På (0)s nye album møder rå kraft poetisk dybde, og albummets eksistentialistiske undertoner skaber en fængslende balance mellem kaos og kontrol.
Der er noget mærkværdigt over at udgive den slags album, som (0) har gjort. Det er ikke andre bands i Danmark, der perfektionerer evnen til at balancere så fejlfrit mellem det eksplosive og det resonante, som (0) gør.
Yderligere skaber (0) en sammensmeltning af forskellige genrer, der umiddelbart føles uhåndgribelig, men det er en sammensmeltning, der bliver finpudset og skruet så godt sammen, at det nærmest føles beroligende. Specielt når en svagelig fluorescerende repetition i deres doomede opbygningsstykker omfavnes i en katarsisk atmosfære og lægger grundlaget for mange af numrene.
Dette er specielt tydeligt på titelnummeret ‘Knæk Mørke Mod Lys’, hvor flere minutters opbygning kulminerer i en transcendental implosion af støj, harmonier og knugende brøl fra forsanger Frederik Bjørn Jensen. Alt det optræder dog første efter albummets åbningsnummer ‘Det Sortner’, hvor guitaren indleder hele albummet i hurtige nedstryg og toneskift, hvorefter det hele bliver samlet op af bas og trommespil. Ved dette nummer kommer balancen af de musikalske elementer tydeligt i spil. Du har den fræsende start med proggede undertoner, og du har en mellemtempo og melodisk anden del af nummeret, der forstærker formatet af et klassisk (0)-nummer perfekt.
Det er kompliceret kaos, der næsten føles paradoksalt, når det simultant forholder sig så struktureret og balstyrisk.
Det er ikke kun de to ovenstående numre, der holder sig varieret; hele pladen er en iterativ gennemlytning. Den atmosfære, (0) formår at skabe, er opbygget af konkrete komponenter fra forskellige genrer, der ikke nødvendigvis burde få det hele til at lyde unikt, men det gør det. De tager alt det gode fra black metal, imens de fastholder aggressionen og kompleksiteten fra progressiv dødsmetal. Og samtidig formår de behændigt at inkorporere hjørnestenselementerne fra andre genrer som post, sludge og drone, så intet føles ufuldkomment.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt at kalde nummeret ‘Trukket Tid’ for albummets opus, da pladens helhedsbillede skaber en sammenhæng mellem numrene, der fremhæver dem hver især på deres egen måde. Dog – set ene og alene på nummeret – kan ‘Trukket Tid’ meget vel være (0)s allerstærkeste nummer. Det er et kolos af et nummer, hvor den bastante åbningsriff fungerer glimrende som basis for nummerets proggede og utvetydige tilgang, hvorefter det hele afbrydes af et skrapt basriff, der fører over i et af de vildeste breakdowns, jeg har hørt.
‘Trukket Tid’ gør plads til så mange ting på én gang, uden det bliver desorienterende eller redundant. Det er kompliceret kaos, der næsten føles paradoksalt, når det simultant forholder sig så struktureret og balstyrisk.
Andre numre som ‘Skyldnersol’ og ‘Hvad Den Sorte Muld Er For Lyset’ forholder sig mere introspektive med et fokus på udtryk og atmosfære. Det er dog stadigvæk med et knivskarpt fokus, der aldrig går hen og bliver svulstigt eller dvælende. De tunge kompositioner er tilpas opløftende til, at du kan vride dig nok rundt i den sfære af kulsort musik, (0) har skabt, for at finde lufthuller.
Samme autenticitet af mørke findes i (0)s lyriske side, der fastslår sig som ambitiøs, med tekster, der faktisk ligner lyrik, fremfor andet evigt pjadder om død, ødelæggelse og satan, som metal har haft sin andel af efterhånden.
Jeg ved ikke, om det er numrenes unikke atmosfære eller en lyrik, der er så rå i sit udtryk, men samtidig åben til fortolkning, der får sangteksterne til at føles som mere end en sangskriver, der prøver at være mørk og edgy. Det kan ses på mange numre, og den mangfoldighed får det til at virke endnu stærkere på et nummer som ‘Vrede’, når Frederik Bjørn Jensen brøler lungerne ud om raseri og et forvredet sind.
Nummeret handler om lav selvkontrol grundet temperament, men det føles ikke som en machohymne om at være farlig, men mere som et nummer, der tackler temperamentet ved selvbevidsthed om sit raseri, når der bliver sunget “Jerngreb slippes / Noget må ud / Knyttende hænder / Kogende blod” og “Sår i trang / For skæbnen bundet fast”. Lukkenummeret ‘Hvad Det Sorte Muld Er For Lyset’ griber anderledes an om attituden, hvor der konceptuelt bliver sat fokus på, hvad der omtales som “mørket” i linjer som “Er sand oplysning for lysets frænde / Langt mere værd end det røde guld” og “Værket lykkes, her begyndes; Mørkets varm, i strålearme”
(0) skaber deres egne bizarre universer med deres egne bizarre præmisser, og dette album er et perfekt eksempel på deres autonomi og kreativitet.
Lyrikken føles gennemført og velovervejet og ikke som noget, der bare er blevet skrevet for at passe til musikken. Der er mulighed for at være mere dybdegående end andet overfladelyrik. ‘Det Sortner’ og ‘Skyldnersol’ er begge oplagte eksempel på numre, der kan drage paralleller til filosoffer som Nietzsche eller Camus. De to numre handler henholdsvis om selvhad, og hvordan man håndterer det og kommer igennem det, og om at opgive det, du har kæmpet for for ende et værre sted og acceptere det. Man kan nævne Nietzsches “amor fati” – kærlighed til skæbnen – eller man kan nævne Camus’ tanker om absurdisme; det er begge ting, der underbevidst kan resonere med lytteren, ligegyldigt hvor meget man kender til eksistentialistisk filosofi. Der er sjæl og aggression i den måde, Frederik Bjørn Jensen leverer lyrikken på, som føles forfriskende sammenlignet med andet black metalvrælen eller dødsmetalgurglen.
KNÆK.MØRKE.MOD.LYS er virkelig et alsidigt album, der opfylder rigtig mange af de krav, der gør et album til et godt album. Kompetencerne skinner tydeligt med Mads Mortensens umanérligt kompetente og tighte trommespil; strengespil i form af en vildt komplementær bas til nogle af de mest medrivende guitarriffs, jeg længe har hørt, og Frederik Bjørn Jensens fuldstændig uovertrufne vokalevner, der er så velartikulerede og voldsomme, at jeg kun kan placere ham som den dygtigste vokalist i dansk metal i øjeblikket.
(…) og Frederik Bjørn Jensens fuldstændig uovertrufne vokalevner, der er så velartikulerede og voldsomme, at jeg kun kan placere ham som den dygtigste vokalist i dansk metal i øjeblikket.
Det er et album, der kan trække på mange følelser med udadvendte numre som ‘Trukket Tid’ og indadvendte numre som ‘Hvad Den Sorte Muld Er For Lyset’ – der begge ikke kan fremhæves nok. (0) skaber deres egne bizarre universer med deres egne bizarre præmisser, og dette album er et perfekt eksempel på deres autonomi og kreativitet.
