Britisk kultur er mange ting. De fleste af dem rimelig ringe, men selv dette kan have sin charme. Det viser Big Mess, der overrasker ved at være pæredanske, ved at tage inspiration fra 70’ernes mod revival og kaste sig direkte ud i dens hedonistiske dansabilitet og gøre det til noget af en fest at lytte til. Big Mess spiller helt uden skam. De er glade for hooks, for knallertfræsende guitarer og for at omfavne cheesiness. Der er endda en julesang på denne plade.
Generelt spiller Big Mess for at have det sjovt og ikke for at reflektere vanvittigt meget. Hvis man er i det mindset og sparker Puch Maxien op i andet gear så man kan tage den direkte ud af forstadsvejen med vind i vaskebjørnehalen og en rød Cecil mellem tænderne, så er det en ganske fornøjelig plade.
Der er noget om at indtage et værk på den måde, det er tiltænkt, og det vil vi gøre i denne anmeldelse. For jeg tror egentlig ikke, at Big Mess ville have godt af dybe analyser og langsommelige overvejelser. I stedet vil vi have det store smil på og nyde den fest, de spiller op til.
Og den er god.
‘Cleaning Up With Big Mess’ er en plade, der minder mig om ting, jeg ikke har oplevet, men har helt klare billeder af. Jeg har for eksempel ikke knallertkort, og jeg var ikke født i hverken 70’erne eller størstedelen af 80’erne. Jeg har aldrig været til et rigtigt halbal, og England kender jeg kun fra TV. Og det er efterhånden ved at være rigtig længe siden, jeg var teenager. Men alligevel er det alt det, jeg føler, når jeg lytter til den. Det er en af styrkerne ved litteratur og også ved den type musik, vi får præsenteret her. Det gør os i stand til at opleve ting, der måske ikke findes længere – eller nogensinde har gjort det.
Det taler godt for Big Mess’ sangskrivningstalent, at de er i stand til at fremmane alle disse oplevelser og billeder på en måde, der får det til at føles levende og velkendt. Det er naturligvis en romantisering, for hos Big Mess er det værste useje mennesker og crushes, der ikke ringer tilbage. Derfor er det også en plade, jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi den bare gør mig i bittersødt godt humør.
Når man hører dem spille deres cover af Lou Reeds ‘Hangin’ Round’ føles det sejt, og det føles nyt. Det føles som om, det var sådan, man kunne have lært den geniale kunstner at kende dengang i starten af 70’erne. Hvor man hørte en pissefed sang, og først flere år senere forstod, at det i virkeligheden var en helt anden musiker, der først fremførte den.
Det tog også lige lidt tid, før jeg lagde mærke til, at det var den sang, der var tale om, og det må jo betyde, at Big Mess har formået at spille den på en måde, der gjorde den til deres.
Den passer perfekt ind mellem flere andre dødstærke tracks. Åbneren ‘Groove’ er perfekt til at sætte pladen i gang. ‘Working’, der handler om noget så genkendeligt som at være træt af at gå på arbejde, den mere hardcore-adjacent ‘Shit on My Shoe’ og den næsten Grease-gone-poppunk ‘Doo-Lang Doo-Lang’ fører over i coveret og man er igennem side A nærmest før man opdager det.
B-siden indledes af singlen ‘Telephone’, som vi bragte en premiere på inden udgivelsen, og den står fortsat lige så stærkt. Ikke engang julesangen ‘Messy Xmas’ kan gøre mig sådan rigtig irriteret, konceptet til trods. For den er spillet med verdens største glimt i øjet og man kan ikke andet end håbe på, at den bliver populær nok, til at kunne betale for Big Mess’ pension i fremtiden. Den er i hvert fald ikke være end mange andre julesange, hvilket må siges at være vellykket.
Man kunne blive ved med at være faux-nostalgisk omkring pladen, men jeg vil egentlig hellere bare lytte til den igen. Den skal i højere grad opleves end diskuteres. Det kan man i øvrigt gøre 8. december på Mayhem, hvor Big Mess, Yu-Gun, Jakobe, Norm Dogs og Moral End spiller op til julefest.
Og på mandag sætter vi ‘Working’ på igen.
