Alle 90’er-hardcore-bands, der fandt sammen igen op gennem 10’erne ud fra et stærkt økonomisk incitament kedsomhed, når ungerne var flyttet hjemmefra, et folkekrav i scenen en følelse af, at det, de havde sagt dengang, stadig gjaldt nu og endda var endnu vigtigere at slå fast endnu en gang: Alle de bands vendte tilbage lidt rundere i det. Der var en gennemgående vibe af ren chumminess, af, at det også bare var fedt at være sammen igen, spille de her sange igen, møde gamle venner, indse, at alt det her stadig ræsonnerer i andre end dem selv.
Det er svært at forestille sig Racetraitor have det særligt chilleren over at spille sammen igen. Det er svært at forestille sig dem chille overhovedet: Af et band at være, der har haft indtil flere medlemmer af Fall Out Boy inde over (Pete Wentz spillede bas en periode i 90’erne, Andy Hurley har været med hele vejen igennem 90’erne og siden gendannelsen), er Racetraitor omtrent så langt fra good times, som man kan komme.
Det ligger alene i navnet: Racetraitor. I en hardcore-scene så hvid som toastbrød kunne de have holdt kæft. Racetraitor kunne have været lige så straight edge som alle andre, og de kunne for den sags skyld have erklæret deres sympati til både dette og hint undertrykte folk uden at træde ved siden af. Det gjorde de ikke: De angreb hardcore-scenen for den måde, den selv var en del af den systemiske racisme, bidrog til økonomisk ulighed og bare i det hele taget ikke var en skid woke.
Den ild brænder stadig i Racetraitor. Da de vendte tilbage efter 17 år væk, kan det da godt være, at Andy Hurley havde brugt de mellemliggende år på at lave ironiske musikvideoer med abeinstruktører og bikinibabes, mens de andre røg ind og ud af Vegan Reich, men sangeren Mani Mostofi brugte tiden på at blive advokat, arbejde for menneskerettigheder og stifte internationale NGO’er.
Det var altså ikke, fordi de kedede sig, at Racetraitor vendte tilbage i 2016 og først lavede et par EP’er, så et helt album i 2018, ‘2042’. Racetraitor vendte tilbage, fordi de stadig ville os noget. Det vil de tydeligvis også med ‘Creation and the Timeless Order of Things’. Tre års forsinkelse – pladen skulle oprindeligt være kommet i 2020, men der var noget med en pandemi – har ikke gjort den mindre aktuel, for Racetraitor har brugt tænkepausen på at finde ud af, hvordan de kunne få de emner, de tager op i teksterne, til at reflekteres i musikken.
Det gjorde de også i 90’erne: På ‘Burn the Idol of the White Messiah’ i 1998 kammede hardcoren over i dødsmetal og grindcore for at matche teksternes rasen. Et par årtier senere er udtrykket modnet, Mostofi skuer indad og bruger sine egne og guitaristen Dan Binaeis erfaringer som børn af iranere flygtet fra revolutionen i 1979 til at forstå den opstand, der har ulmet og brutalt er blevet kvalt i nutidens Iran. I musikken medfører det, at iransk folkemusik lyder som et ekko gennem flere af sangene, allertydeligst i åbneren ‘Eid’ og ‘Cave of the Patriarchs’, men det får ikke lov at fylde så meget, at det bliver en gimmick eller kommer til at gibbe i én af frygt for uforvarende at udsætte sig selv for folkemetal. I stedet toner det musikken og giver den en poetisk tyngde. Hvor meget det i den forbindelse har at sige, at Andrea Black er en del af det gendannede Racetraitor, er svært for mig at sige noget om, men den episke post-metal, hun spillede i A Storm of Light i begyndelsen af 10’erne, giver genklang her og bliver vitaliseret af det modspil, den får af Racetraitors hamren igennem.
Hvis Racetraitor tidligere godt kunne føles som at blive skældt voldsomt ud, føles det på ‘Creation’ mere, som om de raser med én end mod én eller bare for deres egen hygge-indignations skyld.
