Forleden talte jeg med nogle venner om ska. Jeg er af den overbevisning, at de fleste skabands eksisterer, fordi mor har bedt dem om at tage lillebror med, og lillebror spiller på trompet. Nogle blev forargede, men andre måtte nikke lavmælt.
Sådan er det også lidt med Honningbarna. For hvad helvede sker der for jakkesæt og cello i punkmusikken? Det er på kanten til gimmick for mig.
Men nuvel. Honningbarna er, som Honningbarna er, og jeg er heldigvis ikke deres rigtige far og kan hverken gøre fra eller til.
Altså ud over at lytte til ‘Soft Spot’ – og det har jeg gjort. Egentlig har jeg altid været lidt skeptisk over for bandet – både på grund af det med celloen, men også fordi jeg på en eller anden måde har sat dem i bås med Bob Hund, Kaizers Orkester og den slags – og det skal jeg ikk’ bede om.
Men det var nok en fejl. ‘Soft Spot’ er i hvert fald allerede fra første færd værd at lytte til.
Honningbarna er dog et band, man skal købe ind på. Kombinationen af cellist, sanger og – går vi ud fra – lillebror Edvard Valbergs vokal og den kristiandsandske dialekt, han optræder i, er noget for sig. Og særligt når der bliver sunget mere og råbt mindre, er det ikke til at komme udenom. På den måde er det ægte ift. punkrødderne, hvor en sanger som fx. Johnny Rotten også objektivt set var ægte træls at høre på. Al lyden kommer ud af næsen, og det kan sagtens være en dealbreaker.
Man bliver kørt blidt ind med beatpoesi i ‘Alt går over, noe varer’, hvor vi kører igennem Valbergs barndom, ungdom og den kommende alderdom. Den er skrevet fra hans perspektiv som 70-årig, og vi berører moderens formaninger om badning og mad, vi hører om Honningbarnas succes og flytningen til Oslo. Vi hører kort – meget kort – om trommeslager Anders Eikas’ død som 20-årig, om at føle sig som et uforstående og fremmedgjort tandhjul i maskineriet, om at flytte til hovedstaden og blive mødt af kulturel og økonomisk kapital, man aldrig havde forestillet sig. Vi hører om at spille smart i podcast, om at forstå, at ting kan være gode, at være fanget mellem sin datters fødsel og sin bedstefars død.
Vi hører om at forestille sig at se tilbage som en gammel mand og endelig forstå, at man aldrig har fattet en skid. På den måde ret relaterbart.
Fra gribebræt til tastatur
Så vidt jeg har forstået – mit kendskab til Honningbarna er som nævnt ikke dybt – har de haft en lille flirt med det elektroniske på forrige album, og det er ikke passeret uden at sætte sig spor. Elektronikken viser sit ansigt rundtomkring i varierende grad og er absolut ikke altid uinteressant. Det sagt er Honningbarna altså bedst, når de spiller punk.
‘Ultraøyer’ for eksempel, der fungerer som negativt spejl til den positive attitude, intronummeret udviste, minder om Enter Shikari eller HIRAKI, men ikke med den opfindsomhed, som særligt sidstnævnte byder på. Jeg er ikke vild med det. Der mangler noget reel riffing.
Det er der til gengæld at finde på ‘Hvilke splinter’, der ikke holder sig for god til at også at dyppe tæer i det elektroniske badebassin, men i langt højere grad formår at kombinere det med den aggressive punk, som Honningbarna er kendt for, alt imens der også iblandes et touch af klassisk, skandinavisk tristesse.
Man kan sige, at ‘Soft Spot’ er et ret langt album, og at det desværre medfører en vis fedtkant på flæsket, hvorfor det ikke er alle sange, der stikker ud. Men dem, der gør, er til gengæld smadderfine. ‘Hvilke splinter’ er som sagt en af dem, men også ‘Ditt hjertes Hizbollah’, der ligeledes skriver sig ned i den førnævnte Moodysonske melankoli, er en, man kan hæge sig fast i. Det melodiske overspor er fremragende, og den fællessang-agtige vokal maler billeder af en fest, der er ved at dø ud. Ironisk nok.
Et af de allerbedste numre er nemlig ‘Festen som aldri stopper’, der slet ikke levner plads til nedtrykthed – i hvert fald på det lydlige plan. Det er derimod en fremragende poppunket banger med et kækt og catchy omkvæd. At teksten så igen er en gang sminket tristhed, er nok bare et vilkår for folk som os. Der er intet bæger uden malurt. Og hvis der var, ville vi ikke kunne lide drikken.
En pudsig betragtning er i øvrigt danske SYL. For folk, der kender forsanger Benjamin Clemens, er det ikke en hemmelighed, at Honningbarna er det helt store forbillede. Og hvis man husker tilbage på danskernes første demo ‘giv op / sang1’ og den helt særlige vokalpræstation, Clemens leverede der, og derefter lytter til singlen ‘Rød bic’, er sammenfaldet tydeligt. Det er i øvrigt en udmærket sang ud over det.
Om jeg nogensinde bliver inkarneret Honningbarna-fan, er nok tvivlsomt. Så er det i hvert fald ikke på baggrund af dette album. Men jeg får da lyst til at opleve dem live – trods risikoen for at få lillebrors cello i hovedet. Og ‘Soft Spot’ er så absolut en fin plade. Men Honningbarna kunne nok efterhånden trænge til at besøge en musikalsk diætist og få trimmet kanterne en smule. Det allerbedste, tror jeg, var lyrikken til ‘Alt går over, noe varer’. Men jeg kan også ret godt lide både Knausgård og Espedal.
