Som et kassettebånd fundet bag sofaen i et dødsbo minder Poison Ruïn om, hvor magisk det kunne være at opdage ny musik, dengang alt endnu ikke var umiddelbart tilgængeligt. Det er som at blive optaget i et hemmeligt selskab – også selvom det mest er hemmeligt, fordi ingen andre bryder sig om det.
Der er noget dybt nostalgisk over at høre musik, der lyder, som om den er blevet overleveret gennem 80’ernes tape trader-kæder af kassettebånd, der for hver overspilning har fået lidt mere sus lagt ind over, som var hvert fedtede tonehoved, optagelsen er gået gennem, et håndtryk for de indviede. Det gælder også for ‘Confrere’, der snildt kan udløse et heftigt nyseanfald og hvinende astma med sin lyd af skimmelsvamphærget kælderværelse, hvor det tyktluvede gulvtæppe har set sit og forseglet det i nullermændene.
Man kan så med al mulig ret spørge sig selv om, hvad det skal gøre godt for at efterstræbe lyden af mangelfuldhed, af uforstandige studieteknikere og nikotinfedtede konfirmationsanlæg, når der nu er så gode muligheder for at få ens musik til at tage sig bedre og mere tidssvarende ud. Det er ikke, fordi Poison Ruïn har noget at skjule: Sangene på ‘Confrere’ er så gode som nogensinde med en titelsang, der blander NWOBHM-melodier ind i en streetpunk, der ikke er meget for at gå ud på gaden, og ‘Execute’, der graver Hellhammers bedårende ubehjælpsomme proto-dødsmetal op og rasler med knoglerne.
Så hvorfor ikke vise de sange fra deres bedste side?
Man kan høre Poison Ruïn som et Svend Brinkmannsk oprør mod evindelig selvoptimering, sjælløs perfektionisme og opportunistisk kommercialisering af subkulturer. På godt og ondt er Philadelphia-kvartetten også bare selv et produkt af retro-kulturens higen efter autenticitet gennem upcycling: Det kan godt være, at Poison Ruïn ikke har samme budget bag sig som TV-serien ‘Stranger Things’, men det er de samme grundlæggende idéer og følelser, de spiller på. Der er en tydelig ondskab, om den så er jakkesætklædt eller har tentakler og vildt mange tænder. Der er en naiv dyrkelse af en kitschet æstetik, som vi burde vide bedre end at vække til live igen med seriemorderbriller, mullets og stonewashed jeans. Der er de to korte stykker dungeon synth, som er blevet udfoldet videre i sideprojektet Shadow Knell – og det passer mig egentlig fint, hvis de kan parkere dem der, for de bibringer ikke det samlede udtryk andet end et kitschet præg. Og der er venskabets ubrydelige bånd, som er det overordnede tema for ‘Confrère’: At være der for nogen, om det så er i kælderværelset og pladeforretningen, per brevpost og telefon eller på boards og Messenger.
Måske er det der, 80’er-indpakningen har noget at sige os, når den minder os om vigtigheden af relationer, der overskrider både tid, kulturskel og kiksethed. De fem sange på ‘Confrere’ virker i hvert fald en del mere nærværende end det meste andet heavy metal, jeg er kommet for skade at lytte til i år. Måske fordi Poison Ruïn snarere er et punkband, der låner virkemidler fra heavy metal, end et decideret metalband. Måske fordi de skel ikke burde betyde det store, når man alligevel føler sig fremmedgjort for fællesskabet.
Det er velsagtens det smukkeste ved Poison Ruïn: At de viser os det cool i det kiksede og byder os ind i det hemmelige selskab med en håndfuld sange fra en tidslomme, der tager sig forjættende ud på afstand.
