Det er britpop, der giver dig store overarme. Forestil dig en plade, hvor powerballaderne er skrevet af hardcore-drenge fra arbejderklassen, og hvor støjen svinger mellem stadionrock og introvert post-punk. High Vis leverer på ‘Guided Tour’ et album, der er som skabt til at vælte både stadioner og små, svedige spillesteder.
Jeg stødte på High Vis, da jeg faldt over forsanger Graham Sayles Instagram, hvor han laver borde ud af beton (ja, velkommen til diy-siden af IG), og syntes at han så alt for sej ud til at lave den slags. Og pludselig så jeg billeder hvor han ligner en cookie cutter eksempel på en HxC forsanger – buzzcut, tattoos et al. Og nu med Stone Island? Alle mine indtryk stak i hver sin retning. Er du fancy SoMe håndværker? Er du en bøllebob, der er klar på bajer og snitter på stadion? Er du straight edge youth crew? Det er det samme indtryk jeg har af High Vis. Stadigvæk.
De første par lytninger på ‘No Sense No Feeling’ fra 2019, sagde mig ikke rigtigt noget, sådan havde jeg det også med Idles (og nu har jeg to Idles-tatoveringer). De var på grænsen til at være et Joy Division-coverband på pladen – som virkelig er et besøg værd. På ‘Blending’ fra 2022 har de fået mere Blur og Happy Mondays ind under huden, uden at de helt har sluppet deres hardcoreophav. På ‘Guided Tour’ er de gået fuld post-britpop, med nok Johnny Marr-guitar til, at de kunne have fået et rap over nallerne, men med så meget andet, så fungerer det fandme.
Hvis Oasis var sejere.
Jeg kan forholde mig til, at nogen finder arrogance sejt. Men, it’s cool to care. Stop med at tro, at I er Patrick Bateman eller Regina George. Folk vil gerne være som Gallagher, men der er ingen, der rent faktisk kan lide ham. Der er koldt på toppen, når du er overbevist om, at du er den eneste, der skal holde flaget. Sayle og High Vis er anderledes. De har fra start været forankret i hardcore – bandet består blandt andet af medlemmer fra Crowd Control og Dirty Money, som roder med youth crew og powerviolence. Hvert medlem kommer fra en (tragikomisk) stolt arbejderklasse og det skinner igennem. Især på ‘Guided Tour’.
Fortællingerne på pladen hiver i hjertekulen. Om det er de Stockholm-syndromske forhold man har til folk, der tror på “ride or die”(som sjovt nok altid er til deres fordel) på ‘Drop Me Out’ eller om det nådesløse, Kafkaesque bureaukrati, man møder, når man søger hjælp fra det offentlige som på ‘Mob DLA’, er teksterne skrevet med en nerve og pragmatisk poesi, der gør, at du krammer din ven lidt hårdere, næste gang du ser dem. Det er powerballader, skrevet af et par HxC-rødder fra arbejderklassen, med en masse på hjerte.
‘Post’ er både et forrygende og forvirrende præfix.
På tværs af den gode halve time som ‘Guided Tour’ varer, bliver der plukket fra samtlige af de britiske hylder. Deres indflydelser stikker lidt i hver retning – ligesom mit første indtryk. Der er kold og mekanisk rumklang ala Killing Joke på ‘Farringdon’. Du får et skud tidlig acid house og triphop på ‘Mind’s a Lie’ med tilhørende samples og beat. Et lige så ærkebritisk kulturelement som kolonisering. Åbningsnummeret smager lidt af U2 med Blur i ascendanten, for derefter gå over i et UK82-agtigt angreb på ‘Drop Me Out’.
På trods af, at de har hørt en masse stadionrock med kæmpe hooks og melodier, har de ikke glemt deres hardcorebaggrund. Musklerne bliver flexet på ‘Drop Me Out’ og ‘Mob DLA’ åbner med feedback og krigstrommer, der gør klar til at ordne et problem og Sayle bruger mere tid på at råbe end at synge. Og hvis du ikke har for travlt med at råbe med, kan du sågar two-steppe til sidstnævnte.
Det er en vred plade, uden tvivl, men det er ikke et slåskampsanthem. Der er langt mere solidaritet og omfavnelse i pitten, og når Sayles råber “when you’re gone, you’re gone forever” er der knyttede næver og tårer i øjenkrogen. ‘Gone Forever’ minder mig om Gallows’ ‘Crucifucks’ – et larger-than-life punk anthem om den sjælelige og moralske korruption som vi lever i. Gør klar til at råbe mod himlen i afmagt.
‘Guided Tour’ er påmindelsen om den konstante sørgmodighed og frustration over de vilkår man har, når man er født i den nedre del af samfundet – en realitet flere mennesker er berørt af, end de selv vil indse.Du kan ikke vinde i det her liv, uanset hvor meget du brækker din ryg for dit arbejde eller hvor mange lottokuponer og skrabelodder, du køber.
Under indie britpoppens janglende guitar, banker et arbejderklassehjerte, der med hardcorens bidske aggression og store understregelse af sammenhold og support, giver dig en mulighed for at stå med armene om dine kammerater. Hiv fat i dem du holder af, ring til din mor. Kast en brosten gennem vinduet til forvaltningen. Kræv mere af systemet – også selvom det ikke nytter. Lysten til livet findes i modstanden.
