Polykrisens tid er over os, siger World Economic Forum. Vi jonglerer ikke bare med én krise ad gangen, men er fanget i krisernes uløselige sammenhængskraft. De griber ind i og forstærker hinanden og det hele virker ærlig talt ret uoverskueligt at navigere i og forholde sig til. Hvad gør det ved individets eksistens at leve i en tid, hvor krisen ikke bare er en undtagelse, men et vilkår?
Terminalist er ikke bange for at underlægge de komplekse samfundsspørgsmål en kritisk lup, og det er en af deres største kvaliteter. Thrash var godt i 80’erne, dengang det var vredt og anklagende og havde noget på hjerte. Socialpolitiske problemstillinger og systemkritik, det er der musik i. Tænk eksempelvis på Kreators ‘When the Sun Burns Red’, Megadeths ‘Set the World Afire” eller Nuclear Assaults ‘Critical Mass’.
Når man, som Terminalist, definerer sin egen musik som hyperthrash og lægger sig i slipstrømmen på sci-fi thrash siger det en del, at nyeste skud på albumstammen er en overordentligt skræmmende dystopi. Problemet er bare, at det snarere end at være en dystopisk skildring, efterhånden er realisme.
Terminalist har haft travlt siden ‘The Great Acceleration’ i 2021, og ikke mindst med at forholde sig til virkeligheden omkring sig. Grobunden for det nyeste albums koncept har været to år, hvor corona har fyldt meget. Restriktionerne løftes endelig i 2022, så går der 24 dage, og så invaderer Rusland Ukraine. Det faktum, at vi ikke er ordentligt færdige med undtagelsestilstanden før en ny opstår – at den ene krise afløser den anden i vores bevidsthed – det optager Terminalists guitarist og sangskriver, Emil Hansen. Krig, økonomisk ulighed og social uretfærdighed, energikrise og inflation, problematisk interdependens lande imellem, samt en klimakrise så massiv, at man næsten ikke ved hvad man skal stille op; alt sammen bidrager det til en oplevelse af, at man ikke kan regne med, at tingene er, som de er, og at det er en anden form for normal vi skal tilbage til.
Sangene på albummet berører en lang række af krisens følgeskader. Dog falder de ikke i den oplagte grøft, hvor det hele bliver nihilistisk og dermed ligegyldigt. Det er tungt, mørkt, og bekymret, men mest af alt er det skarpt, vredt og anklagende. Og så begynder det at ligne noget. På tekstsiden tager de sig kærligt af lederes tvivlsomme og til tider vildledte beslutninger, når ændringer gennemtvinges på et forhastet grundlag i katastrofekontekst, og selvom udsynet utvivlsomt er internationalt, kommer man alligevel til at tænke på de mange ringe i vandet, som eksempelvis udsprang af håndteringen af coronaepidemien i lille Danmark (don’t mention the mink!). Der synges om institutionelle nedsmeltninger, opvisninger i uduelighed og den ulige fordeling af smerte og lidelse. Systemisk fiasko, simpelthen. Kritikkens rod for de fleste af sangene synes at være en mangel på (med)menneskelighed, for det er grundlæggende set her, det går galt. Der er altså et klart kip med hatten rettet mod 80’ernes systemkritiske tendenser, og det er så klædeligt, at Terminalist ikke bare lever op til en række minimumskrav til en genre for at skabe thrash, man kan drikke bajere til, men at det har noget på hjerte uden at være overpolitiseret og uden at reducere sig selv til et paroleudslyngende modstandsband.
The Crisis as Condition by TerminalistPladen består af otte gennemarbejdede og velproducerede numre med en lang række variationer og temposkift. Pladens afsluttende mastodont af et nummer, hele ti minutter og tredive sekunder langt, ‘Move in Strife’ indeholder både rolige, melodiske og til tider svævende øjeblikke og nærmest blackede tremolopassager, korte “go!”-agtige ophold og mere rene, thrashede stykker med vokal og guitar helt fremme i lydbilledet mens tempoet piskes op, selvom sangen ikke når samme hæsblæsende tempo som nogle af de andre.
Et par af numrene efterlader lytteren næsten stakåndet, og pladen er for øvrigt en ganske udmærket musikmakker til træning, kan jeg tilføje. Her kan med fordel nævnes ‘Life Won’t Last’ og ‘The Crisis as Condition’. Her efterlades ikke megen plads til stille introspektion, som man tæskes rundt fra start til slut. Der er ikke nogen dårlige numre på pladen, men det er meget tydeligt, at ‘Mutating Fractures’ er skrevet i en coronakontekst, og det vil formentlig være det nummer, der vil aldres hurtigst. Det er også den eneste af sangene, hvor tekstsiden kan føles en anelse forceret i sin metaforik.
Hvor tekstuniverset måske er retrospektivt i sin tilgang til både nu- og fremtidige betragtninger, fremstår den musikalske side i høj grad udpræget moderne inden for genren. Der er klare træk, som går igen hos eksempelvis Vektor, også i sådan en grad, at der vist ikke er nogen tvivl om, at Terminalist har lyttet til amerikanerne.
Afhængigt af humør giver hver gennemlytning en ny oplevelse, hvilket kan anbefales. Fra en dag med mindre overskud end sædvanligt fremgår eksempelvis af mine noter, at det er pessimistisk ad helvede til, særligt i lyden på nummeret ‘A Future to Weave’, hvor guitaren er sur og fornærmet. Jeg står sådan set både ved det udsagn og den indledende pointe om, at vi bevæger os i kritik snarere end resignation, og ved lytninger med lidt bedre overskud fremstår pessismismen snarere som et intenderet samspil mellem form og indhold.
