Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Uniform tidligere, og jeg skulle starte dette skriv med en lille motiverende salgstale for deres nye album, kunne det godt blive lidt af en “hit or miss”-situation. De bevæger sig et sted mellem sludge, industrial og noise, teksterne er ubehagelige og hovedrystende foruroligende, og så er åbningsnummeret lidt over 21 minutter langt. Hvis dette ikke lyder som noget for dig, så hold lige fast et øjeblik, og lad mig forklare, hvorfor du alligevel skulle give Uniforms nye plade ‘American Standard’ en chance.
Bag det mastodontiske åbningsnummer, gemmer der sig noget forfærdeligt. Det er råd, som spreder sig med faretruende hast gennem hele udtrykket. Det er monsteret, som er kravlet op af brønden for at gribe dig om skuldrene og stirre dig ind i øjnene.
“A part of me, But it can’t be me, This meat on my waist” åbner forsanger Michael Berdan i råbekor med sig selv, og herfra er stemningen sat. En kakofoni af introspektiv og frastødende lyrik bliver til et mareridt om ikke at kunne være i sit eget kød, som et billede af en grotesk og fremmedgjort skygge af ens identitet. Berdans lyrik er skarpt billedligt og konfronterende udført, og kredser om emner som identitet både kropsligt og psykisk. Det kan af og til høres som et skriftemål, og bliver en abstrakt fremførelse af noget intimt; noget, som du ikke burde have hørt.
Det er efterhånden nogle år siden, at jeg på albummet ‘Shame (2020)’ dykkede ned i Uniforms sump af støj, og jeg er umådelig glad for, at de på ‘American Standard’ viser, ja, hvor standarden bør ligge. Her i sumpen er der ingen plads til selvbedrag eller tryghed. Den auditive ækvivalent til skolegårdklassikeren fangeleg dog uden helle på redskabsskuret, og desuden er fangeren en amøbe manifesteret af alle ens traumer og usikkerhed. “Det er sådan noget rigtig Thor-musik.” skriver min kollega Tobias, og jeg må give ham ret, for hver sekvens og hver skærende dissonans trækker mig længere ned i det klamme dyb, hvor det i forvejen er svært at finde fodfæste. En ubarmhjertig påmindelse om de dybeste rædsler, som sjældent får lov til at se dagens lys, og jeg kan kun læne mig tilbage og være betaget af dårligdommen.
Med en rå og knasende produktion brager Uniform afsted på ‘American Standard’, hvor tunge og dronende passager lægger sig over Berdans insisterende vokal. Med stor kontrast bliver arrangementerne næsten håbefulde og opløftende, som storladende crescendoer bygger sig op over den fortvivlede lyrik. Uniforms brug af elektronisk instrumentering, effekter og feedback, ud over en mere traditionel tilgang til genren, bliver som varemærke for deres udtryk og kreativt udnyttet på ‘American Standard’, hvor ‘This Is Not A Prayer’ bliver en lang og overvældende mur af støj, ‘Clemency’ er bygget op omkring oldschool sludge-riffs og ‘Permanent Embrace’ bliver en blanding af de to, med referencer tilbage til det lange åbningsnummer ‘American Standard’ med smukke kontrastfyldte stykker à la blackgazegenren. De lange, tålmodige numre gavner Uniforms udtryk, og jeg er imponeret over det skarpe udtryk, som gruppen får skabt som enhed.
‘American Standard’ er til os, der er betaget af det ukendte, i det hypnotiserende møde mellem det skræmmende og det betagende.
