ går dybere ind i deathcore med tremolo og blast beats, men vokalerne er så irriterende, at jeg ofte springer nummeret over. Der kommer mere beatdown og gang vocals ind på ‘Forced Coagulation’, som er blandt pladens bedre numre, selvom trommerne kunne være forbedret, da hver gang det begynder at få et swung af slåskamp, kommer der for meget dobbeltpedal til min smag og så ryger den her musikalsk inhabile makker ud af tempo. ‘The Basement Beneath the Fountain’ starter stærkt, men gentager sig selv til døde – dog trækker Wretched Blessings feature nummeret op. De er også de eneste, der ikke er fra Alabama.
De efterfølgende sange lider lidt under samme problemer. ’Your Children Will Drown In the Burning River’ og ‘Kill A Frat Guy’ (igen, fantastisk titel) har begge stærke riffs og breakdowns, men gentagelser og halvhjertede opbygninger trækker dem ned.
‘The Problem Is You (Same Old Shit)’ er decideret svagt med kedeligt riff og feature fra The Slam Brigade.
Albummet slutter heldigvis bedre, end det begynder med ’Warcry’. Måske fordi at det er her, de er mest hardcore. Lige over ét minut med D-beat, two step og fællesråb, ret simpelt. Det er uden tvivl albummets højdepunkt, men det siger måske lidt mere om pladen end om sangen selv. Med temaer som religiøs kontrol, højrefløjens konspirations teorier, klima, kapitalisme og misogyni burde jeg være vild med det her. Sagt på en anden måde: Jeg kan lide det rundt om, men ikke selve pladen. Jeg ville ønske at det var bedre.
Når man tænker på at No Cure er et “skyder dig i skærmen med et oversavet”-energi band, og generelt har en skøn aggression, så er ‘I Hope I Die Here’ bare lidt, meh. Jeg er sikker på at de fungerer bedre live end på plade. Det håber jeg i hvert fald.
Jeg vil klart anbefale at man giver No Cure et lyt, hvis man kan lide sin metaliske hardcore dum og fyldt med død, men det behøver måske ikke være den her EP.
