I den moderne verden, er det svært at få opmærksomhed som musiker. I gamle dage var der MTV – og Headbanger’s Ball, ej at forglemme – og der var fysiske magasiner, der fortalte om sangene. Og ikke nok med det. De medsendte ofte cd’er med en masse nye sange.
Det gør vi jo stadig, på en måde. Men det, der alligevel var den helt store fordel ved de fysiske promo-cd’er var, at de lå og flød på værelset. Og hvis man så havde taget sig sammen til at købe cd’en, gjorde den det samme.
Det lyder måske som rod, men det, det i virkeligheden var, var tilstedeværelsen. Du så hele tiden det album, du havde købt, og så var du mere tilbøjelig til at sætte det på. Tilstedeværelse er nærmest totalt forsvundet i 2024, især hvis man sætter ordet “fysisk” foran. Der er stort set ingen, der køber cd’er længere og udover dedikerede samlere, overbeviste fans eller hoarders-to-be med for store mængder disponibel indkomst, gælder det samme for vinyler og kassettebånd.
Og hvad gør man så? For jo-jo, man er jo tilstede på sociale medier, på Spotify, Tidal, Apple Music og Bandcamp. Men i skrivende stund har undertegnede over 1000 gemte albums på Tidal-kontoen og nok omtrent lige så mange på bandcamp. Fraregnet de købte, that is. Og med mindre man specifikt kan huske hvad pladen hedder eller man sidder og doomscroller sin samling, fordi man lige netop mangler det der je-ne-sais-quois, så er der en vis sandsynlighed for, at man ikke snubler over det lige med det første.
Derfor ser vi også mange musikere udbrede deres musik på andre måder. For hip-hop-kunstnere er det meget almindeligt at udgive såkaldte mix-tapes. Det svarer nok nogenlunde til det, vi referer til som EP’er. Gerne mange af dem før der kommer en fuldlængde. Hvis der altså nogensinde gør det. Megan Thee Stallion er et godt eksempel. Der gik fire år fra hun udsendte sit første mixtape til LP’en kom. Og da den gjorde, var hun allerede en megastjerne.
Andre udsender singler. Mange singler. Der er hjemlige Cabal et godt eksempel. I gamle dage udsendte man måske to singler inden udgivelsesdatoen, og et par ekstra efterfølgende, men Cabal udsendte fire styks inden de udgav ‘Magno Interitus’ i 2022. Og har siden da ikke ligget på den lade side, men har udgivet featuring numre, remixes og deltaget i dette og hint med blandt andre John Cxnnor og DETHRXNER, foruden deres livestreams på tiktok og massiv tourvirksomhed.
På denne måde holder man sig præsent i lytterens tanker – og ikke mindst deres feed – i længere tid, og sørger for, at der bliver lyttet til sangene mere end en enkelt gang.
Men aldrig tidligere har jeg set nogen gøre som svenske Black Birch. Fra januar 2022 udgav de én sang om måneden. Hele året. Det gjorde, at man aldrig løb tør for nyt materiale, at man, eller jeg, i hvert fald, gik og glædede mig til noget nyt hver eneste måned og nærmest følte, jeg var med i en julekalender. Vi ser noget lignende på TV-streamingtjenesterne, der i høj grad er gået væk fra bingewatchingkonceptet og nu udgiver deres flagskibsserier episodisk. Netop for at fastholde kunden i længere tid. Det kan føles frustrerende, men det kan også hensætte os i en tilstand, der i undervisningssammenhæng kaldes “optimal frustration”. Når noget er præcis uden for rækkevidde, men tæt nok på til, at man næsten kan smage det.
Og det formåede Black Birch. Ved at udsende sangene månedsvis, fik de et helt års omtale, og for dem, der var bare den mindste smule interesserede i black metal, var det svært at komme udenom. BBC’s Radio 1 spillede dem, Metal Hammer, Decibel, Idioteq og, nå ja, Selvtægt, skrev om dem. Det var en fremragende strategi. Da de udsendte deres EP sidste år og opsamlede fire sange var det en smagsprøve. Også den blev labbet op. Og nu er vi så nået til LP’en. Ikke helt så lang ventetid som hos Tina Snow, men længe nok. Jeg har i hvert fald glædet mig.
Men hvad glædede jeg mig egentlig til?
Ja, det er så spørgsmålet, og det er et, der har fyldt i mit sind siden jeg fik promoen. For jeg har jo hørt sangene. Jojo, jeg elsker da stadig at høre de subtile Mew-referencer på ‘Wry’, men jeg er ikke overrasket over, at der findes black metallere, der holder af det danske band. Jeg hørte det jo allerede sidste år.
Mest af alt føles det som quality-of-life-update. Altså den slags, der ikke ændrer noget grundlæggende, men blot gør det hele lidt nemmere at være en del af. For det har da været irriterende ikke bare at kunne høre alle sangene ud i et. Og det kan man nu. Det er rart nok.
Og det gør jo selvsagt ikke noget ved sangenes kvalitet. Den er stadig i top. Førnævnte ‘Wry’ er fantastisk og Gina Wiklunds skærende forvrængede stemme bidrager stadig med en perfekt mængde panisk desperation i den afdæmpede og buldermørke musik.
Allerede fra ‘Weak’, første sang på pladen og første udgivelse overhovedet, der indledes med en kort indånding, står hun knivskarpt og som et fyrtårn i alt det sorte. Det er interessant at lytte til hende i black metal, når man i forvejen kender hendes stemme fra hardcorebandet GASP, men efter moden overvejelse, må jeg konstatere, at hun er bedst i Black Birch.
Jeg er stadig behørigt på røven over optagelses- og mixingkvaliteten, som Wiklund og partner Ulf Blomberg er i stand til at få ud af hjemmestudiet. ‘Death’ er smuk som få andre og det er imponerende at lytte til black metal, der som den giver plads til alle elementer og nuancer uden det bliver til poleret Dimmu Borgir-plastic-black. Det samme kan siges om lukkeren ‘Lights’ – decembernummeret– der formår at være skrøbelig og fin, samtidig med, at den er rå og brutal. Opbygningen føles nærmest æggende og ildevarslende på samme tid og det lave lydniveau føles tungt og kvælende, inden man endelig forløses og druknes under nordlyset.
Svenskerne forstår her at holde fast i rødderne og spille black metal som det skal være. Dermed ikke sagt, at det lyder af Norge i 1990’erne. Gudskelov, kan man ironisk sige, for det er en lyd, der for længst har overlevet sig selv, og som ikke har en eneste nulevende repræsentant, der er værd at lytte til.
Det er derimod black metal, der forstår essensen af genren og formår at gøre den både levende og nutidig. Det er black metal, der har forstået, at det inderste i lyrikken skal være både mørkt og personligt og at man ikke behøver synge om Satan, hvis man har noget klogere at tage sig til. Min kollega uddybede dette på bedste vis i sin anmeldelse af EP’en, så jeg vil henvise til den, fremfor at forsøge at omformulere hendes vise ord.
‘Black Birch’ er uden tvivl en fremragende og solid plade, og man kan ikke andet end håbe, at Black Birch vender tilbage med mere i samme kaliber. Men jeg håber måske, at de gør det på en lidt anden måde næste gang. Jeg vil gerne kunne overraskes lidt mere.
‘Black Birch’ er udgivet på Tnor, Fiadh Productions og Blastbeat Vinyl. Den er indspillet, mixet og mastered af Ulf Blomberg i HoboRec Studios. Artwork er skabt af Gina Wiklund.
