Kan man strække et par Lungfish-sange ud til at fylde et helt album? Okkedog. Bør man? Hvis man kan opnå den samme effekt, som Nathan Salsburg, Bonnie ‘Prince’ Billy og Tyler Trotter gør på ‘Hear the Children Sing the Evidence’: Helt sikkert.
“How small a thought it takes to fill a whole life,” får Steve Reich et vokalensemble til at synge om og om igen forskudt af hinanden og rytmen i det kvarterlange værk ‘Proverb’ fra 1996. Hos Reich er sætningen en refleksion over den amerikanske minimalisme, han fra 60’erne og frem var en af de vigtigste komponister inden for, og hvordan den lillebitte strøtanke kan nuanceres, forskydes og accentueres over tid for at få nye facetter frem i den. Det er en helt enkel komposition, der rummer både århundreders klassisk musiktradition og 80’erne og 90’ernes landvindinger i den elektroniske musik i sig.
Så meget kan så lidt være. Når man oplever dét i et stykke musik, kan det virke så overvældende, at man dårligt kan udholde tanken om at høre mere musik og forholde sig til andre indtryk. Der er nogle sange, man egentlig bare gerne vil flytte ind i og lade blive en del af sig selv. Sange, man vil lade sin puls slå i takt med, sange, man ånder gennem, sange, der bygger katedraler i ens hoved. Nogle sange har bedst af at være så korte og koncise som overhovedet muligt: ‘Pay to Cum’ er ikke en af de bedste sange, der nogensinde er indspillet, fordi den er kort, men fordi Bad Brains på det ene minut og 26 sekunder, den varer, får spillet sig gennem en hel rockhistorie og efterlader den brændt ned til jorden.
Men da først Bad Brains og resten af den første bølge af amerikansk hardcore havde gjort det, stod hardcore et sted, hvor den måtte udvikle sig eller gentage sig selv. En af de musikalsk mest nysgerrige scener, der opstod i det vakuum i midten af 80’erne, var omkring Dischord Records i Washington D.C. Og et af de første bands udefra, der blev knyttet til den scene, var Lungfish. Lungfish har siden 1988 spillet en musik, der på én og samme tid lyder som alt mulig andet, der er opstået i samme periode – R.E.M.s fabulerende poesi og ubetvingelige melodiøsitet er tydelige hos Lungfish, ligesom hardcore-kantheden fra Rites of Spring og den brøsige maskulinitet fra NYHC er det – og umiskendeligt som sit helt eget univers i sin langstrakte dronen.
Lige præcis droneelementet var det, der fik Nathan Salsburg til at genopdage Lungfish, da han fik en datter: Han kom i tanke om, at han kunne spille sangen ‘The Evidence’ på guitar med den ene hånd, mens han vuggede spædbarnet med den anden og sang de linjer, der messes om og om igen med små variationer over originalens fem minutter, lige så længe, som det en given aften tog at få datteren til at sove. Salsburg har i eget navn lavet en række plader, hvor han viderefører folkguitaristen John Faheys avantgardistisk dronende fortolkninger af americana, sideløbende med, at han har akkompagneret sangeren Will Oldham, også kendt som Bonnie “Prince” Billy. Oldhams quirky take på americana er affødt af sangerens baggrund i hardcore, og han har allerede i 2006 indspillet Lungfish-sangen ‘Love Is Love’ sammen med postrock-bandet Tortoise. Derfor var det oplagt for Salsburg at henvende sig til Oldham for at indspille ‘The Evidence’, og de gik sammen med trommeslageren Tyler Trotter. Som de to andre bor Trotter i Louisville i Kentucky, hvor han driver et bryggeri, når han ikke spiller med bl.a. Om.
Om fungerer også som et pejlemærke for, hvad det er for en plade, der er kommet ud af idéen om at strække Lungfish-sange ud og se, hvad de kan bære: ‘Hear the Children Sing the Evidence’ er en meditativ oplevelse, den er en ro, der sænker sig over én med erkendelsen af, at intet, man kunne finde på at foretage sig de næste 40 minutter, ville være mere værd end at sætte sig ned og lytte til det her. Lade det skylle over én, falde ind i det, blive ét med det.
Pladens første halvdel udgøres af en anden Lungfish-sang, ‘Hear the Children Sing’. Et enkelt akustisk guitarmotiv, nogle fraser, der gentages løbende frem mod refrænet: “Oh, the Devil is a flower plucked from the sky.” Og så videre. Trotter lægger trommemaskine og en keyboardfigur som baslinje, Salsburg tilføjer banjo, kalimba og el-guitar-licks undervejs, Oldham synger tilbageholdt med en næsten kvækkende stemmeføring. Oldham har aldrig været en stor sanger i teknisk forstand, men han har altid brugt sit organ enormt ekspressivt, så det er besynderligt at høre ham holde så meget igen. 12-13 minutter inde holder han helt op nogle minutter. Man kan høre en flaske blive åbnet, kulsyren, der frigives, væske, der brusende skænkes op i et glas, et veltilfreds suk og en nynnen, der efter nogen tid igen bliver til decideret sang. Til sidst kommer Salsburgs lille datter ind og synger refrænet, så er det slut.
Det er den slags plade, ‘Hear the Children Sing the Evidence’ er. Det er nok den rareste, roligste, mageligste plade, du kommer til at høre i år. Den giver sin lytter muligheden for at blive i ‘Hear the Children Sing’ så længe, man overhovedet orker, og bagefter renser den det hele ud med den helt afpillede ‘The Evidence’. Det er det mest bagstræberiske, dovne og geniale, jeg for min del har hørt, siden Bardo Pond i midten af 10’erne lavede en lignende serie EP’er, hvor de trak sange af Roxy Music, Lou Reed, Pharoah Sanders, Funkadelic m.fl. ud og ud og ud.
Det er voldsomt tilfredsstillende, det er nok til at fylde et helt liv.
