Et eller andet sted lige midt i eksistensen findes der et sted, hvor alting står stille. Da du først ankom til orkanens øje, skulle det være dit pusterum for alt det, som stadig bevæger sig upåvirket videre omkring dig. Men du kunne ikke puste ud. Du kunne knap nok trække vejret, for alting lever videre uden dig, og det skræmmer dig.
Den amerikanske screamogruppe Heavenly Blue opstår som fugl føniks, hvor bandet Youth Novel brændte ud få år forinden. Her havde hardcoreverdenens svar på Theseus’ skib ikke flere originale medlemmer i besætningen, så en identitetsfornyelse var på sin plads. Og her er vi så. Med et par ændringer i besætningen, et navneskift og et album senere. Lad os lige snakke lidt om det album.
30 minutters screamo (eller skramz, hvis man foretrækker det) af den gamle slags. Den slags, hvor vi konstant balancerer på et knivsæg mellem at udtrykke sig gennem vold eller følsomhed. Og måske ender det med at være det samme? Det michiganske band skriver i hvert fald som tagline på deres Bandcamp: “Screamo with Dignity and Integrity” og der må jeg sige, at de rammer plet, for “We Have The Answer” er ikke kun en enestående udgivelse, som på vellykket vis, giver et nyt og unikt udtryk, men også en opfølger på alt det, der var i Youth Novel. En lille gave pakket ind i en nostalgisk, garageagtig produktion, som smører en tyk omgang troværdighed ud på et stykke med kærlighed til genren. Her folder de to forsangere Juno Parsons og Mel Caren sig ud med en fantastisk og karakteristisk lyd på lyrik fra udvandede sociale interaktioner gennem smartphones til groteske billeder af menneskekroppe med kilovis af mikroplastik, hvor organerne plejede at sidde.
Findes stjernerne på himlen, når vi ikke kan se dem?
Den halve time er godt spredt ud på 11 numre, som alle står ud som mindeværdige øjeblikke, hvilket i sig selv kan være en lille sejr i en genre, som ofte kan være så dogmatisk og ikke-poser-agtig i sit udtryk at man kvæler alt kreativiteten. Men Heavenly Blue viser, at de ikke kun er helt enormt dygtige til at spille screamo, men at de kan skrive screamo. Blandt andet nummeret ‘Pando’ føles i første halvdel som en desperat og troværdig skildring af en frustration, som senere i anden halvdel bliver et direkte ondskab. Relativt korte og autentiske numre som giver mig associationer til en fandenivoldskhed à la. Kodan Armada, desuden den tekniske formåen af nyere projekter som f.eks. Liturgy. Fra det insisterende ‘Static Voice Speaks To Static Me’, der med knytnæve, under to minutters spilletid og store smukke guitarakkorder spiller op til dans i pitten til dissonante råbekor og ‘Heat Death Parade’ der med sin ildevarslende og gradvise tempostigning leder direkte ind i albumlukkeren ‘All Of The Pieces Break’, hvor en undertrykt vrede eksploderer i en revselse af menneskeheden, og ender med at blive en nihilistisk afmagt, hvor alting brænder og vi alle ædes af orme. Men det er lige meget. For livet er en illusion af valg og tales af vægtløse stemmer. Det betyder intet.
Heavenly Blue viser en stor og kreativ kunnen i alle kunstens medier. Det er ikke kun velskrevne og vellydende enkeltstående numre, men en helhed, som er absolut anbefalelsesværdig, hvis du er til sylespids og konfronterende screamo. Med dynamikken, smukke harmonier og den karakteristiske duo i front har Heavenly Blue fat i noget helt specielt.
