Man skal høre meget lort, før ørerne falder af, siges det. Jeg har hørt på rigtig meget bras gennem årene, som jeg har skulle kæmpe for at kunne skrive bare nogenlunde neutralt om.
Heldigvis for mig er det bare en talemåde, for ellers havde jeg ikke kunnet nyde Strandhems besnærende blackgaze andet end i teorien. For Jonathan Sigrist er ikke bare endnu et enmands-black metalprojekt med en masse tillægsord klistret på. Det er atmosfærisk, det er råt, det er banjo, det er antifascistisk og så er det et af den slags albums, hvor det godt kan betale sig at have læst et par bøger, hvis man vil have mest muligt ud af de talte passager.
Overraskelseselementet
Dog kan man sagtens få masser ud af “Enlightenment”, selvom man ikke nødvendigvis er super belæst. Men albummet forlanger stadig din opmærksomhed, for der gemmer sig en bred vifte af supplerende virkemidler, der hver især bringer noget til det sorte bord. Efter en kort introduktion til konceptet oplysthed, falder vi fluks ind den indledningsvis klassisk black metallede ‘Inhumanism’, der er en glimrende repræsentant for hvad vi har i vente. Nummeret overrasker med bluesede guitarsoli, leveret af Mads Nikolai Sørensen (Ethereal Kingdom, Exelerate), som effektivt fremmaner billeder af neonoplyste, regnvåde gader 一 og får mig til at nikke anerkendende af kombinationen black og blues.
Tendensen fortsætter på ‘Død Mand Er God Gødning’, hvor den nærmest vulgært velspillede bluesguitar gider over i en elektronisk overgang til lidt mere kaotisk fræs på det sorte spektrum, før vi belønnes med en outro i form af en spindende kat. Opfindsomheden er gennemgribende på hele pladen, og selvom de enkelte elementer er hørt før i andre sammenhænge, er det kombinationen af disse, der gør ‘Enlightenment’ interessant.
Tag f.eks et nummer som ‘The Commonplace’. Den åbner i dur, med en næsten stadion-venlig opbygning til både blast beats og riffing, vender på en tallerken, bliver til whisk på trommerne, en blid banjo og en behagelig melodi. En melodi, der overlever at blive tilsat både strøm, bluesguitar og en rå vokal der ligger i et behageligt leje i forhold til de øvrige udladninger 一 sidstnævnte er et godt argument for hvorfor albummet er mixet superbt. Vokalen fylder aldrig for meget og føles til tider som en del af den atmosfære, der er så rigeligt af.
Sort og blå
Overgangen fra den mere ligefremme ‘Life With Cold Death’ til den afdæmpede ‘The Myth Of Normal’ er udført til UG og sidstnævnte byder på en lille passage om at finde meningen i sin egen galskab 一 noget man ikke behøver være ekstraordinært uddannet for at forstå. Det handler ikke om at være ond med ond på, eller at spille så hårdt som muligt; for mit vedkommende bliver det først rigtig spændende, når man som udøver formår at inddrage udefrakommende strømninger og kombinere dem med noget så dogmatisk som black metal. Her er der plads til både det velkendte og det nye, og perfektionismen oser ud af projektet.
‘Broken Continuum’ er lidt en spøjs størrelse, da den lægger benhårdt ud med at være så black metallet som den kan, indtil cirka halvvejs, hvor doomen titter frem og tilføjer det hele et skær af melankoli, før vi atter dykker ned i sortheden. Det sidste nummer, ‘Uncivilization’, er samtidig pladens længste nummer og rummer nærmest alt vi har været igennem sammen, i løbet af de foregående tre kvarter. De blide passager afløses af klassiske blastbeats, og vi bliver mindet pænt om, at black metallen nok er blandet op, men det er stadig grundingrediensen.
Flere gange har jeg sendt en kærlig tanke i retning af så forskellige kunstnere som Callisto, Swallow The Sun, Negurâ Bunget og Ghost Bath. Alle for deres evne til også at sætte stemningen i højsædet, men Strandhem er helt sit eget. Og så er det etisk at konsumere som medie, noget jeg sætter pris på. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: jeg vil have min metal som min kaffe: sort og uden at nogen har lidt for at jeg kan nyde den. ‘Enlightenment’ bør opleves af alle, der sætter pris på omtanke, talent og ikke mindst god blackgaze.
Enlightenment by Strandhem
