Det er med diagnoser som det er med genrer: Én er sjældent nok. Af samme årsager har det været lidt af en kamp at komme til bunds i Svalbards seneste album, ‘The Weight of the Mask’
Jeg har gang på gang udskudt at fordybe mig i teksterne, af den simple årsag, at jeg har kunnet relatere lidt for meget til de sætninger, der har været iørefaldende. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, nåede jeg i første omgang ikke længere end lidt ind i første nummer, ‘Faking It’, før jeg vidste, at jeg var nødt til at tage mine ekstra-stor-pige-bukser på. Ikke engang et minut inde i den patosladede verden af desperate råb om hjælp, blev jeg som lytter stillet spørgsmålet “Hvordan kommer du igennem det der” og som en, der jævnligt har måtte spørge sig selv om det samme, måtte jeg lige sidde lidt ned i en uges tid.
Tung terapi
Mine tanker har kredset om opgaven, på samme måde som jeg forholder mig til de svære ting her i livet: jeg tænker på at gøre noget ved det, handlingslammet. Men Svalbard formår at gøre deres fjerde udspil til hvad de unge refererer til som et safe space, ved at være de første til at turde sige højt de ting, mange andre også gemmer på.
Det kom faktisk til at handle mindre og mindre om musikken, jo længere jeg kom i mit forsøg på at formidle min tolkning af deres formidling af noget vi alle i større eller mindre grad kan nikke genkendende til. Se for eksempel ‘Eternal Spirits’. Det er en følelsesladet homage til alle de for tidligt bortgåede metal-musikere, der har inspireret utallige unge mennesker til selv at udtrykke sig via musikken, når ordene fejler. I et interview med Svalbard bliver Joey Jordison nævnt som den primære grund til nummerets eksistens, men jeg forestiller mig, at hver enkelt sæt ører, der lytter til det her nummer, har hver deres kunstner indgraveret i hjertet. Vi har alle én, der sagde noget til os, vi knapt havde formuleret for os selv endnu.
Og det er det, der har været så skønt ved at grave i den her plade. Vi kender alle sammen de problematikker, der bliver lagt for dagen, men vi oplever dem alle forskelligt. Vi kan hver især lytte til den samme plade og få noget unikt ud af den. Det relaterbare er i højsædet og der bliver ikke holdt igen. Hvor vi hver især kunne tænke på en musiker, der betød noget for os, i relation til ‘Eternal Spirits’, fungerer resten af pladen som en slags oversigt over de forskellige ømme punkter i vores individuelle bagage. ‘Defiance’ er, i åbenhjertighedens navn, endnu et af de numre, jeg fandt svære at lytte til.
De spidder usikkerheden og skammen ved en afvisning på en facon der, i stil med sangens titel, bliver serveret med en trodsig vrede, smukt formidlet via en vokal der i den grad lyder som om den mener hvad der bliver sagt. Der bliver tacklet tunge temaer i løbet af de 44 minutter, vi har sammen med dem, og på Selvtægt, er det os ikke fremmed at tale om de ting, der kan være svære at dele med andre. På en måde formår Svalbard at samle summen af vores lidelser og sætte strøm til. De rene vokaler og de desperate råb skaber en skrøbelig balance, som bliver yderligere forstærket af orgiet af post hardcore riffing. En formular der går igen på pladen, og som godt kan gå hen og blive lidt ensformig – hvis man altså ikke er som mig: billigt til salg for alt, der lyder trist og sortsværtet.
Balancen består
Og apropos trist, så vil jeg lige fremhæve ‘November’. Jeg fik øjeblikkeligt :Of The Wand And The Moon: ind på lystavlen. Det er en tungsindig ballade, der knap orker at løfte hovedet, endsige blikket bort fra skosnuderne. Det er en langmodig sag om hjertesorg i november, hvor den messende vokal går godt i spænd med den stille, men rumklangsdominerede riffing, jeg nu engang holder så meget af. Stilheden varer dog ikke ved, men bliver afløst af den hidsige side af de lidelser, der ligger frit fremme til beskuelse og sammenligning.
Det kan godt gå hen og blive en kende melodramatisk. Men følelser ER dramatiske og det emotionelle aspekt i både vokalen og i teksterne går godt i spænd, fra det resignerede til det desperate. Især ‘Lights Out’ står som et lysende eksempel på, at selvom det ikke er noget nyt at være følsom på versefødder, gør Svalbard et forrygende stykke arbejde. “Jeg er for deprimeret til at vise dig, hvor deprimeret jeg er”, kræver en styrke, der overskygger hvor svag man kan føle sig.
Et utal af bands har sunget om mentalt helbred, men hvor de fortæller, hvad de har på hånden, lægger Svalbard kortene på bordet. Det er så fantastisk at føle, at i stedet for at de sidder inde i deres fængsel og tuder over tremmerne, så tager de og forholder sig til deres situation og at de ikke ønsker at overgive sig til desperationen. Sammen med de opløftende overtoner på de evigt riffende guitarer, låner ‘Be My Tomb’ en snert af lyseblå himmel, til at sprede de sorte skyer og ‘Pillar in the Sand’ er endnu en af de små øer i et oprørt hav, hvor sårbarheden mere handler om at turde sænke paraderne og lukke lidt lys ind i mørket.
I stedet for at gemme sig bag sine lidelser som et skjold, føles det mere som om at ‘Weight of the Mask’ er et vindue med spejlrefleks. Vi er ikke alene, du er ikke alene og der er styrke i svagheden. Jeg kan ikke sidde her og lade som om mit engagement i albummet udelukkende er professionel. Måske er det kombinationen af de hektiske hardcore-trommer og black metal riffingen, der drog mig ind, men det er åbenhjertigheden og modet til at anerkende sine ar, der får mig til at blive.
The Weight Of The Mask by Svalbard
